Rusland invaderer Ukraine

Zelenskij åbner for centralt russisk krav – men ideen kan være dødsdømt på forhånd

Spørgsmålet om neutralitet kræver en folkeafstemning, og målinger viser, at et flertal af den ukrainske befolkning støtter et medlemskab af NATO.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, er villig til at diskutere, om hans land fremover skal have neutral status.

Det siger Zelenskij i et interview med en række russiske journalister forud for nye fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland.

Man skal huske på, at Ukraine er et demokrati, og derfor kræver spørgsmålet om neutralitet en folkeafstemning

TV 2-korrespondent Claus Borg Reinholdt

Ukraines neutralitet er et centralt krav for Rusland, og som led i den seneste tids forhandlinger mellem partnerne har Rusland krævet, at Ukraine bliver en såkaldt neutral stat.

Neutralitet vil i diplomatisk og folkeretlig sammenhæng sige, at en stat ikke vælger side og ikke deltager i en konflikt mellem andre stater eller militære forbund.

Neutralitet til folkeafstemning

Men ideen om neutral status kan vise sig at være død, før den overhovedet har fået liv. Det fortæller TV 2s korrespondent Claus Borg Reinholdt, som befinder sig i den ukrainske kystby Odessa:

- Man skal huske på, at Ukraine er et demokrati, og derfor kræver spørgsmålet om neutralitet en folkeafstemning, og de seneste meningsmålinger viser, at et flertal af den ukrainske befolkning støtter et medlemskab af NATO.

Claus Borg Reinholdt fortæller videre, at der ikke er de store forventninger til fredsforhandlingerne mellem Rusland og Ukraine, der efter planen skal finde sted i denne uge i Istanbul i Tyrkiet.

- Man skal nok forvente lokale våbenhviler og måske etableringer af humanitære korridorer. Det er uklart om spørgsmålet om neutralitet bliver en del af de kommende forhandlinger mellem Ukraine og Rusland, siger Claus Borg Reinholdt.

Repræsentanter for de to lande har allerede mødtes flere gange til forhandlinger, men indtil nu har forhandlingerne ikke ført til reelle aftaler mellem parterne.

Åbner for forhandling om Donbass

Ifølge major Kristian Lindhardt fra Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, er præsident Zelenskij under pres, og derfor er han klar til at tale om en neutral status. For selv om russerne flere steder har svært ved at angribe, så er begge parter ved at være slidte.

- Kampene er gået ind i en nedslidningsfase, hvor vi ser, at russerne ikke er i stand til at gøre noget. I hvert fald ikke alle de steder, de gerne vil gøre det. Specielt omkring Kyiv er de gået fuldstændig i stå, og de er endda begyndt at indrette sig til forsvar nogle steder, siger majoren til TV 2.

Udover Ukraines status som neutral åbner præsident Zelenskij for at indgå et kompromis om, hvilken status den omstridte region Donbass i det østlige Ukraine skal have.

Zelenskij uddyber ikke, hvad et kompromis om regionen kan indebære, men det skal indgå som en del af en eventuel fredsaftale med Rusland, fremgår det.

Rusland har fokus på Donbass

Donbass-regionen består af de to udbryderrepublikker Luhansk og Donetsk, der har været kontrolleret af prorussiske separatister siden 2014.

I interviewet erkender Zelenskij, at det ikke bliver muligt at generobre hele det territorium, Rusland har overtaget under invasionen. Et forsøg på det vil ifølge præsidenten føre til en Tredje Verdenskrig.

Siden Rusland invaderede Ukraine for lidt over en måned siden, har russiske styrker indtaget byer i særligt den østlige og sydøstlige del af Ukraine. Men på det seneste er det lykkedes ukrainere at fastholde flere af de større byer.

Fredag meddelte Rusland, at de vil fokusere på "at befri" den østlige Donbass-region. Siden 2014 har der været konflikt mellem ukrainske styrker og russisk-støttede separatister i regionen.