Krigen i Ukraine

Mareridtet i Mariupol vil gå over i historien over krigsforbrydelser, siger Zelenskij

Den ukrainske havneby har været central i krigen mellem Rusland og Ukraine.

Den alvorlige situation i Mariupol spidser til hver eneste dag.

Omkring 350.000 indbyggere menes stadig at være tilbage i den sønderbombede by, der ifølge flere nødhjælpsorganisationer fortsat er uden vand, mad, elektricitet og med mangelfuld forbindelse til omverdenen.

I sin daglige tale til den ukrainske befolkning rettede præsident Volodymyr Zelenskij derfor fokus mod den østukrainske havneby lørdag aften.

En situation, der ifølge ham vil "gå over i historien", når det gælder krigsforbrydelser:

- At gøre det her mod en fredelig by er en rædsel, der vil blive husket i århundreder, lød det fra præsidenten ifølge Sky News.

Desperate indbyggere

Mariupol har været central i krigen mellem Rusland og Ukraine stort set siden invasionens begyndelse.

Det skyldes blandt andet, at byen er et vigtigt strategisk knudepunkt for russerne, der gerne vil sikre sig grænserne omkring udbryderregionen Donetsk.

Lørdag var meldingen fra Mariupol, at russiske tropper nu er nået ind til byens midte.

Tidligere denne uge blev en teaterbygning i byen udsat for et voldsomt bombeangreb, selvom store skilte med ordene "BØRN" forsøgte at oplyse russerne om, at bygningen var i brug som beskyttelsesrum. Op mod 1300 civile - herunder både kvinder og børn - opholdt sig i bygningen, da den på trods af advarselsskiltene blev smadret.

Også et børnehospital med gravide kvinder blev 10. marts udsat for bombeangreb i Mariupol - et angreb, som russerne siden har anklaget ukrainerne for selv at have iscenesat med skuespillere og anbragte sprængladninger.

Billeder fra nyhedsbureauet AP har desuden givet et indblik i en by med lig i gaderne og desperate indbyggere, der har måttet plyndre butikker eller jagte kæledyr for at få noget at spise.

Evakueringsforsøg mislykket

Mariupol er en af flere ukrainske byer, hvor Rusland og Ukraine flere gange har forsøgt at blive enige om våbenhvile og en såkaldt humanitær korridor, så civile kan slippe ud af byen uden at blive beskudt.

Indtil videre har alle forsøg dog været forgæves.

Også Internationalt Røde Kors har måttet afbryde forsøg på evakueringer ud af byen, fordi den "sikre" rute ud af byen viste sig at være fuld af miner.

Ifølge ukrainske myndigheder har mindst 200.000 af byens samlede 400.000 indbyggere et akut behov for at blive evakueret fra Mariupol.