Rusland invaderer Ukraine

Billeder viser lig blive lagt i massegrav i Ukraine

De lokale myndigheder i Mariupol begraver deres døde i massegrave.

De lokale myndigheder i den sydøstlige ukrainske by Mariupol slår et kors for sig, før de smider de indpakkede lig i den 25 meter lange og få meter dybe grøft på en af byens ældste kirkegårde.

Her benytter de et øjebliks fred efter to ugers kampe til at begrave døde i en massegrav. Indtil nu er graven blevet hvilested for omkring 70 personer. Det viser en video fra nyhedsbureauet AP.

- Den eneste ting, jeg ønsker, er, at det her snart er overstået. Jeg ved ikke, hvem der er skyldig, hvem der har ret, eller hvem der begyndte, siger Volodymyr Bykovskyi, der er socialarbejder, til AP.

- Fanden tage dem alle sammen. Dem, der startede det her. Hvad føler jeg? Jeg skal jo leve videre.

Ifølge CNN har flere end 1200 personer har mistet livet under de seneste ni dages belejring af havnebyen med en befolkning på 430.000 personer.

Det er dog ikke alle, der har mistet livet i forbindelse med kampe.

Der er også borgere, der er døde af naturlige årsager, men som myndighederne ikke har haft mulighed for at afhente og begrave før nu. En AP-journalist på stedet vurderer, at halvdelen af ligene i massegraven er omkommet i de omfattende bombardementer af byen.

Kø ved brønd

Byen er under belejring af russerne, og det har forhindret borgerne i at komme ud af byen, men det har også forhindret forsyninger i at komme ind, og befolkningen er presset til det yderste.

Ved en af Mariupols brønde står en lang række mennesker i kø for at få vand.

- Vi har intet drikkevand. Det er omkring 10-12 grader i vores lejligheder. Vi har ingen gas, og vi fryser. Vi har ingen mad, men må spise, hvad vi kan finde. Træer bliver fældet, og vi begraver folk i baggårdene ved vores lejligheder. Det er så skræmmende. Vi kan ikke leve sådan her, siger Tetiana Nikolenko, der bor i byen.

Omfattende luftangreb

De seneste dage er Mariupol blevet ramt af adskillige større luftangreb – angreb, der ifølge Reuters er fortsat torsdag.

Flere boligområder meldes ramt. Og derudover lyder det fra Ukraines vicepremierminister, Iryna Veresjtjuk, at en humanitær konvoj på vej mod byen er blevet tvunget til at vende om på grund af kampe.

Kvinder i fødsel er blandt de sårede efter bombeangreb på hospital.

En rådgiver for den ukrainske præsident hævder, at Rusland bevidst forsøger at forhindre, at civile bliver evakueret fra den sydøstlige havneby Mariupol.

Det er netop i byen Mariupol, at et børnehospital onsdag blev angrebet, og tre personer døde, heriblandt en pige. Ukraine beskylder Rusland for at stå bag, men det afviser russerne skulle være tilfældet.