Rusland invaderer Ukraine

Zelenskij bad om 1 procent af NATO's kampvogne: - Det værste i en krig er ikke at få svar

Zelenskij takkede NATO-lederne for våben ved topmøde, men understregede, at Ukraine har brug for mere hjælp.

Der er ikke umiddelbart større våben på vej til ukrainerne fra NATO.

Sådan lød det fra NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, ved et pressemøde efter forsvarsalliancens ekstraordinære topmøde i Bruxelles torsdag.

- NATO's medlemslande yder allerede signifikant støtte til Ukraine, lød det fra generalsekretæren, der dog ikke vil komme nærmere ind på specifikt, hvilke våben ukrainerne har modtaget fra forsvarsalliancen.

Torsdag bad Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, ellers NATO om hjælp til større våben, der ikke udelukkende kan forsvare dem mod russerne, men også angribe dem.

Har brug for flere våben

Præsident Zelenskij talte til NATO-lederne via videolink.

Her takkede han først og fremmest NATO for de defensive våben, som alliancen har hjulpet med, men bad samtidig om mere militær hjælp:

- I har mindst 20.000 kampvogne. Ukraine har bedt om, at 1 procent af jeres kampvogne kan gives eller sælges til os, sagde Volodymyr Zelenskij ifølge The Hill.

- Men vi har ikke fået et klart svar endnu. Det værste i en krig er ikke at have fået et klart svar på vores anmodning om hjælp.

Den ukrainske præsident understregede over for alliancen, at NATO fortsat "har til gode at vise, hvad den kan":

- Det føles som om, vi befinder os i en gråzone mellem Vesten og Rusland, men vi beskytter alle vores fælles værdier. Vi vil bare gerne redde vores folk. Vi vil bare gerne overleve, sagde han.

Fire nye kampgrupper indsættes

Statsledere fra NATO-lande verden over benyttede det ekstraordinære pressemøde til at diskutere mulige og nødvendige tiltag mod krigen i Ukraine.

Medlemmerne blev blandt andet enige om at indsætte fire nye kampgrupper i Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Slovakiet – en fordobling af det hidtidige antal, som er indsat i den del af Europa.

- Vi forbliver forenede og beslutsomme i vores vilje til at modsætte os Ruslands aggression, hjælpe Ukraines regering og folk samt at forsvare sikkerheden, lød det fra Stoltenberg, der dog endnu en gang afviste ukrainernes ønske om en NATO-kontrolleret flyveforbudszone over Ukraine.

Desuden diskuterede NATO-landene Kinas rolle i krigen og den neutrale position, som stormagten har indtaget.

Jens Stoltenberg opfordrede kineserne til at bruge deres magt til at sige fra over for Putin:

- NATO opfordrer Kina til ikke at støtte Ruslands krigsførelse. I stedet burde Beijing bruge dens enorme indflydelse til at tale højt om en hurtig løsning for fred, sagde han.

Jens Stoltenberg understregede desuden, at Kina bør holde sig fra "enhver økonomisk eller militær støtte" til Rusland.