Krigen i Ukraine

Putin fejrer annekteringen af Krim med tusindvis af russere

Midt i Ruslands krigshandlinger i Ukraine har tusindvis af russere samlet sig for at fejre otteårsjubilæet for annekteringen af Krim-halvøen.

Bomberne falder over mange ukrainske storbyer i disse dage. Civile mister livet, og millioner har måttet flygte fra deres hjem.

Imens har Ruslands præsident Vladimir Putin og tusindvis af russere fejret jubilæet for annekteringen af Krim-halvøen, der fandt sted for otte år siden.

Fredag gik Putin på scenen på Luzjniki Stadion i Moskva, hvor der blev spillet VM-finale i fodbold i 2018. Denne gang dannede stadionet rammen for en tale fra den russiske præsident, hvor han fortalte de fremmødte russere, at Rusland vil "implementere sine planer" i Ukraine.

Putin hyldede også de russiske soldater og "den særlige militære operation i Ukraine", som det fortsat er forbudt i Rusland at omtale som en krig.

- Skulder ved skulder hjælper de hinanden og støtter hinanden, og når det er nødvendigt, skærmer de hinanden med deres kroppe, som var det deres egen bror, for at undgå kuglen på slagmarken:

- Et sådan sammenhold har vi ikke haft i meget lang tid, lød det fra den russiske leder.

Russisk politi oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at 200.000 er samlet på og omkring stadionet. Ifølge flere medier kan stadionet dog kun rumme 81.000 tilskuere.

Afbrudt tale

Undervejs i Putins tale i det propfyldte Luzjniki Stadion, blev der pludselig klippet væk og direkte hen til patriotiske sange til samme arrangement på stadionet.

Talsperson for Kreml, Dmitrij Peskov, siger, at den pludselige afbrydelse af præsidenten skyldtes en teknisk fejl på serveren. Det skriver The Guardian.

Vladimir Putin var midt i en tale til et propfyldt stadion i Moskva, da der pludselig blev klippet væk på direkte tv.

Annektering af Krim

Hvert år, siden Rusland annekterede Krim, har landet markedet dagen med forskellige fejringer.

Annekteringen af Krim skete efter en periode med kaotiske tilstande i ukrainsk politik. Få dage forud for annekteringen i 2014 viste en folkeafstemning, at 97 procent af befolkningen på Krim ønskede at tilslutte sig Rusland.

Folkeafstemningen blev dog afvist af en lang række vestlige lande, som mente, at afstemningen var manipuleret.

Alligevel gav annekteringen et løft til Putins popularitet i den russiske befolkning.