Krigen i Ukraine

Rusland kan være tvunget til at opgive krigen om ti dage, siger amerikansk general

Det er svært at spå om krigens udvikling, men meget tyder på, at russerne er ved at løbe tør for både tid, mandskab og ressourcer, lyder vurdering.

De næste ti dage bliver afgørende for udfaldet af krigen i Ukraine.

Sådan lyder konklusionen i en analyse fra den pensionerede general Ben Hodges, der er tidligere øverstbefalende for den amerikanske hærs styrker i Europa, og Julian Lindley-French, militæranalytiker og senior fellow ved tænketanken The Institute for Statecraft.

Ifølge analysen har Ruslands dårligt planlagte invasion af nabolandet betydet, at det i stedet for en hurtigt overstået militæroperation har udviklet sig til en opslidningskrig.

En sådan krig kræver, at man har nok tid, mandskab og ammunition, men Rusland er hastigt ved at komme i mangel på alle tre ting, vurderer de to eksperter.

- Jeg tror, at vi formentlig er omkring ti dage fra, at Rusland kulminerer. Med andre ord, at de løber tør for tid, løber tør for folk og løber tør for ammunition, siger Ben Hodges i et interview med CNN.

Til MSNBC fortæller han, at det er forudsat, at Vesten ikke blot fortsætter, men øger leverancen af de ressourcer og forsvarsvåben, som ukrainerne skal bruge for at holde stand.

- Så på en måde er det et kapløb, hvor vi giver ukrainerne nok hjælp til at holde sig kørende, indtil Rusland kulminerer. Og hvis der ikke sker noget dramatisk, er min vurdering, at det sker om cirka ti dage, siger Hodges.

Tvivler på overtagelse af Kyiv

En lang række militæranalytikere har den seneste tid konkluderet, at den russiske offensiv i Ukraine langtfra går, som russerne havde forventet. I weekenden erfarede flere medier, at Putin som konsekvens har fyret to højtrangerede efterretningschefer.

Samtidig har ukrainerne forsvaret sig langt bedre, end mange militære efterretninger havde ventet.

Kampene foregår nu flere steder i landet, ikke mindst nær hovedstaden Kyiv, som det endnu ikke er lykkedes russerne at indtage, selvom det ved invasionens begyndelse var ventet ville ske i løbet af få dage.

I denne uge har der været meldinger om, at russerne er begyndte at sprede en stor konvoj over et større område, formentlig i håbet om at kunne omringe Kyiv.

Den pensionerede amerikanske general fortæller til CNN, at det blot er fem uger siden, at han selv besøgte byen, og at han i dag tvivler på, at det vil lykkes Rusland at få kontrol over byen.

- Kyiv er en meget stor by med meget komplekst, urbant terræn adskilt af en af de største floder i Europa. Jeg tror faktisk ikke, at Rusland har nok folk til at omringe den, for slet ikke at sige indtage den eller rydde den, siger Ben Hodges.

Ifølge amerikaneren er der adskillige beretninger om mytteri, afhoppere og lav moral blandt de russiske tropper i Ukraine, og manglen på mandskab er årsagen til, at Rusland rekrutterer syrere til at komme og hjælpe i krigen, som det har været rapporteret fra russisk side.

- Det er nu, at vi skal holde foden på speederen og gøre det klart, at vi også er klar til at fortsætte på den lange bane. Præsident Zelenskij har ret: Ukraine kommer til at vinde det her. Men de næste ti dage bliver afgørende, siger Ben Hodges.

Ukrainere tror på afslutning inden maj

Hvis det russiske militær reelt er presset, er spørgsmålet, hvorvidt russerne i den kommende tid vil gribe til andre typer våben og terrorbombardementer på ukrainske byer i forsøget på at knække den ukrainske modstand.

Fra Vestens side har der blandt andet været bekymringer for, om Vladimir Putin vil tage kemiske våben i brug.

Ukrainerne tror fortsat selv på, at de kan holde Rusland stangen, og at der i sidste ende bliver indgået en fredsaftale mellem parterne.

I en video offentliggjort af flere ukrainske medier tirsdag siger Oleksij Arestovitsj, rådgiver for det ukrainske præsidentkontor, at det nøjagtige tidspunkt for afslutningen på krigen vil afhænge af, hvor mange ressourcer Rusland er villig til at sætte i spil.

Han vurderer, at Rusland senest i maj vil være løbet tør for ressourcer til at angribe med.

- Der vil enten blive indgået en fredsaftale meget hurtigt – inden for en uge eller to – med tilbagetrækning af soldater og det hele. Eller også vil Rusland forsøge at samle flere soldater sammen, for eksempel syrere, i en periode, og når vi får slået dem tilbage, kan vi nå en aftale i midten af april eller sidst i april, siger Arestovitsj.

Krigen i Ukraine begyndte 24. februar, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, iværksatte, hvad han kalder en særlig militæroperation i Ukraine. Det er det største angreb på et europæisk land siden Anden Verdenskrig.