Tantholdt om erobring af Kyiv-forstad: Vel nok den største ukrainske succes i krigen indtil nu
Generobringen af Kyiv-forstaden Irpin er en nyhed, der giver tro på fremtiden i den ukrainske hovedstad, siger TV 2's korrespondent.
Borgmesteren i den ukrainske by Irpin siger nu, at byen er helt generobret af de ukrainske styrker.
- Nu skal vi fejre det, skriver borgmester Alexander Markushin på Twitter.
Den strategisk vigtige forstad nordvest for hovedstaden Kyiv har været genstand for voldsomme kampe, fordi kontrol med byen er afgørende for, at de russiske styrker kan fortsætte ind mod Kyiv.
På et tidspunkt har næsten hele byen været erobret af de russiske styrker, men nu har ukrainerne altså - ifølge borgmester Markushin – trængt russerne ud af byen.
Ifølge TV 2’s korrespondent Rasmus Tantholdt, der befinder sig inde i hovedstaden Kyiv, er nyheden fra Irpin vel nok "den største, enkeltstående succes for den ukrainske hær under den her krig".
- Jeg kan love jer for, at det er en nyhed, som folk her i Kyiv jubler over. Det er virkelig noget, der betyder noget. Nu har russerne tæsket løs på ukrainerne i Irpin lige siden krigens begyndelse, og det er altså ikke lykkedes russerne at komme igennem Irpin og ind i Kyiv, siger Rasmus Tantholdt.
Han understreger dog, at de russiske soldater kun er trængt tilbage til en position lige nord for Irpin.
- Nu er russerne i den forstad, der hedder Butcha. Det er nabobyen, så det er ikke, fordi de er skubbet mange hundrede kilometer tilbage. Men det symbolske i, at det kan lade sig gøre for den ukrainske hær, betyder ekstremt meget, vurderer TV 2’s korrespondent:
- Det er noget, der giver folk her i hovedstaden tro og håb for fremtiden.