Den amerikanske kanon Atomic Annie affyrede 25. maj 1953 en lille atombombe med sprængkraft som den, der faldt over Hiroshima.
Rusland invaderer Ukraine

Hvad er taktiske atomvåben, og hvordan frygtes Putin at bruge dem?

I 1991 arvede Rusland over 20.000 små atomvåben. Engang blev de anset som vejen til at undgå en stor atomkrig. Nu er de en del af Putins spil.

Lysglimtet over sandet var så kraftigt, at ingen kunne være i tvivl om, at hovedpersonen i militærøvelsen, Little Feller, var en ægte atombombe.

Ethvert atomvåben, der benyttes til hver en tid, vil være en strategisk gamechanger

James Mattis, tidligere forsvarsminister og general i USA

Soldaterne nær detonationen krøb sammen i deres skyttegrave, mens de vendte ryggen mod det altfortærende hvide lys.

Bomben havde ellers ikke set ud af ret meget, da den hang for enden af et raketstyr på en trefod midt i Nevada-ørkenen.

Den 34 kilo tunge bombe var da også verdens mindste kernevåben, og da den detonerede, kunne den mere prominente del af tilskuerne nøjes med at stå lidt over tre kilometer væk.

Blandt dem var USA's daværende justitsminister, Robert F. Kennedy, der betragtede det hvide lys direkte gennem sine mørke beskyttelsesbriller og kunne se, hvordan en lille, langstilket paddehattesky steg op over ground zero.

Det var 17. juli 1962 klokken 10 om morgenen.

Nu er der gået næsten 60 år, og du undrer dig måske over, hvorfor det er relevant at høre om militærøvelsen Little Feller.

Men glimtet over ørkensandet den morgen er indtil videre seneste gang, at mennesker oplevede, hvordan det føles at stå i nærheden af en såkaldt taktisk atombombe.

Kort efter indgik USA og Sovjetunionen en aftale om ikke at bruge kernevåben i jordens atmosfære, og efter Sovjetunionens sammenbrud har de små bomber ikke fået ret meget offentlig opmærksomhed.

Indtil nu.

Truslen

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har iværksat en invasion af nabolandet Ukraine, og hans talsmand sagde så sent som 22. marts 2022, at Rusland er klar til at bruge atomvåben, hvis der opstår en trussel mod landets eksistens.

Hvis Vladimir Putin beslutter at benytte Ruslands store kernevåben, risikerer menneskeheden at blive kastet ud i en hidtil uset katastrofe.

Men hvad sker der, hvis han bruger et af de små?

Betyder paddehatteskyen fra ét lille atomvåben også en stor atomkrig, eller skal der mere til?

Svaret er der ikke enighed om.

Det var der heller ikke i sommeren 1962, hvor de 396 tilskuere og cirka 1000 soldater fik sig en hurtig dosis radioaktiv stråling fra den lillebitte atomprøvesprængning.

Dengang hed generalsekretæren i Moskva Nikita Khrusjtjov, og Cuba-krisen, hvor verden kom på randen af en atomkrig, lå kun få måneder ude i fremtiden den sommer.

Sidste udvej

Forholdet mellem den vestlige forsvarsalliance, NATO, og Sovjetunionens Warszawa-pagt var iskoldt, en hær mellem tre og fem millioner soldater stod på grænsen til Vesteuropa, og hvis Tredje Verdenskrig brød ud, ville soldaterne i NATO have været endnu mere i undertal, end deres kolleger i Ukraine er det i dag.

Og det var derfor, at videnskabsfolk i USA udviklede en lillebitte atombombe.

Den kunne affyres fra en trefod af en besætning på 5 soldater, vejede kun 34 kilo og kunne bæres i en taske.

Lige præcis sådan et våben, som kunne bruges i et desperat forsvar mod en talmæssigt overlegen fjende uden nødvendigvis at udløse et globalt, atomart ragnarok, fordi den var så lille.

Våbnet blev opkaldt efter den amerikanske folkehelt Davy Crockett, der blev dræbt i 1836.

Han omkom, mens han kæmpede mod en knusende overmagt under slaget ved Alamo, dengang hvor menneskeheden endnu ikke var i stand til at udslette sig selv.

Atomkanonen

I 1962 havde folkeheltens navnebror lige så meget sprængkraft som 20 tons af sprængstoffet TNT, da kernereaktionen blev sat i gang.

