NEKROLOG: Madeleine Albrights bevægende liv er både historien om Europas tragedier og en ærkeamerikansk succeshistorie.

Det mest kendte citat fra Madeleine Albright er nok, at "der er et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper andre kvinder".

Udtrykket har altid haft en særlig tyngde, fordi det kom fra kvinden, der mod alle odds skrev sig ind i historiebøgerne som den første kvindelige amerikanske udenrigsminister nogensinde.

Men et mere rammende citat, hvis man skulle beskrive Madeleine Albright bevægende liv med én sætning, er den formulering, hun engang brugte om det Amerika, der endte med at blive hendes hjem.

- Vores nations hukommelse er lang, og vores rækkevidde er lang.

Det samme kunne man sige om Albright, der besad en historisk indsigt, og der fik en politisk indflydelse, som strakte sig langt ud over USA's grænser.

Efter at være flygtet fra krigens rædsler i Europa formåede hun med base i USA i den grad at sætte sit fingeraftryk på historiens gang gennem sit 84 år lange liv.

Først som anerkendt forsker og analytiker, hvor hun rådgav politikere i Kongressen og Det Hvide Hus, sidenhen som FN-ambassadør i 1990'erne og udenrigsminister under præsident Bill Clinton.

Frygtløs og fremragende

Selvom Madeleine Albright kun var 1,47 centimeter høj, gjorde hun et stort indtryk. Både professionelt og personligt.

Tag bare, hvordan USA's anden kvindelige udenrigsminister, Condoleezza Rice – som i øvrigt blev undervist i statskundskab af Madeleine Albrights far – har beskrevet hende:

- Hun var ikke bare en pioner for kvinder verden over, men en frygtløs forkæmper for hele menneskeheden. Personligt har jeg mistet en uundværlig kollega og en kær ven, som jeg kommer til at savne enormt meget.

Condoleezza Rices citat indrammer på fin vis Madeleine Albrights mange forcer.

Som udenrigsminister satte Albright i høj grad kvinderettigheder på den politiske prioriteringsliste.

Hun var derudover en fremragende forsker, underviser, analytiker og ikke mindst formidler af det storpolitiske spil, hvilket også afspejles i Albrights forfatterskab og ansættelser på nogle af USA's fineste universiteter.

Hendes bevægende livshistorie illustrerer samtidig, hvordan Madeleine Albrights liv på én og samme gang også var en historie om det 20. århundredes rædsler i Europa og en ærkeamerikansk succeshistorie.

Flygtede fra både nazister og kommunister

Marie Jana Korbelová, som Albright hed oprindeligt, blev født i Prag i det daværende Tjekkoslovakiet i 1937. To år senere måtte Albrights familie flygte, efter at nazisterne havde overtaget landet.

Faderen var diplomat, og Albright troede i adskillige årtier, at familien var flygtet af politiske årsager. Først som næsten 60-årig fandt den daværende udenrigsminister ud af, at familien faktisk var flygtet, fordi den var jødisk, og at tre af hendes bedsteforældre døde i koncentrationslejrene.

Familien var knap nok vendt tilbage fra eksilet efter Anden Verdenskrig, før kommunisterne overtog magten i Prag, og den nu 11-årige Albright blev atter sendt på flugt. Denne gang til USA, hvor Albrights far fik en stilling som dekan ved University of Denver.

Som Albright sidenhen selv kom til at formulere det:

- På grund af mine forældres kærlighed til demokratiet kom vi til Amerika efter at være blevet fordrevet to gange fra vores hjem i Tjekkoslovakiet – først af Hitler og så af Stalin.

Historien var med andre ord altid nærværende i Madeleine Albrights tumultariske, banebrydende og episke liv. Det var den samme gennemslagskraft og historiske vingesus, som Albright bidrog med i rollen som FN-ambassadør.

Her sad den tidligere politiske flygtning og talte i klare og kontante ærkeamerikanske vendinger til verdenssamfundet om USA's rolle som ”den uundværlige nation”, en formulering, der også vil huskes og forbindes med Albright.

Historiens tragiske ironi

- Skulle han invadere, vil det være en historisk fejl.

Sådan skrev Madeleine Albright om Putin i sit sidste opinionsindlæg for avisen The New York Times for præcis en måned siden.

Det er historiens tragiske ironi, at Madeleine Albright døde på et tidspunkt, hvor krigen er kommet tilbage til Europa. I den sammenhæng er det svært ikke at tænke tilbage på et andet af Albrights mindeværdige citater:

- Tag det fra en, som flygtede fra Jerntæppet: Jeg ved, hvad der sker, når du giver russerne grønt lys.

Mange og meget vil blive skrevet om – og meningerne vil være delte – hvorvidt det de facto var, hvad der skete fra amerikansk og vestlig side, op til at Vladimir Putin i februar 2022 invaderede Ukraine.

Og mon ikke at man i disse debatter også igen vil diskutere, om det var en fejl, at man også i Albrights tid som udenrigsminister udvidede NATO østpå.

Til gengæld tør jeg godt love, at der også i fremtiden vil være bred enighed om, at verden er blevet et fattigere sted uden Madeleine Albright.