Nyindsat ukrainsk borgmester vil sende russisk tv
Prorussisk borgmester i ukrainsk by vil åbne for russisk tv. Imens fordømmer EU bortførelsen af to borgmestre.
I den russisk belejrede by Melitopol i det sydlige Ukraine vil man begynde at sende russisk tv.
Det fortæller byens nyindsatte borgmester, Galina Daniltjenko, søndag, skriver CNN.
Den prorussiske Galina Daniltjenko, som er tidligere stedfortræder i byrådet i Melitopol, blev indsat på posten af det russiske militær lørdag.
Det skete, efter at byens ukrainske borgmester, Ivan Fedorov, fredag eftermiddag blev bortført af russiske soldater.
En forbrydelse mod demokratiet
Som begrundelse for at begynde at sende russisk tv siger Galina Daniltjenko, at "troværdig information er i underskud", skriver CNN.
Efter tilbageholdelsen af Ivan Fedorov har anklagemyndigheden for den russiskstøttede separatistregion Luhansk oplyst, at Fedorov er anklaget for terrorrelaterede lovovertrædelser.
Ifølge Ukraines parlament skyldes bortførelsen, at Fedorov "nægtede at samarbejde med fjenden".
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har kaldt bortførelsen "en ny form for terror" og "en forbrydelse mod selve demokratiet".
EU fordømmer
Tidligere søndag oplyste Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, at endnu en borgmester er blevet bortført af russiske soldater. Denne gang er der tale om borgmesteren i byen Dniprorudne i det sydlige Ukraine, Jevhen Matvejev.
EU har efterfølgende fordømt bortførelsen af de to borgmestre.
- EU fordømmer på det kraftigste de russiske væbnede styrkers bortførelse af borgmestrene i Melitopol og Dniprorudne, skriver EU's udenrigschef, Josep Borrell, på Twitter.
- Det er endnu et angreb på demokratiske institutioner i Ukraine og et forsøg på at etablere illegitime, alternative regeringsstrukturer i et selvstændigt land, tilføjer han.