Til sammenligning har bomben MOAB, der er den kraftigste almindelige bombe i USA's arsenal i 2022, en sprængkraft på 11 tons TNT - men den vejer så også næsten 10 tons.

Hvis man sammenligner Davy Crockett med den bombe, som blev kastet over Hiroshima under Anden Verdenskrig, er der til gengæld virkelig tale om en lille bombe - bomben over Hiroshima havde en sprængkraft på 15.000 tons TNT.

Taktiske atomvåben behøver dog ikke at være lige så små som Davy Crockett.

Udtrykket bruges om atomvåben, der er beregnet til brug på slagmarken, hvor venligtsindede styrker befinder sig i nærheden.

Atomgranater med samme sprængkraft som bomben over Hiroshima indgik allerede i USA's arsenal fra begyndelsen af 1950'erne, hvor de blev bygget til at kunne affyres med kanoner.

Og i 1953 blev den 12 meter lange kanon Atomic Annie den første og hidtil eneste kanon i verdenshistorien, der affyrede en atombombe.

Bomben var på størrelse med den over Hiroshima - du kan se Atomic Annie skyde og ramme sit mål i klippet herunder.

Hvad sådan en bombe kan udrette, havde amerikanerne imidlertid allerede undersøgt grundigt i Japan i 1945 og 1946.

Prøvesprængningerne i 1950'erne og i begyndelsen af 1960'erne gav amerikanerne en unik mulighed for at måle, hvad små atomvåben var i stand til at udrette.

Det tyske ønske

Da Davy Crockett var affyret under øvelsen i 1962, fandt videnskabsfolkene frem til, at strålingen fra detonationen var så kraftig, at alle ubeskyttede soldater inden for en radius af 200 meter fra ground zero ville være ude af stand til at kæmpe videre, mens bombens øjeblikkelige stråling, varme og trykbølge kunne give tab helt op til 1600 meter væk.

Men hvis en gruppe soldater havde gemt sig i en kampvogn nær detonationen, ville de kunne overleve bare 20 meter fra eksplosionens midte.

Umiddelbart efter detonationen vurderede amerikanerne i øvrigt, at strålingen i eksplosionsområdet var lav nok til, at en større gruppe soldater kunne sendes derind for at øve sig i en time.

Videnskabsfolkenes beregninger udkom sidenhen i en hemmeligstemplet informationsfilm hos USA's militær, og da Den Kolde Krig sluttede, blev det muligt for alle at se den.

I dag lyder Davy Crockett og Atomic Annie måske som nogle lidt kuriøse levn fra fortiden, men de taktiske atomvåben var faktisk en vigtig del af NATO's forsvar dengang.

USA producerede over 2100 af af de små atomvåben i 1960'erne, og Tysklands daværende forsvarsminister, krigsveteranen Franz Joseph Strauss, var varm fortaler for at udruste den tyske hær med dem.

Han sagde blandt andet ifølge det tyske magasin Der Spiegel, at brugen af små atomvåben næppe kunne udløse en stor atomkrig.

Hvis ønsket fra Franz Joseph Strauss blev opfyldt, frygtede amerikanerne, at Tysklands forsvar ville komme til at bygge på masser af små enheder med hver sin Davy Crockett.

Det var billigt, men betød i yderste konsekvens, at fem tyske soldater teoretisk set ville blive i stand til at optrappe en almindelig krig til en atomkrig.

Chefen for den amerikanske generalstab besvarede efter sigende anmodningen med to ord:

- No way.

22.000 atombomber

På den anden side af Jerntæppet havde man fulgt amerikanernes bestræbelser med interesse, og Sovjetunionen byggede selv tusindvis af taktiske atomvåben.

Ifølge et studie fra Harvard University rådede styret i Moskva over 22.000 af dem, kort før Sovjetunionen brød sammen i 1991.

Og i modsætning til de kraftige strategiske atomvåben fik de små ikke ret megen opmærksomhed fra det internationale samfund.

Både USA's daværende præsident, George Bush, og den sidste sovjetleder, Mikhail Gorbatjov, erklærede i sommeren 1991, at der ikke skulle være kortrækkende, taktiske atomvåben i Europa.

