Tidligere topdiplomat om Bidens tale: Følelserne løb af med ham

Præsidentens stab har måttet glatte ud efter kontroversiel melding om, at Putin ikke skal forblive ved magten.

Det var en enormt flot tale - både politisk og diplomatisk - som præsident Joe Biden lørdag aften holdt under sit besøg i Polens hovedstad.

Men til allersidst løb følelserne tilsyneladende af med den amerikanske præsident, da han med henvisning til Ruslands præsident proklamerede, at "for Guds skyld, denne mand kan ikke forblive ved magten".

Sådan lyder vurderingen dagen derpå fra Friis Arne Petersen. Han er tidligere ambassadør i blandt andet USA og tidligere direktør for Udenrigsministeriet.

Afslutningen på talen er blevet tolket som en amerikansk opfordring til, at Vladimir Putin skal fjernes fra magten i Rusland.

Trækker i land

Men efterfølgende har staben bag Biden trukket i land.

- Det er klart opsigtsvækkende, for det er ikke amerikansk politik, og det kommer hurtigt frem efterfølgende fra USA's side, siger Friis Arne Petersen.

Både den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, og national sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan har efterfølgende understreget, at et regimeskifte i Rusland ikke er amerikansk politik.

- Jeg tror, at han er et virkelig stærkt moralsk og kristent menneske, og den tale, han holder i Polen, er så stærk og så godt skrevet, at han selv tilsyneladende bliver grebet af den.

- Det er nærmere en følelsesmæssigt, moralsk appel end et ønske om at udtrykke en anden amerikansk politik end den, landet officielt har, siger Friis Arne Petersen om Biden's afslutning på talen.

Krigsforbryder, tyran og bøddel

Han påpeger, at udsagnet om, at Putin ikke kan forblive ved magten, fra et diplomatisk synspunkt er risikabelt.

- Det er vigtigt at få fjernet det indtryk, som sætningen efterlader hos Rusland og resten af verden. For man risikerer, at det kommer til at spille den forkerte vej, siger Friis Arne Petersen.

Biden har tidligere omtalt Putin som en krigsforbryder, tyran og bøddel. Og det er bemærkninger, som Rusland har bemærket, vurderer Friis Arne Petersen.

- Mange af ens modstandere - dem som man skal forsøge at vinde over - kan komme til at reagere ret negativt på den type hård sprogbrug.

- Derfor vil der i meget statsmandskunst være behov for balance, moderation og argumentation frem for hårde prædikater, siger Arne Friis Petersen.

Af samme grund var det vigtigt, at Biden i sin tale blandt andet forklarede, hvordan Vestens sanktioner mod Rusland rammer de russiske oligarker og magtpersoner, der styrer krigen i Ukraine, påpeger den tidligere diplomat.