Rusland invaderer Ukraine

Ukraine vil efterforske video af knæskud på russiske soldater

Video viser formentlig ukrainske soldater, der skyder tilfangetagne russiske soldater i knæene.

Den ukrainske regering vil øjeblikkeligt igangsætte en efterforskning af en video, der muligvis viser russiske tilfangetagne soldater blive skudt i knæene af ukrainske styrker.

Det siger præsident Zelenskijs rådgiver Oleksij Arestovitj i et interview ifølge CNN.

- Vi er en europæisk hær, og vi gør ikke nar ad vores tilfangetagne. Hvis det her viser sig at være sandt, er det fuldstændigt uacceptabelt, siger Oleksij Arestovitj.

I en uddybende kommentar til CNN siger Ukraines hærchef, Valerij Zaluzhnyi, dog uden at referere til den specifikke video, at ”fjenden” udgiver opsatte inhumane videoer for at miskreditere den ukrainske hær.

- Jeg vil gerne understrege, at soldater fra Ukraines væbnede styrker og andre legitime militærenheder nøje overholder reglerne for international humanitær lov, lyder det fra Zaluzhnyi.

Falder skrigende til jorden

I den godt seks minutter lange video, der i løbet af weekenden begyndte at florere på de sociale medier, kan man høre de ukrainske soldater fortælle, at de har taget en russisk deling til fange nær Ukraines næststørste by, Kharkiv.

På billederne ser man, hvad der efter sigende skulle forestille adskillige russiske soldater, som ligger såret på jorden.

Mod slutningen af videoen bliver tre af de tilfangetagne soldater skudt i knæene, hvorefter de falder skrigende til jorden.

Ud fra videoens indhold har det ikke været muligt at afgøre, hvilken deling de ukrainske soldater tilhører. Soldaterne snakker en blanding af ukrainsk og russisk med ukrainsk accent.

Kharkiv under angreb

Millionbyen Kharkiv i det østlige Ukraine har siden krigens første dage været udsat for heftige bombardementer fra russiske stillinger.

Indtil videre har de ukrainske styrker formået at forsvare Kharkiv, men byens civile indbyggere er tvunget til at bo og leve i byens kældre og metrostationer af frygt for de russiske missilangreb.

Siden invasionen af Ukraine begyndte for over en måned siden, har Rusland indtaget en del byer i særligt den østlige og sydøstlige del af landet.

Men på det seneste er Ukraines hær begyndt at skubbe russiske tropper tilbage fra det terræn, de ellers havde sikret.

De ukrainske angreb går særligt efter at afskære russerne fra nye forsyninger, og manglen på mad, ammunition og brændstof kan for alvor hæmme russernes mulighed for at angribe og forsvare sit terræn.