Der blev ikke indgået nogen bindende aftale, men tusindvis af atomgranater, atomminer og atomsprænghoveder blev skrottet, og kort efter Sovjetunionen gik i opløsning, lovede Ruslands nye præsident, Boris Jeltsin, at Rusland fremover kun ville have et sted mellem 2500 og 3000 taktiske atomvåben, og at de skulle opbevares på centrale lagre.

Rusland forbeholder sig ret til at bruge atomvåben som svar på alle angreb med masseødelæggelsesvåben

Ruslands forsvarsdoktrin, år 2000

Men heller ikke Boris Jeltsin underskrev nogen bindende aftaler, så andre end styret i Moskva kunne følge med i, hvordan det stod til med Ruslands taktiske atomvåben.

Og så fortonede atomtruslen fra Den Kolde Krig sig snart til et fjernt minde i Europa.

Bomben i Kaliningrad

Men i Rusland var der stadig militærfolk og embedsmænd, der mente, at NATO udgjorde en trussel, og da NATO's fly gik til angreb på Serbiens soldater i Kosovo i foråret 1999, overvejede de, hvad Rusland skulle gøre, hvis alliancen blandede sig i russiske anliggender.

Resultatet af overvejelserne kunne ses under en stor russisk militærøvelse i sommeren 1999.

Øvelsen hed Zapad-99, og den blev kort efter beskrevet af Rusland-eksperten Nikolai Sokov fra Middlebury Institute of International Studies.

Første akt gik ud på, at en stor styrke fra NATO angreb den russiske enklave Kaliningrad sydøst for Bornholm.

Den russiske styrke var i undertal og kunne ikke holde området i mere end tre dage, så for at undgå et nederlag valgte den russiske overkommando at "affyre" et taktisk atomvåben under øvelsen.

Atomvåbnet skulle, ifølge Nikolai Sokov, vise NATO, at Rusland ikke var bange for at optrappe situationen.

Den russiske strategi med at affyre et atomvåben for at skræmme fjenden kaldes på engelsk escalate to de-escalate.

Konkret går strategien ud på, at man optrapper situationen med et mindre kernevåben for at skræmme modstanderen så meget, at modstanderen trækker sig, så situationen nedtrappes igen.

Fire røde linjer

Da Vladimir Putin satte sig i stolen som Ruslands præsident i år 2000, blev strategien formuleret, så alle kunne læse i landets forsvarsdoktrin, hvornår Rusland ville bruge sine atomvåben.

I 1997, altså inden Vladimir Putin blev præsident, var der kun ét tilfælde, hvor Rusland ville bruge dem.

- I tilfælde af en trussel mod den russiske føderations eksistens, stod der i Ruslands Forsvarsdoktrin i 1997.

Men da Vladimir Putin kom til magten, blev doktrinen opdateret.

- Rusland forbeholder sig ret til at bruge atomvåben som svar på alle angreb med masseødelæggelsesvåben, stod der i forsvarsdoktrinen fra 2000.

Doktrinen blev opdateret i år 2010, i 2014 og i 2020, og hver gang er kriterierne blevet udvidet lidt.

Nu er der fire scenarier for, hvornår Rusland vil benytte atomvåben:

  1. Som svar på brugen af atom- og masseødelæggelsesvåben mod Rusland og dets allierede.
  2. I tilfælde af en aggression med konventionelle våben mod Rusland, hvor statens eksistens er i fare.
  3. Ved troværdige data om, at der er affyret ballistiske missiler mod Rusland eller dets allierede.
  4. Et angreb mod myndigheds- eller militære lokaliteter, der ved forstyrrelse kan hindre atomstyrken i at respondere.

1912 taktiske kernevåben

Hos de amerikanske myndigheder medfører den seneste doktrin en vis bekymring.

- Den besvarer ikke fuldstændig spørgsmålet om, hvorvidt Rusland vil eskalere med brug af atomvåben, hvis landet er ved at tabe en konventionel krig, skrev den amerikanske specialist i atompolitik Amy F. Woolf i en rapport til USA's kongres i marts 2022.

Desuden vil det ikke være specielt vanskeligt for Rusland selv at skabe en undskyldning for at benytte et taktisk atomvåben i Ukraine.

For eksempel har medier i Rusland gentagne gange beskyldt Ukraine for at fremstille radioaktive bomber og biologiske våben efter invasionen.

