Udland

Putin er frustreret og vred, siger CIA-chef

Det går slet ikke som forventet for russerne, når det kommer til indtagelsen af Kyiv, siger amerikanske topfolk og dansk militærekspert.

Præsident Putin forventede at indtage Ukraines hovedstad, Kyiv, efter to dages lynkrig. Nu har russernes fastkørte offensiv efterladt ham "vred og frustreret". Og det kan få præsidenten til at skrue op for hensynsløsheden og gøre de næste to uger "rigtig grimme".

Sådan lød vurderingen fra direktøren for CIA, William Burns, under en høring i efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus forleden dag.

- Putin var sikker på, at han havde moderniseret sit militær, og at de kunne gennemføre en hurtig og overbevisende sejr med minimale omkostninger. Han har taget fejl på alle punkter. Jeg er sikker på, at han er både vred og frustreret nu, sagde han.

To uger inde i offensiven har de russiske styrker endnu ikke været i stand til at omringe Kyiv.

De seneste opdateringer fra den amerikanske tænketank The Institute of the Study of War beskriver, hvordan de russiske styrker langsomt strammer grebet om Kyiv. De har foretaget få angreb ind i byen, men de har virket ukoordinerede og er slået tilbage af Kyivs forsvar, lyder det.

Russernes plan b

Seniorforsker ved Center for Militære Studier Kristian Søby Kristensen fortæller, at russerne står i en kompliceret militær situation omkring hovedstaden.

- Putin har ikke den nødvendige militære styrke til at sætte et stort koordineret angreb i gang og indtage Kyiv. Det er derfor, at man kan frygte, at han skruer op for bombardementer og en belejring, som vil ramme civilbefolkningen hårdt, siger han til TV 2.

Den indædte ukrainske modstand har forpurret de oprindelige russiske angrebsplaner. Her fløj man faldskærmssoldater ind tæt på Kyiv for lynhurtigt at besætte civile og militære nøglepunkter og dermed afsætte den ukrainske ledelse og indsætte en russisk marionetregering, fortæller Kristian Søby Kristensen.

- Det skulle nærmest være et kup. Men det lykkes dem ikke at fange og afsætte præsidenten og ledelsen. Det, vi ser nu, er russernes plan b, og den har ikke været forberedt grundigt nok, siger han.

Hvad er Putins mål?

Chefen for den militære efterretningstjeneste i USA, generalløjtnant Scott Berrier, kom også til orde ved høringen. Han kom med en dyster forudsigelse om, at russerne er ved at afskære basale forsyninger til ukrainerne i hovedstaden.

Det kan hurtigt ændre situationen til det værre i en by med 2,8 millioner indbyggere.

- Jeg kender ikke antallet af dage, som befolkningen har forsyninger til. Men når forsyningerne afskæres, vil det blive en desperat situation i løbet af ti dage til to uger, sagde Scott Berrier ved høringen.

Både CIA-direktøren og chefen for National Intelligence, Avril Haines, sagde ved høringen, at de har svært ved at se Putins endemål for krigen.

Selv om Putin sandsynligvis stadig er sikker på, at Rusland kan vinde militært over Ukraine, vurderer Avril Haines, at det vil være umuligt for ham at besætte Ukraine, fordi modstanden har været for hård.

- Vi vurderer, at Putin føler sig krænket af den manglende ærbødighed fra Vesten, og at det ikke er en krig, som han kan tillade sig at tabe. Men hvad han er villig til at acceptere som en sejr, kan ændre sig over tid på grund af de betydelig tab, som han oplever, sagde Avril Haines.