Krigen i Ukraine

Ukraines præsident anklager Rusland for krigsforbrydelser - og kommer med kraftig opfordring til Vesten

Volodymir Zelenskij opfordrer endnu engang NATO til at indføre flyveforbud over Ukraine "inden, det er for sent".

Ukraines præsident, Volodymir Zelenskij, anklager nu Rusland for krigsforbrydelser og folkedrab, skriver britiske Sky News.

Det sker, efter et børnehospital i den ukrainske havneby Mariupol onsdag blev angrebet fra luften. 17 personer, herunder højgravide og fødende kvinder, blev ifølge guvernøren i Donetsk-regionen, Pavlo Kyrylenko, såret i angrebet.

- Bombningen af børnehospitalet er det afgørende bevis på, at det, der sker, er et folkedrab på ukrainere, siger Volodymir Zelenskij natten til torsdag i en videobesked.

Billeder fra nyhedsbureauet AP viser, hvordan sårede civile - herunder små børn - flygter fra børnehospitalet, mens ukrainske soldater og hjælpearbejdere forsøger at bane sig vej frem ved det tre etagers høje hospital, hvor ruderne nu er blæst ud, og biler er eksploderet.

Luk luftrummet og stop bomberne

Som følge af angrebet opfordrer Ukraines præsident på det kraftigste resten af Europa til at stramme sanktionerne mod Rusland.

- I bliver nødt til at presse Rusland, så de sætter sig ved forhandlingsbordet og ender denne barbariske krig, siger han i videobeskeden.

Sådanne sanktioner bør ifølge Volodymir Zelenskij involvere, at NATO indfører et flyveforbud og lukker luftrummet over Ukraine for russiske fly. Det siger han i et interview med Sky News onsdag.

- Lad være med at vente på, at jeg har bedt jer om det en million gange. Luk luftrummet. Luk luftrummet og stop bomberne, siger han.

Det er ikke første gang, at den ukrainske præsident opfordrer NATO til et sådant indgreb. Også 5. marts beskyldte han NATO for at svigte, når man ikke vil indføre flyveforbud over Ukraine.

- Tredje verdenskrig vil bryde ud, og først da vil I gøre Ukraine til en no-fly zone – men det vil være for sent, sagde han dengang til Sky News.

NATO har hidtil afvist at lukke luftrummet for ikke at risikere, at krigen breder sig til resten af Europa.

Flere officielle russiske kilder har en anden opfattelse af, hvad der skete i Mariupol onsdag. Ifølge dem var hospitalet rippet for patienter og personale og omdannet et militært affyringssted, inden bombningen fandt sted.