Krigen i Ukraine

FN's generalsekretær slår alarm over "mulig" atomkonflikt

Vladimir Putins udmelding om, at Ruslands atomstyrker skal være beredt, er skræmmende, mener Antonio Guterres.

Krigen i Ukraine har bragt truslen om brug af atomvåben nærmere end i mange årtier.

Udsigten til en atomkrig, som engang var utænkelig, er rykket inden for mulighedernes område

Antonio Guterres, FN's generalsekretær

Det siger FN's generalsekretær, Antonio Guterres, mandag aften på et pressemøde i FN's hovedkvarter i New York.

- Udsigten til en atomkrig, som engang var utænkelig, er rykket inden for mulighedernes område, siger den portugisiske topdiplomat ifølge Reuters.

Antonio Guterres' bekymring udspringer blandt andet af, at Vladimir Putin har øget alarmberedskabet i de russiske atomstyrker med al den signalværdi, det inkluderer.

- Det er en kuldegysende udvikling, siger Guterres.

Stop rædslerne

FN's generalsekretær opfordrer Rusland til øjeblikkeligt at standse fjendtlighederne mod Ukraine, som til dato har sendt op imod 2,8 millioner mennesker på flugt og fanget mange hundredetusinder i ukrainske byer under pres fra russiske invasionsstyrker.

- Det er på tide at stoppe de rædsler, der er rettet mod den ukrainske befolkning og komme tilbage på diplomatiets og fredens vej, siger Guterres.

Som et led i den vestlige verdens pres mod Rusland har NATO, G7 og en lang række andre lande skruet de økonomiske sanktioner op på et hidtil uset niveau.

Flere europæiske lande, som tidligere tøvede med at engagere sig militært i konflikten, har nu gjort det og sender våben og finansierer den ukrainske modstand.

Når EU-landenes finansministre tirsdag mødes i Bruxelles, så er budskabet fra den danske regering at stramme de økonomiske tommelskruer på Rusland.

- Jeg vil benytte dagens møde til at understrege, at den danske regering ønsker så hårde sanktioner mod Rusland som muligt, siger finansminister Nicolai Wammen (S) forud for mødet.

Strammer sanktioner

Budskabet kommer, mens EU-landene endnu en gang strammer sanktionsmidlerne. I den fjerde runde af sanktioner vil Ruslands samhandelsstatus i Verdenshandelsorganisationen ifølge Reuters blive trukket.

Det vil åbne for indførelse af straftold på russiske varer. Samtidig vil det sidestille Rusland med lande som Nordkorea og Iran.

I Ukraine klynger man sig til håbet om, at Rusland bliver ofre for en udmattelseskrig, som muligvis kan være slut i maj, når Rusland er løbet tør for ressourcer til at angribe sit naboland med.

Det siger Oleksij Arestovitsj, som er rådgiver for det ukrainske præsidentkontors stabschef, sent mandag.

I en video offentliggjort af flere ukrainske medier siger Arestovitsj, at det nøjagtige tidspunkt for afslutningen på krigen vil afhænge af, hvor mange ressourcer Rusland er villig til at sætte i spil.

- Jeg tror, at vi senest i maj – i begyndelsen af maj – har en fredsaftale, måske endda meget tidligere. Vi får at se. Her nævner jeg de senest mulige datoer, siger Arestovitsj.