Rusland advarer om risiko for rumstationen ISS
Sanktioner mod Rusland betyder, at rumstationen risikerer at styrte ned, advarer Ruslands rumorganisation.
Krigen i Ukraine risikerer at få konsekvenser så langt væk som 400 kilometer over Jordens overflade.
Her er den permanente rumstation ISS i kredsløb, men det er ikke sikkert, at Rusland er i stand til at holde den i kredsløb, lyder det nu advarende fra rumfartsmyndighederne i Moskva.
ISS er et internationalt samarbejde med deltagelse af blandt andet Rusland og USA.
Chefen for Roscosmos, Ruslands rumorganisation, beder om, at Ruslands partnere i ISS ophæver deres sanktioner mod Ruslands rumindustri.
Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Kan falde ud af kredsløb
Sanktionerne er indført på grund af Ruslands invasion af Ukraine 24. februar.
Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at adskillige russiske firmaer, som er vigtige for rumprogrammet, er ramt af sanktioner.
Dmitrij Rogozin, Roscosmos-chefen, advarer om, at ISS' kredsløb og en del af vedligeholdelsen styres fra et kontrolcenter ved Moskva.
Går noget galt, og ISS falder ud af sit kredsløb, risikerer rumstationen at styrte ned.
Ifølge Tass har Rogosin vist et kort, der illustrerer, hvor der er risiko for, at ISS kan styrte ned. Dette kort er dog ikke offentliggjort.
Rusland udenfor farezonen
Kortet viser, at Rusland stort set vil være uden for farezonen.
Men han siger, at befolkningerne i lande, der ledes af "krigsgale", bør tænke sig om igen, når det gælder sanktioner mod Roscosmos.
Tass nævner ingen landenavne.
Rogosin minder også om, at det er Rusland, der stadig er trækhest, når det gælder transport til og fra ISS.
Fra 2010, da USA droppede programmet med rumfærger, og til 2019 har Rusland været ene om transporten med sine Sojus-fartøjer.
Nu har Elon Musks rumfirma dog udviklet SpaceX-fartøjet, der havde sine første ture til ISS i 2020.
30. marts er det planlagt, at et Sojus-fartøj vender tilbage til Jorden fra ISS med tre personer, to russiske kosmonauter og en amerikansk astronaut.