På overfladen står den vestlige alliance sammen, mens krigen i Ukraine fortsætter. Men skaden er sket, og under overfladen simrer uenigheden.

I 1997 besøgte Bill Clinton den polske hovedstad Warszawa og lykønskede landet med at blive optaget i NATO. ”Polen vender hjem”, sagde Clinton dengang meget berømt og under stor polsk jubel.

25 år senere var rammerne for Joe Bidens tale i samme by, at krigen er vendt tilbage til Europa.

Polakkerne ønsker sig, at Biden og Vesten gør meget mere for at hjælpe ukrainerne, end det er tilfældet. Eksempelvis ved at sende fredsbevarende styrker og gamle kampfly til Ukraine eller ved at stoppe al europæisk import af russisk energi.

Ingen af delene kommer til at ske lige foreløbig.

Simrende uenighed

Vesten kan ikke blive enig om at stramme skruen yderligere overfor Rusland af frygt for, at aggressoren anklager Vesten for at eskalere konflikten og tager til genmæle. Derfor kan man i alliancen lige nu kun blive enig om den mindste fællesnævner. Sådan er det jo oftest, både i familier og i alliancer. Det er det muliges kunst.

Joe Bidens tale i Warszawa skal ses i skyggen af denne simrende uenighed, der gemmer sig bag den vestlige alliances bønagtige bekræftelser om, at man står sammen i støtten til Ukraine og kampen mod Putin.

For man skal ikke skele meget forbi de koreograferede familiebilleder i EU- og NATO-regi i Bruxelles for at få øje på, at Vesten får sværere og sværere ved at blive enig om, hvad det næste skridt skal være i krigen mod Ukraine. Et skridt, som samtidig sætter fokus på, at det største problem selvfølgelig er, at skaden kunne ske til at begynde med.

EU Først

Biden lovede selvfølgelig europæerne - og særligt polakkerne - at amerikanerne nok skulle hjælpe med at håndtere flygtningestrømmen og forsøge at finde en løsning på Europas energiafhængighed fra Putins Rusland. Men samtidig illustrerede præsidentens besøg i Europa også, at krigen i Ukraine i høj grad er et europæisk anliggende. Ikke kun geografisk, det giver sig selv, men især politisk, økonomisk og lavpraktisk.

Det bliver EU, der kommer til at skulle stå for fordelingen af de millioner af flygtninge, der har forladt Ukraine. Bidens USA har annonceret, at man bidrager med yderligere en milliard dollars til at løse den humanitære krise i Ukraine, og at man vil optage op imod 100.000 ukrainske flygtninge i Amerika.

Set i det store perspektiv er det en dråbe i havet sammenlignet med den byrde, de europæiske lande kommer til at skulle skuldre i de kommende år. Politisk, økonomisk og lavpraktisk.

Krigens kerne

Dermed er vi tilbage til sagens - og krigens - kerne. Det giver god mening – set med amerikanske øjne – at Joe Biden fortsat primært har kikkerten rettet mod Kina. Biden er en amerikansk præsident, der er mere transatlantisk orienteret – både af hjerne og hjerte – end det var tilfældet for forgængerne Obama og Trump. Men selv krigen i Ukraine ændrer ikke noget ved, at de tektoniske plader i international politik fortsætter med at blive forskudt over mod Asien.

Og uanset hvor meget ukrainerne beder om amerikansk hjælp, så er den politiske konsensus i USA også, at europæerne bliver nødt til at kunne stå på egne sikkerhedspolitiske ben. Det er et krav og ikke et ønske, hvis det transatlantiske samarbejde skal styrkes.

Med andre ord er tiden forbi, hvor den amerikanske politibetjent, brandmand, barnepige (kald det hvad du vil), rager kastanjerne ud af den - i det her tilfælde – ukrainske ild.

Det kan fremstå koldt og kynisk, når man læser det på skrift, men sådan er kalkulen i Washington.

På Putins præmisser

I den nuværende fase af krigen fokuseres der meget på, at man ikke må eskalere konflikten. Ellers kan Vesten ende i en atomkrig med Rusland. Den antagelse er muligvis korrekt, om end præmissen også er en smule ironisk taget i betragtning af, at russerne åbenlyst har været den eskalerende part gennem hele forløbet.

Men tankegangen sætter en tyk streg under, at Vesten fortsætter med at lade Vladimir Putin diktere præmisserne, og at vi i Vesten primært tænker på os selv. Det er EU og NATO først, og da Ukraine ikke er medlem i nogen af delene, betaler ukrainerne en høj pris i disse uger.

Igen kan det fremstå meget kold og kynisk, når man læser det på skrift. Det er dog ikke nogen anklage, men en lokumskold analyse af situationen.

Sig selv nærmest

Den vestlige forsvarsalliance med amerikanerne i spidsen er villig til at hjælpe ukrainerne. Retorisk, økonomisk og militært. I nedadgående prioriterede rækkefølge.

Ord koster som bekendt ingenting. Og så snart det begynder at kunne gøre rigtig ondt på Vesten, så er vi os selv nærmest. Både når det kommer til den manglende politiske vilje til at sætte en stopper for importen af russisk energi, fordi omkostningerne ville være dyre og uoverskuelige for os. Særligt på den korte bane. Så hellere fortsætte med ad omveje at finansiere Putins angrebskrig i Ukraine.

Eller når det kommer til at hjælpe Ukraine på det militære område i det omfang, det invaderede land anmoder om. Her er frygten for, at Rusland kunne tolke dette som en eskalation – der i yderste instans vil kunne gå ud over os selv i Vesten – for stor.

Man er sig selv nærmest, som man siger.

Fred gennem styrke

Ret skal være ret. Den afgørende fejl er blevet begået for længst. Den afgørende fejl var, at Vesten – og her selvfølgelig primært amerikanerne som verdens største militærmagt - ikke formåede at opbygge en troværdig trusselskulisse overfor Rusland. En trusselkulisse, som afholdt og afskrækkede Vladimir Putin fra at invadere Ukraine.

”Fred gennem styrke”, som det hed så fint under Den Kolde Krig.

Fremfor at afskrække Putin troværdigt fra at prøve at invadere Ukraine, valgte Joe Biden en strategi, hvor hans administration åbenmundet forklarede den russiske præsident, hvad konsekvenserne af en given aggressiv handling ville være. Hvor man åbent fortalte Putin, at amerikanerne sammen med deres allierede ikke ville komme Ukraine militært til undsætning, såfremt Putin skulle finde på at invadere landet.

For at bruge et gammelt citat fra Ronald Reagan: ”Vi ved alt for godt, at krig ikke opstår, når frihedens kræfter er stærke, men når de er svage. Det er der, at tyranner bliver fristet.”

Polakkerne opførte en statue af Ronald Reagan i Warszawa efter Den Kolde Krigs afslutning som tak for præsidentens støtte til polakkernes frihedskamp under Den Kolde Krig.

Joe Biden skal næppe regne med at få en statue opført af sig.

Hverken i Warszawa eller Ukraine.