Rusland invaderer Ukraine

Hviderussiske soldater nægter at gå i krig mod Ukraine, siger opposition

Ifølge den hviderussiske opposition var det planen, at landets militær allerede i invasionens første dage skulle have hjulpet Rusland.

En vigtig del af Ruslands invasion i Ukraine har taget udgangspunkt i det fælles naboland Hviderusland.

Russerne har fra den hviderussiske grænse indledt offensiver mod hovedstaden Kyiv og den nordlige by Tjernihiv, og en del af de russiske fly, der bomber mål i Ukraine, opererer fra luftbaser i Hviderusland.

Der har også været forventet, at det hviderussiske militær selv ville gå aktivt ind i krigen på Ruslands side.

Særligt efter at præsident Aleksandr Lukasjenko ved invasionens begyndelse sagde, at landets styrker kunne tilslutte sig offensiven, hvis der blev brug for det.

Men det er tilsyneladende endnu ikke sket.

Tværtimod har der været tegn på, at Hviderusland måske alligevel ikke går fuldt ind i krigen.

Melder om stor modstand

Franak Viacorka, der er toprådgiver for den hviderussiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja, har de seneste dage rapporteret om modstand i militæret.

Ifølge Viacorka, der sammen med resten af oppositionen har været i eksil i Litauen siden 2020, har adskillige militærledere trukket sig i protest mod krigsplanerne i Ukraine og forladt landet, hvorefter de har henvendt sig til oppositionen.

Viacorka hævder desuden, at hundredvis af værnepligtige også skal være flygtet ud af Hviderusland.

TV 2 har uden held forsøgt at få et interview med toprådgiveren, men til Israel Hayom beretter han om faldende moral i militæret.

- I de seneste dage har vi set et stigende pres fra chefer for militære enheder om ikke at gå ind i kampene i Ukraine. Der er officerer, der har taget sygeorlov, og andre har anmodet om at opsige deres kontrakter med militæret, siger Viacorka.

Også det regeringskritiske medie Charter 97 har rapporteret, at der i den hviderussiske hær er stor modvilje mod krigen i Ukraine, og at det skulle være en del af forklaringen på, at tropperne fortsat befinder sig i Hviderusland.

På Twitter giver den tidligere britiske ambassadør i Hviderusland Rosemary Thomas udtryk for, at hun ikke er overrasket over meldingerne om modstand i militæret.

- Almindelige hviderussere ser Ukraine som en brodernation. De ønsker ikke krig og især ikke med Ukraine, skriver hun.

Afviser opsigelses ægthed

En af de højtstående militærledere, som hævdes at have trukket sig, er leder af generalstaben i de væbnede styrker og viceforsvarsminister Viktor Gulevitj.

Et billede af en påstået skriftlig opsigelse fra Gulevitj har de seneste dage floreret og været omtalt i flere medier.

Den er dateret 4. marts 2022, og den er adresseret til den hviderussiske forsvarsminister, Viktor Khrenin.

I den påståede opsigelse argumenterer viceforsvarsministeren sin beslutning med, at hviderussiske soldater nægter at deltage i fjendtligheder i Ukraine, og at de væbnede styrker ikke har været i stand til at mønstre en eneste fuld bataljon.

Opsigelsens ægthed er ikke bekræftet, og det hviderussiske forsvarsministerium har afvist, at informationerne skulle være rigtige.

Samtidig har ministeriet benægtet, at hviderussiske militærenheder skulle have bemandingsproblemer.

Rykket tættere på Putin

Det har længe været forventet, at Hviderusland kunne komme til at spille en aktiv rolle under en russisk invasion i Ukraine.

Efter store protester mod præsident Lukasjenko efter valget i 2020 lykkedes det formentlig kun hviderusseren at blive ved magten takket være hjælp fra Rusland.

Men det har efterladt den hviderussiske leder i et afhængighedsforhold til Vladimir Putin, og Lukasjenko har ved flere lejligheder meldt sig klar til at følge Ruslands linje.

Ifølge Franak Viacorka har den hviderussiske opposition oplysninger om, at det oprindeligt var planen, at hviderussiske tropper allerede i invasionens første dage skulle have sluttet sig til krigen i Ukraine.

- Men det ser ud til, at beslutningen om at involvere det hviderussiske militær i kampe blev ændret som følge af pres fra topfolk og menige soldaters afvisning af at kæmpe, siger han til Israel Hayom.

Efter tidligere at have meldt sig klar til at støtte Rusland udtalte præsident Lukasjenko i sidste uge, at Hviderusland ikke har nogen planer om at slutte sig til den russiske invasion i Ukraine.

Torsdag skriver det hviderussiske nyhedsbureau Belta dog, at Lukasjenko har beordret hæren til at forhindre, at den russiske offensiv i Ukraine kan blive angrebet bagfra.

På grund af Hvideruslands foreløbige rolle i krigen er der allerede indført sanktioner mod en lang række personer i landet.