Rusland og Ukraine udveksler fanger - Slangeøen-søfolk med i handlen

De ukrainske søfolk, der blev kendt for at råbe "rend mig i røven" til russisk krigsskib, er blandt de udvekslede.

For første gang har Rusland og Ukraine udvekslet tilfangetagne soldater.

Det oplyser det ukrainske parlament på Twitter torsdag.

Udvekslingen, der ifølge parlamentet skete på præsident Volodymyr Zelenskijs opfordring, involverede blandt andet de berømte søfolk fra "Slangeøen", en lille ø i Sortehavet.

Foruden de 19 søfolk er også 20 soldater - ti fra hvert land - blevet udvekslet mellem parterne, skriver den ukrainske vicepremierminister, Irina Vereshchuk, på Facebook.

"Rend mig i røven"

De ukrainske soldater blev på dagen for den russiske invasion hyldet som helte i deres hjemland.

Soldaterne havde til opgave at beskytte den strategisk vigtige ø Zmiinyi - Slangeøen - da et russisk krigsskib nærmede sig og lagde an til angreb.

Et lydklip fra radiokommunikationen mellem krigsskibet og øen afslørede, hvordan de ukrainske soldater nægtede at overgive sig til russerne og i stedet sendte dem en klar og tydelig melding:

- Rend mig i røven, russiske krigsskib!

Soldaterne blev af de ukrainske myndigheder alle erklæret omkomne i angrebet, men allerede få dage efter, 27. februar, var meldingen, at alle soldater fra Slangeøen formentlig var i live alligevel.

Og nu er de altså alle blevet en del af udvekslingen mellem Ukraine og Rusland sammen med en række andre soldater og krigsfanger.

- Ukraine udvekslede i dag 11 russiske sømænd, som vi har reddet fra et sunket skib i nærheden af Odessa, til 19 ukrainske sømænd (ophavsmænd til den legendariske sætning "Rend mig i røven, russiske krigsskib!"), lyder det fra det ukrainske parlament.

Uenige om antallet af fangeudvekslinger

Tatjana Moskalkóva, som er Ruslands kommissær for menneskerettigheder, bekræfter oplysningerne om fangeudvekslingerne.

Ifølge Ruslands udenrigsministerium har Moskva dog allerede gennemført to fangeudvekslinger, siden krigen begyndte. Det oplyste ministeriet tidligere på ugen.

Ifølge Tatjana Moskalkóva er det blandt andet ni russiske fanger, der tidligere er blevet byttet for borgmesteren i den ukrainske by Melitopol, Ivan Fedorov, som tidligere på måneden blev bortført af russiske soldater. Fedorov blev løsladt efter knap en uge.

Den ukrainske vicepremierminister, Iryna Veresjtsjuk, har bekræftet, at denne fangeudveksling fandt sted. Dog afviser hun, at der skulle være sket andre udvekslinger mellem de to parter.