Rusland invaderer Ukraine

Video viser russisk missil ramme bygning i ukrainsk havneby

Ukraines præsident opfordrede tirsdag Danmark til at hjælpe med genopbygningen af netop den by, hvor missilet ramte.

Et overvågningskamera fangede tirsdag morgen øjeblikket, da et russisk missil slog ned i den regionale administrationsbygning i byen Mykolajiv i det sydlige Ukraine.

På overvågningsvideoen kan man se missilet nærme sig administrationsbygningen med stor fart. Kort efter nedslaget ses en stor røgsky rejse sig fra området omkring den regionale administrationsbygning i Mykolajiv.

12 personer meldes dræbt i angrebet, mens 33 andre meldes såret. Det oplyser de regionale myndigheder i byen til nyhedsbureauet Reuters.

18 af de sårede personer blev reddet ud af murbrokkerne af den delvist sammenstyrtede bygning.

Billeder efter angrebet viser tydeligt et stort hul i den store etageejendom i centrum af byen.

Vil have Danmark til at genopbygge by

Tirsdag talte Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, til Folketinget.

Her opfordrede præsidenten Danmark til at hjælpe med genopbygningen af netop Mykolajiv, der ifølge præsidenten er blevet bombet sønder og sammen af de russiske styrker.

- Jeg opfordrer Danmark til at overtage ansvaret for genopbygningen af Mykolajiv, sagde præsidenten til de danske folketingsmedlemmer.

Præsidenten beskrev i sin tale Mykolajiv som en "fredelig by" uden militære interesser. Zelenskij omtalte direkte tirsdagens angreb.

- Så vidt vi ved nu, er syv mennesker døde. 22 er tilskadekomne. Der er ingen militære interesser i Mykolajiv, lød det fra Zelenskij.

- Brutaliteten er mere voldsom end det, vi har set under Anden Verdenskrig. Flere byer er jævnet med jorden. Flere byer har oplevet brande. Infrastrukturen er ødelagt. Universiteter og skoler er ødelagt. Civile er døde, tilføjede præsidenten.

Kan lide samme skæbne som Kyiv-forstad

Mykolajiv er ifølge TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt en strategisk vigtig havneby, hvis russerne vil kæmpe sig hele vejen til Odessa og overtage kontrollen med kysten ved Sortehavet.

- De har prøvet at komme forbi Mykolajiv - i rigtig mange forsøg - men det går rigtig dårligt. Det er et sted, hvor ukraineren har stået meget stærkt. Men fordi den er strategisk vigtig, må man forvente, at den bliver fuldstændig smadret, siger Rasmus Tantholdt.

Han vurderer, at Mykolajiv kan ende med at lide samme skæbne som Kyiv-forstaden Irpin, der nu er totalt ødelagt.