Udland

Omikron var en gave til Danmark, men et mareridt for Kina

Omikron gav flokimmunitet i Danmark og gjorde det muligt at åbne samfundet. I Kina frygter man det værste. Millioner af ældre er ikke vaccineret.

Myndighederne i Kina kæmper i øjeblikket med det største smitteudbrud siden Wuhan, og selvom mange andre lande er begyndt at leve med coronavirus, er der stadig nultolerance i Kina.

Det skyldes blandt andet, at der, ifølge de kinesiske sundhedsmyndigheder, stadig er 44 millioner kinesere over 60 år, som ikke er vaccineret. Værst står det til blandt de ældste over 80 år, hvor blot halvdelen er vaccineret.

Det betyder, at millioner af kinesere risikerer at blive ramt af alvorlig sygdom og død, hvis den nye dominerende Omikron-variant BA2 bliver sluppet fri i det kinesiske samfund.

Omikron-varianten har ifølge Anders Fomsgaard, der er læge og virusforsker ved SSI, været en gave for Danmark. Det har den, fordi vaccinegraden var så høj, og varianten i sig selv var så mild, at risikoen ved at droppe restriktionerne i samfundet var meget lav.

På den måde kunne man hurtigt opnå flokimmunitet, fordi cirka 70 procent af befolkningen har været smittet med Omikron i de seneste 4 måneder. I Kina, som med 1,4 milliarder mennesker er verdens folkerigeste land, er udgangspunktet på alle måder anderledes.

- Den er mindre dødelig end andre varianter, men hvis den har mulighed for at smitte mange mennesker, bliver det jo til rigtig mange. Og det kan være den situation, man står over for i Kina, siger Anders Fomsgaard til TV 2.

Millioner i lockdown

I øjeblikket er millioner mennesker i Kina helt eller delvist berørt af lockdowns, og alle nære kontakter og nære kontakter til nære kontakter til de smittede bliver sendt i karantæne i to uger.

De lokale myndigheder i landets finansielle hovedstad, Shanghai, har netop besluttet, at den ene halvdel af byens 25 millioner indbyggere skal blive hjemme mandag til lørdag i denne uge. Derefter lukker den anden halvdel af byen, som ligger vest for floden Huangpu, i fem dage.

Det kan virke som en voldsom reaktion, når man ser på antallet af smittede i Shanghai. Søndag blev der registreret 3500 smittede, hvoraf blot 50 havde symptomer.

På landsplan er der registreret 56.000 smittetilfælde fra 1. til 24. marts, hvilket er flere end i Wuhan ved epidemiens start for to år siden.

Men man behøver bare at kigge på situationen i Hongkong for at forstå, hvorfor de kinesiske myndigheder tøver med at ændre strategi.

Krise i Hongkong

Her kæmper man i øjeblikket med det højeste antal daglige døde i verden i forhold til antal indbyggere. Der er registreret mere end 7000 dødsfald i den femte bølge og mere end 1 million smittetilfælde ud af en befolkning på 7,5 millioner. Det rigtige smittetal er sandsynligvis langt højere.

Krisen i Hongkong skyldes blandt andet befolkningstætheden og de dårlige kloakforhold, som har forårsaget smitte i mange højhuse. Det forklarer Sarah Borwein, som er speciallæge i infektionssygdomme og sundhedsfaglig kommentator med base i Hongkong.

Men det største problem er, at mange ældre ikke er vaccineret.

- Da vaccinationskampagnen startede, var der masser af overskrifter om hjerteanfald og blodpropper efter vacciner, selvom der ikke er en dokumenteret sammenhæng. Selvom den slags vildledende artikler er stoppet, er det svært at ændre, når folk først er blevet bange, siger hun til TV 2.

Misforståelser om vacciner

Ifølge Sarah Borwein, har flere af hendes lokale kollegaer i Hongkong ligefrem frarådet de ældre at tage vaccinen ud fra rationalet om, at risikoen for at blive smittet var næsten ikkeeksisterende, og derfor var risikoen ved at tage vaccinen større end ved at lade være. Lige indtil Omikron begyndte at cirkulere i Hongkong i starten af året.

- Alt, hvad der kunne gå galt, er gået galt. Der har også været en meget stor vaccinemodstand blandt plejehjemsansatte, og det var først i januar, at det blev et krav, at de skulle vaccineres. Derfor har vi set mange dødsfald på plejehjemmene i Hongkong.

I Kina er næsten 90 procent af befolkningen vaccineret, og man har i første omgang fokuseret på alle de samfundskritiske funktioner. Resultatet er, at det er de ældre og sårbare, som ikke er vaccineret i tilstrækkelig grad.

Derfor frygter Sarah Borwein, at krisen i Hongkong kan gentage sig i Kina.

- Kina kan blive mange gange værre end Hongkong, fordi befolkningen er så meget større.

Digital overvågning og smitteopsporing

På den anden side er restriktionerne i Kina mere strenge, og den digitale overvågning gør det næsten umuligt at gemme sig for myndighederne. Derfor bliver de smittede og deres nære kontakter hurtigt identificeret.

Det store spørgsmål er, hvorvidt det overhovedet er muligt at inddæmme og kontrollere den meget smitsomme og relativt resistente variant.

- Det kan godt tænkes, at man kan i Kina. Men det vil stille større krav til isolation og til hurtig vaccination af de sårbare, fordi den er mere smitsom og resistent. Mit gæt er, at den vil spredes og efterlade en bedre rettet immunitet og en mindre omkostning, siger Anders Fomsgaard fra SSI.

Den kinesiske regering har indset, at det nu er afgørende at få de ældre og sårbare vaccineret hurtigst muligt. Derfor har man netop lanceret en stor kampagne for at massevaccinere de ældre i mange storbyer.

Hvor man tidligere har forsøgt sig med diverse gaver i form af æg, teaterbilletter, madolie og iPhones, har kommunistpartiets lokale naboskabskomitéer nu tilsyneladende fået tildelt kvoter for antallet af ældre, de skal sørge for, der bliver vaccineret.

I nogle byer er der arrangeret gratis transport til hospitalet, og andre steder tilbyder man ligefrem at komme hjem til de ældre for at vaccinere dem. Der er også eksempler på vaccinetvang fra lokale myndigheder, men centralregeringen i Beijing har flere gange understreget, at vaccinerne skal være frivillige.

Det er et kapløb mod tiden. For selvom Omikron BA2 kan slås ihjel, hvis den ikke har nogen at smitte, er det sandsynligvis et spørgsmål om tid, inden der kommer endnu en variant.