Russiske styrker mangler både brændstof og mad, skriver britiske efterretningskilder
De russiske forsyningslinjer er stadig et svagt punkt, der gør det svært for russerne at rykke frem.
Den russiske krigsførelse i Ukraine lider stadig af helt grundlæggende, logistiske svagheder.
Det betyder, at de russiske soldater i frontlinjen mangler brændstof og mad, og det gør det sværere for russerne at gennemføre offensive angreb på landjorden.
Sådan lyder torsdagens vurdering fra det britiske, militære efterretningsvæsen, der hver dag udsender en opdatering på krigens gang i Ukraine.
- Logistiske problemer fortsætter med at plage Ruslands vaklende invasion af Ukraine, skriver det britiske forsvarsministerium i sin daglige opsummering af de efterretninger, som, de mener, bør komme til offentlighedens kendskab.
De russiske problemer med at få de nødvendige forsyninger frem til frontlinjen skyldes flere ting, skriver briterne:
For det første holder de russiske køretøjer sig hovedsageligt til vejene, når de rykker frem.
De har haft dårlige erfaringer med at køre fast, når de har forladt vejene og er kørt gennem det mudrede landskab.
Og dertil kommer, at det – til alles overraskelse – endnu ikke er lykkedes Rusland at opnå totalt luftherredømme i Ukraine.
"Noget af det mest basale"
Jacob Kaarsbo, der er sikkerheds- og udenrigspolitisk kommentator, siger til TV 2, at russernes problemer handler om nogle af "de mest basale ting omkring det at føre krig".
- Det er noget, som russerne har undervurderet fuldstændigt. Hvis ikke man kan få de mest nødvendige forsyninger – brændstof, ammunition og mad – frem til forreste linje, så kommer man ikke langt, siger han.
Og forklaringen på de russiske problemer er overraskende simple, fortæller han:
- Det er noget så basalt som dårlige dæk på de lastbiler, der kører med ammunition. Ammunition vejer meget, og det kan dækkene ikke klare. Og der er motorer, der bryder sammen eller løber tør for brændstof. Det er svært at forstå, at russerne fejler på det område, siger han.
Ukrainske modangreb
Dertil kommer ifølge de britiske efterretningsoplysninger, at de ukrainske styrker har haft held til at angribe og svække de russiske forsyningslinjer.
- De stadige ukrainske modangreb tvinger Rusland til at afsætte et stort antal tropper til at forsvare deres egne forsyningslinjer. Det er en alvorlig begrænsning af Ruslands offensive muligheder, skriver briterne.
Også på det område har russerne fejlet grundlæggende, siger Jacob Kaarsbo:
- Forsyningslinjerne er noget af det mest sårbare. Og russerne valgte at sende de forreste enheder meget langt frem i retning mod Kyiv. Længere end de kunne støtte dem ordentligt med forsyninger, forklarer han.
Han kalder det så basale fejl, at denne krig i mange år frem i tiden vil blive brugt som undervisningsmateriale på alverdens militærakademier:
- Det vil ske under overskriften: "Sådan skal man ikke føre krig", siger han.
"Styrkernes uduelighed er bekymrende"
De russiske problemer på slagmarken er dog ikke nødvendigvis godt nyt for den ukrainske civilbefolkning, advarer en amerikansk ekspert.
- Den uduelighed og mangel på professionalisme, som de russiske styrker har udvist i konfliktens første tre uger, er bekymrende. Det vil gøre kampene betydeligt mere brutale for de civile, end hvis militæret havde været mere kompetent, skriver Kori Schake i Washington Post.
Hun er leder af afdelingen for udenrigs- og forsvarspolitik på American Enterprise Institute. Og hun frygter, at et presset russisk militær skal falde tilbage på en taktik med voldsomme bombardementer af belejrede byer, rettet mod civile mål.
Det er en taktik, som det russiske militær tidligere har brugt mod Tjetjeniens hovedstad, Grosnyj – og som man allerede har set anvendt over for den belejrede by Mariupol.
- Det russiske militærs svaghed kan gøre omkostningerne ved krigen meget større. Et militær, der fejler, kan være endnu farligere end en succesfuld hær, skriver hun.