Endnu en russisk militærleder meldes dræbt: - Det er ikke normalen

På få dage er flere højtstående russiske militærfolk meldt dræbt. Et udtryk for, at russernes invasion ikke går efter planen, siger militærekspert.

Ukraine har torsdag offentliggjort optagelser af et bagholdsangreb på en russisk militærkolonne i Brovary i udkanten af hovedstaden Kyiv.

Billederne viser adskillige kampvogne blive beskudt, hvorefter resten vender om og tager flugten. Videoen af angrebet er efterfølgende blevet verificeret af Reuters.

På Twitter skriver Ukraines militære efterretningstjeneste, at det russiske militær led betydelige tab ved aktionen.

Blandt de dræbte var, ifølge ukrainerne, den russiske oberst og leder af kampvognsregimentet Andrej Zakharov.

Hans død er ikke bekræftet fra russisk side, men det vil i så fald være endnu en i rækken af højtstående russiske militærfolk, som på få dage er blevet dræbt under invasionen i Ukraine.

- Det er ikke "normalen" at se store tab i frontlinjen blandt cheferne. De er ofte mere tilbagetrukne for at træffe de store operative beslutninger, så det er bemærkelsesværdigt, siger major Steen Kjærgaard, der er militærforsker og souschef ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet.

To generalmajorer dræbt

Det er kun få dage siden, at ukrainerne hævdede, at den russiske generalmajor Vitalij Gerasimov var blevet dræbt under kampe med ukrainske styrker uden for storbyen Kharkiv i det østlige Ukraine.

Gerasimov var en hædret soldat med erfaring fra både krigene i Tjetjenien og Syrien, og han var tidligere blevet hædret for sin indsats i annekteringen af Krim-halvøen i 2014.

I sidste uge blev en anden russisk generalmajor, Andrej Sukhovetskij, dræbt i Ukraine. Hans død er bekræftet af Vladimir Putin.

Derudover er også obersten Konstantin Zizevskij bekræftet dræbt i Østukraine, mens de to oberstløjtnanter Dmitrij Safronov og Denis Glebov af ukrainerne er meldt dræbt i kampe i Tjuhujiv.

Bragte sig i fareposition

Ifølge major Steen Kjærgaard tyder det på, at de russiske militærledere kan have bragt sig selv i fare, fordi de har været frustreret over deres enheders utilstrækkelige indsats, og at de derfor har fundet det nødvendigt selv at være tilstede.

- I tilfældet med Gerasimov har været forlydender om, at han var rasende, fordi der ikke skete noget, og at han derfor prøvede med egen person at banke noget kampmoral ind i sine styrker, siger han.

Den danske militærforsker forklarer, at det er en taktik vi har set helt tilbage fra Napoleons tid, hvor soldaterne kæmpede hårdere, når lederen var iblandt dem.

- Men det burde ikke være nødvendigt her. Så det er et udtryk for, at det ikke kører godt, når man må lede ved eksempel, siger Steen Kjærgaard.

Stor uklarhed om russisk tabstal

Ved at rykke med ud til frontlinjen udsætter de militære ledere selvsagt sig selv for øget risiko, og når det ender med tab som dem, der nu rapporteres om, kan det få den modsatte effekt på moralen.

- Chefen er på mange måder urkraften i kampmoralen, så det er både et stort moralsk og psykologisk tab. I forhold til det praktiske rykker der selvfølgelig bare en anden op og overtager kommandoen, men det er ikke noget sundhedstegn, siger Steen Kjærgaard.

Det samlede russiske tabstal under krigen i Ukraine er ikke kendt. Ifølge ukrainerne er det over 12.000, mens russerne selv siger, at det er færre end 1000.

Pentagon anslog tirsdag det russiske tabstal til mellem 2000 og 4000.