Udland

Kreditvurderingsbureau forudser russisk betalingsstandsning

En statslig betalingsstandsning kan være umiddelbart forestående i Rusland, lyder det fra Fitch.

Rusland er under et så stort økonomisk pres som følge af internationale sanktioner, at der er risiko for en snarlig statslig betalingsstandsning.

Det indebærer, at investorer, som ligger inde med russiske statsobligationer, må vinke farvel til deres rentebetalinger.

Det mener kreditvurderingsbureauet Fitch, som tirsdag igen har sat Ruslands kreditvurdering ned - denne gang med seks trin til "C".

Det er i bunden af den skala, som Fitch anvender til at vurdere lande og virksomheders evner og villighed til at overholde deres gældsforpligtelser.

- C-ratingen afspejler Fitchs vurdering, at en statslig betalingsstandsning er umiddelbart forestående, meddeler det amerikanske selskab ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den russiske valuta er styrtdykket

For under en uge siden satte Fitch også sin vurdering af Rusland ned.

- Udviklingen sidenhen har, efter vores opfattelse, yderligere undermineret Ruslands villighed til at servicere statsgælden, skriver Fitch tirsdag.

Fitch fremhæver et dekret fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, i sidste uge, som kan tvinge långiverne til at acceptere betaling i rubler.

Den russiske valutas værdi er styrtdykket, siden Rusland invaderede Ukraine.

Moody's og S&P Global Ratings, der sammen med Fitch anses for verdens tre førende firmaer inden for kreditvurdering, har også sat deres kreditkarakterer for Rusland ned med flere trin efter landets invasion af Ukraine.

Helt overordnet betyder en topkarakter, at et land kan låne penge - for eksempel ved at udstede statsobligationer - på de bedst mulige vilkår. Jo lavere ratingen bliver, desto dyrere bliver det at låne penge.