Krigen i Ukraine

USA: Det skal der til, før sanktionerne mod Rusland bliver ophævet

Rusland skal garantere, at en invasion af Ukraine aldrig vil ske igen, siger den amerikanske udenrigsminister.

Den amerikanske regering forklarer nu, hvad der skal til, før de amerikanske sanktioner over for Rusland kan ophæves igen.

- Sanktionerne har aldrig været tænkt som noget permanent, siger den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, i et interview med National Public Radio onsdag.

Ifølge den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, vil sanktionerne ikke automatisk blive fjernet den dag, hvor Rusland har trukket alle sine tropper ud af Ukraine.

Sanktionerne vil først blive fjernet, når Rusland er kommet med alvorlige indrømmelser.

- Det skal sikre, at det her ikke kan ske igen. Det skal sikre, at Rusland ikke tager fat og gør præcis det samme igen om et, to eller tre år, siger Antony Blinken.

Den amerikanske udenrigsminister understreger dog, at forhandlinger om sanktionerne - mellem Rusland på den ene side og USA og resten af den vestlige verden på den anden - slet ikke er aktuelle endnu.

Milliarder fra USA

I første omgang er der en beskeden optimisme omkring forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland, der fortsætter onsdag. Præsident Volodomyr Zelenskij siger, at forhandlingerne er blevet "mere realistiske".

Onsdag taler Zelenskij via videolink til den amerikanske Kongres. Her forventes Zelenskij at præsentere, hvilken militær hjælp han ønsker fra USA.

Senere onsdag vil præsident Joe Biden præsentere detaljerne i en hjælpepakke til Ukraine til en værdi af mere end fem milliarder danske kroner.

Den forventes at opfylde mange af de ukrainske ønsker – dog ikke det ønske, som står allerøverst på Zelenskijs ønskeseddel. Han vil meget gerne have NATO til at indføre en flyveforbudszone over Ukraine, men det har Biden konsekvent afvist.

Set fra amerikanernes synspunkt vil håndhævelsen af et flyveforbud over Ukraine uundgåeligt betyde, at NATO skulle skyde russiske fly i ukrainsk luftrum ned. Og dermed vil krigen blive forvandlet til et stormagtsopgør – i værste fald på atomvåben – mellem Rusland og NATO.

"Vi kender hans historie"

Antony Blinken siger da også, at selv om han nu opridser betingelserne for en ophævelse af sanktionerne mod Rusland, så er det ikke noget, han forventer vil ske lige foreløbig.

Faktisk forventer han, at Rusland vil fortsætte krigshandlingerne med voldsomme ødelæggelser til følge i Ukraine.

- Vi har allerede set den brutalitet, som Vladimir Putin har introduceret. Vi kender hans historie fra Tjetjenien. Vi kender hans historie fra alt det, han har støttet og tilskyndet i Syrien. Så jeg tror, vi skal forvente det samme her, siger Antony Blinken til NPR.