Rusland invaderer Ukraine

Ruslands lynkrig gik i stå - nu bygger de jordvolde på begge sider af fronten

Både indenfor og udenfor Kyiv bygges der jordvolde. Analytiker siger, at invasionen går anderledes, end det var planen fra russisk side.

Rusland havde planer om at rulle ind over Ukraine med magt og militær. På blot et par dage skulle de have stået på Maidan-pladsen i kernen af Kyiv.

Men ukrainerne viste sig mere forsvarsparate, end Rusland havde kalkuleret med.

Gutter, gå væk. Rejs hjem

Nina Koslova, ukrainsk fysikprofessor

I dag – mere end tre uger efter invasionen begyndte 24. februar – er russiske styrker endnu ikke nået ind i den ukrainske hovedstad.

Og 18. marts kunne Ukraines viceudenrigsminister, Hanna Malyar, melde ud, at Rusland denne dag – ligesom flere dage for nylig – ikke havde gjort nævneværdige fremskridt i invasionen.

Ruslands invasion skulle have været en lynkrig – nu minder det mere om statisk skyttegravskrig.

Det billede bliver yderligere forstærket af, at der på begge sider af fronten omkring Kyiv bliver flyttet jord på livet løs.

Fysikprofessor bygger forsvarsværk

TV 2 har besøgt Maidan-pladsen i Kyiv, og her står det klart, at byen er mere eller mindre befæstet på hvert et gadehjørne.

Sandsække bliver kørt i trillebøre og indkøbsvogne – ikke kun af soldater, men af almindelige ukrainere, hvis land er blevet invaderet af en fremmed magt, og som frygter at se deres hjem blive overtaget eller styrte i grus.

Når der ikke er krig i hendes land, arbejder Nina Koslova som professor i fysik. Nu slæber hun sandsække og bygger jordvolde, som kæmpende ukrainere kan gemme sig bag, skulle russiske soldater nå hjertet af Kyiv.

- Vi bliver nødt til at forsvare landet mod aggressoren, siger Nina Koslova.

Panserkryds – også kendt som tjekkiske pindsvin – står på den centrale vej, der leder ind til Maidan-pladsen. Her har de til opgave at blokere for kampvogne.

45.000 soldater er ikke nok

Udenfor Kyiv flytter russerne også jord i massevis.

Satellitbilleder taget 18. marts viser, at russiske tropper har konstrueret store jordvolde flere steder nordvest for Kyiv. Blandt andet ved byerne Ozera, Zdvyzhivka og Berestyanka.

Da russiske styrker 24. marts rullede ind over Ukraines grænser, skete det for mange russiske soldaters vedkommende fra Hviderusland med kurs direkte mod Kyiv. Men de nåede kun til byens udkant, og her står omtrent 45.000 russiske soldater i øjeblikket opmarcheret.

Det kan lyde som meget, men i virkeligheden skal Rusland bruge mere end dobbelt så mange soldater, hvis de skal have succes med at belejre hovedstaden.

Det skriver Jacob Kaarsbo, tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, nu analytiker hos Tænketanken Europa, i en analyse på tv2.dk.

- Derfor er der nu en uforløst situation omkring Kyiv, hvor Rusland har svært ved at genantænde deres offensiv. Styrkerne ved fronten er demotiverede. De er slidte, mangler forsyninger og har lidt store tab. Det vil tage flere uger, før Rusland får kapacitet til at indtage eller omringe byen, skriver Jacob Kaarsbo.

Derfor vurderer han, at kampen om Kyiv – såfremt den nogensinde kommer – kan blive langtrukken og blodig. Ikke mindst fordi russiske missiler og granater kan ende med at hagle ned over byen.

Den metode har Rusland tidligere benyttet sig af i krige, hvor det har skortet på succes for de russiske landtropper. Eksempelvis i Tjetjenien i 1999 til 2000, hvor Rusland tilnærmelsesvis jævnede hovedstaden Grosnyj med jorden.

Demoraliserede og umotiverede

Mens Nina Koslova flytter sandsække på Maidan-pladsen i Kyiv, slår hun fast, at ukrainerne er klar til kamp.

- Alle mennesker i Ukraine står sammen. De er en enhed. Det er derfor, vi er stærke. Og det er derfor, Putin vil fejle, siger hun.

Selv ser hun et billede af russiske soldater, der er demoraliserede og umotiverede til at kæmpe sig vej videre gennem Ukraine.

Derfor har Nina Koslova en simpel opfordring til Ruslands tropper, som har gravet sig ned nordvest for Kyiv.

- Gutter, gå væk. Rejs hjem.