Rusland invaderer Ukraine

Stor glæde i befriede ukrainske byer: - Vi har været besat af orker

Den ukrainske fremgang kan til dels forklares med, at russerne vil samle kræfterne færre steder. Og det giver god mening, siger dansk ekspert.

Den ukrainske by Trostyanets er ikke blandt de største.

Men lige nu vækker byen national stolthed i det krigshærgede land.

Det er nemlig en af de byer, som ukrainske styrker har generobret i løbet af de seneste dage.

- Hele vores by har været besat af orker, som vi kalder dem. Eller russere, siger en ældre kvinde fra byen til nyhedsbureauet AP, der har besøgt den befriede by.

Trostyanets ligger i nærheden af den omringede storby Sumy i det nordøstlige Ukraine.

Byens borgmester, Yuriy Bova, fortæller ifølge New York Times, at de russiske styrker har været i byen en måned, indtil nye kampe brød ud onsdag i sidste uge.

- To dage senere begyndte de russiske styrker at forlade byen. Nogle af dem flygtede i stjålne biler og på scootere, mens de ukrainske soldater trængte ind i byen, skrev borgmesteren på Facebook.

Han beskriver, hvordan de russiske soldater brød ind i folks huse, smed indbyggerne ud og flyttede ind i husene.

- Vores by har været besat af orker

Ifølge den ældre kvinde fra byen, som AP har talt med, stjal soldaterne også indbyggernes mad:

- Om aftenen kom de til vores huse og kældre og stjal vores syltede ting, kartofler, fedt og agurker, siger hun.

Den lokale redningstjeneste fortæller, at byens indbyggere har været igennem en meget hård tid:

- Projektiler fløj herover byen, og folk siger, at de var meget bange. De manglede både vand og mad. Den humanitære situation var forfærdelig. Nu, hvor der hverken har været overflyvninger eller bombardementer i tre dage, bliver tingene måske bedre, siger Evgeni Kosin fra den ukrainske redningstjeneste.

Hærledelsen: "Vi bukker"

Søndag skrev den øverste militære leder i regionen, Dmytro Zhyvytskij, at generobringen er et slag mod det russiske forsøg på at omringe, belejre og erobre provinshovedstaden Sumy:

- Byerne blev befriet af hæren i samarbejder med lokale indbyggere. Vi bukker respektfuldt for de lokale militære styrker og alle andre, der hjalp med at befri lokalsamfundene, skriver han.

Den russiske tilbagetrækning er dog ikke nødvendigvis kun en ukrainsk, militær triumf.

Den hænger også sammen med, at den russiske hær har besluttet at bruge kræfterne et andet sted, lyder meldingen fra den ukrainske hærs generalstab.

- Fjenden opgav sine offensive operationer omkring byen Sumy. Fjenden forsøger at omgruppere sine styrker og indsætte dem i andre områder, citerer det ukrainske nyhedsmedie Ukrinform fra generalstabens udmelding.

Russerne vil samle kræfterne

Det stemmer overens med det, som den russiske militærledelse meldte ud i sidste uge om, at man nu vil koncentrere sine kræfter i det østlige Ukraine, omkring den russiskstøttede oprørsregion Donbass.

Og den ændring i den russiske taktik giver god mening, siger major Kristian Lindhardt fra Forsvarsakademiet til TV 2:

- Russerne har åbenlyst ikke kræfter til at angribe både mod øst, omkring Kyiv og mod syd. Så den udmelding, som de kom med i sidste uge, kan de godt bruge som en forklaring på det, der sker nu, siger han.

Ukraine har til gengæld en interesse i at få russerne til at komme ud så mange steder som muligt, forklarer han.

- Det har nemlig vist sig, at det ikke går så godt for russerne, siger Kristian Lindhardt.