Jeg mener ikke, at der findes sådan noget som et taktisk atomvåben

James Mattis, tidligere forsvarsminister og general i USA

Rusland har ikke fremvist nogen form for troværdig dokumentation, men begge dele kan betegnes som masseødelæggelsesvåben og udgør dermed en mulig undskyldning for at benytte et taktisk atomvåben.

Og Vladimir Putin har nok af dem.

Herunder kan du for eksempel se, hvordan en russisk ubåd træner i at affyre Bulava-missiler, der også kan bære taktiske atomvåben.

Ifølge den rapport, Amy F. Woolf har udarbejdet til USA's kongres, har Rusland i alt 1912 taktiske atomvåben, og de er næsten alle bygget til at blive afleveret med missiler af forskellig størrelse.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om Vladimir Putin tør give ordren.

Han er nok den eneste, der kender svaret, men siden invasionens begyndelse har mange eksperter gættet.

Og de er ikke enige.

Tør han?

Nogle mener, som NATO's tidligere militære øverstkommanderende Wesley Clark, at Vladimir Putin er klar til at bruge atomvåben, hvis felttoget i Ukraine går i stå, mens andre mener, som Ruslands tidligere udenrigsminister Andrej Kozyrev, at præsidenten er drevet af fornuft og blot bruger atomvåbnene til at true Vesten.

Faktisk er eksperterne heller ikke enige om, hvorvidt man overhovedet kan skelne mellem brugen af store og små atomvåben.

- Jeg mener ikke, at der findes sådan noget som et taktisk atomvåben, sagde USA's tidligere forsvarsminister og topgeneral James N. Mattis under et møde i USA's kongres i 2018.

- Ethvert atomvåben, der benyttes til hver en tid, vil være en strategisk gamechanger, tilføjede han.

Videnskabshistorikeren Alex Wellerstein, der er ekspert i kernevåbnenes historie, er enig i, at det vil være enormt grænseoverskridende, hvis Rusland bruger selv et lille kernevåben i Ukraine.

- Det ville være at overskride en grænse, som har været klart defineret i de internationale normer siden 1945. Det ville være et stort skridt. Men det er klart, at Putin ikke er bange for at krydse sådan nogle grænser, skrev han på Twitter 7. marts.

Tre muligheder for NATO

Alex Wellerstein hælder selv mest til, at Vladimir Putin ikke går over grænsen, og han forudser tre mulige scenarier for NATO, hvis Rusland alligevel benytter et atomvåben i Ukraine.

- Første mulighed kan kaldes "tak for sidst". De kunne svare på samme niveau - deres egen lille atombombe - for at sige meget klart og tydeligt, at de er klar til at gå den vej, men at de helst ikke vil, skriver han og tilføjer, at han tror, at det vil blive et angreb på et militært mål, der ikke befinder sig inde i Rusland.

- Anden mulighed kan kaldes: "Alt hvad du kan gøre, kan jeg gøre bedre". Det vil være en optrapning. De bruger én, vi bruger to. Det kan være for at sige: "Se, vi kan gøre det her hele dagen, og vi kan gøre det værre. Stop nu, ellers...", skriver Alex Wellerstein.

Alex Wellerstein mener, at begge de første scenarier indebærer en høj risiko for, at Vladimir Putin så vil eskalere yderligere.

- Tredje mulighed kan kaldes "vi vil ikke synke ned til dit niveau". Det vil være et forsøg fra USA og NATO på at nedtrappe. Måske vil der komme masser af konventionelle ting (flere sanktioner, konventionelle bomber mod russiske styrker i Ukraine, hvem ved), skriver han.

Men også dette scenarie indebærer en risiko.

- Risikoen her er, at det kan ses som et svaghedstegn, hvilket i sig selv kan lede til en russisk optrapning. Alle valg indebærer en massiv risiko for optrapning. I mit hjerte foretrækker jeg det tredje, men i mit hoved ved jeg ikke, hvilket der er det rigtige, skriver Alex Wellerstein.

Hvis det er til nogen trøst, vidste Robert F. Kennedy formentlig heller ikke, hvad der var det rigtige at gøre, da verden kom tæt på atomkrig, bare tre måneder efter at han havde set lysglimtet fra Davy Crockett i Nevadas ørken i 1962.

Efter Cubakrisen beskrev han i bogen '13 Days', hvordan man undgik katastrofen.

Han kom også med et råd:

- I atomalderen fører supermagter krig på samme måde som pindsvin elsker med hinanden - forsigtigt.