Rusland invaderer Ukraine

Rusland vil reducere militær aktivitet i Kyiv

Ifølge ukrainske myndigheder har de set tegn på, at russiske enheder er ved at trække sig fra Ukraines hovedstad.

Rusland har valgt at reducere den militære aktivitet omkring den ukrainske hovedstad, Kyiv, og byen Tjernihiv radikalt.

Det siger Ruslands viceforsvarsminister, Alexander Fomin, ifølge TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt.

Det samme skriver flere internationale medier, heriblandt BBC.

- Den Russiske Føderations Forsvarsministerium har truffet beslutningen om drastisk at reducere kampoperationer i Kyiv- og Tjernihiv-områderne for at øge den gensidige tillid og skabe de nødvendige betingelser for yderligere forhandlinger og for underskrivelsen af ​​den førnævnte aftale, siger den russiske viceforsvarsminister.

Udmeldingen kommer, efter at de seneste fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine er blevet afsluttet i Tyrkiet tirsdag.

Rasmus Tantholdt understreger dog, at det stadig er uvist, om det føres ud i praksis.

- Russerne har før sagt ét og gjort noget andet, fortæller han.

- Det vil vække jubel

Da det endnu er uklart, hvad udmeldingen helt konkret betyder, ved man heller ikke, hvornår det i så fald kommer til at ske.

Det vil vække jubel blandt borgerne i Kyiv

Rasmus Tantholdt, TV 2 korrespondent

Men tirsdag har ukrainerne været ude at sige, at de har set tegn på, at russiske enheder er ved at trække sig fra hovedstaden, fortæller Rasmus Tantholdt.

Hvis det er tilfældet, så er det en af de største nyheder, vi har set siden invasionens begyndelse, siger han:

- Det vil vække jubel blandt borgerne i Kyiv.

Bliver presset tilbage

Den militære situation ved Kyiv har i mange dage været beskrevet som fastlåst.

Men de seneste dage er det lykkedes ukrainske styrker at generobre flere byer. Blandt andet forstaden Irpin, der ligger nordvest for hovedstaden.

Denne erobring tyder ifølge flere eksperter på, at Rusland er ved at blive presset tilbage på slagmarken.

Fredag kom Rusland også med en opsigtsvækkende besked, da man meldte ud, at man fremover vil fokusere på "at befri" den østlige Donbass-region.

Det er uvist, hvornår Ukraine og Rusland skal mødes til fredsforhandlinger igen. Ifølge den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, kommer forhandlingerne i hvert fald ikke til at fortsætte onsdag.