Rusland skifter militært mål i Ukraine, siger russisk vicechef
Internationale medier ser russisk udmelding som muligt tegn på mindre ambitiøse mål fra russisk side.
Rusland har gennemført første fase af sin såkaldte militæroperation og vil fokusere på "at befri" den østlige Donbass-region.
Det siger Sergej Rudskoj, som er vicechef for generalstaben for Ruslands væbnede styrker, fredag.
Flere internationale medier - heriblandt BBC og nyhedsbureauet Reuters - ser udmeldingen som et muligt tegn på, at Rusland sætter sig mere begrænsede mål som følge af vedholdende ukrainsk modstand.
- De vigtigste målsætninger i første fase af operationen er generelt blevet fuldført, siger Rudskoj.
- Den ukrainske hærs kampstyrke er blevet mindsket markant, hvilket gør det muligt at fokusere vores kerneindsats på at opnå hovedmålet: at befri Donbass, lyder det videre fra vicechefen.
Kontrollerer 93 procent
93 procent af Luhansk-regionen kontrolleres ifølge det russiske forsvarsministerium nu af russisk-støttede separatister.
Det samme gælder ifølge ministeriet for 54 procent af Donetsk-regionen.
Tilsammen udgør de to regioner Donbass-regionen, hvor der siden 2014 har været konflikt.
Regionen har omkring 4,1 million indbyggere. Heraf er de fleste russisktalende.
Det var 24. februar, at Rusland indledte en "særlig militæroperation" i Ukraine. Dengang lød det, at man ville mindske nabolandets militære styrke og sætte ind mod folk, der af Rusland anses for at være farlige nationalister.
Melder nyt tabstal ud
I sine udtalelser fredag er Rudskoj kommet med nye meldinger om russiske tab.
Han siger, at 1351 russiske soldater er blevet dræbt. Det seneste officielle tabstal fra Rusland kom 2. marts, hvor det lød, at 498 russiske soldater var blevet dræbt.
Ukraines militær hævder på den anden side at have dræbt over 15.000 russiske soldater i kamp.
Fra vestlig side lyder det fortsat, at den russiske hær møder særdeles stor modstand.
Fredag udtaler Storbritannien, at ukrainske styrker igen har taget kontrol over byer øst for Kyiv. Derudover skal der være svigtende forsyningslinjer i den russiske hær.