Rusland invaderer Ukraine

Humanitær katastrofe i belejret by: - Vi har ingenting at spise, vi har ingen medicin, vi har ingenting

ADVARSEL OM STÆRKE BILLEDER: TV 2 har efter en redaktionel vurdering valgt at vise voldsomme billeder i artiklen som dokumentation på krigens rædsler.

En humanitær katastrofe udspiller sig lige nu i den ukrainske by Mariupol.

Byen har i over en uge været belejret af russiske styrker, der har omringet havnebyen i det sydøstlige Ukraine.

Mariupols godt 400.000 indbyggere har hverken vand, varme eller elektricitet, og folk er nødt til at smelte sne for at få væske i kroppen.

Situationen er desperat

Nyhedsbureauet AP havde tirsdag en fotograf inde i den belejrede by, og billederne taler sit tydelige sprog. Situationen i Mariupol er desperat.

Der ligger lig i gaderne, folk går grædende rundt i ruinerne af deres udbombede hjem, og de fortvivlede indbyggere er begyndt at plyndre de få butikker, der stadig har dagligvarer på hylderne.

- Vi har ingen elektricitet, vi har ingenting at spise, vi har ingen medicin, vi har ingenting, fortæller Ludmila Amelkina til AP.

Hospital uden elektricitet og varme

Sky News fortalte søndag den barske historie om en ung ukrainsk mor, hvis 18 måneder gamle søn mistede livet under et russisk angreb på Mariupol.

På hospitalet i Mariupol arbejder lægerne i døgndrift og under umulige forhold, fortalte lægen Evgeniy Dubrov til Sky News:

- Vi fortsætter arbejdet uden elektricitet eller varme. Vi har arbejdet i mere end en uge uden pause.

Lørdag advarede nødhjælpsorganisationen Læger Uden Grænser om en "katastrofal" situation i Mariupol, ligesom de understregede nødvendigheden af, at civile bliver evakueret hurtigst muligt.

Fejlslagne evakueringer

Mariupol er en af flere ukrainske byer, hvor Rusland og Ukraine har forsøgt at blive enige om våbenhvile og en såkaldt humanitær korridor, så civile kan slippe ud af byen uden at blive beskudt.

Indtil videre har alle forsøg været forgæves.

Begge parter beskylder hinanden for at bryde våbenhvilen, men det er ikke det eneste, der forhindrer Mariupols indbyggere i at slippe ud af den belejrede by.

Søndag måtte Røde Kors afbryde endnu et forsøg på evakuering, fordi hjælpeorganisationen opdagede, at den "sikre" rute ud af byen var mineret.

- Så snart de nåede til første kontrolpost, opdagede de, at der var miner på vejen, fortæller Dominik Stillhart, direktør for Det Internationale Røde Kors’ missioner.

Røde Kors anslår, at omkring 200.000 civile ønsker at forlade byen.

Sibirisk kulde på vej

Situationen i Mariupol ventes kun at blive værre i den kommende tid. En sibirisk kulde har nemlig retning mod Ukraine og det vækker bekymring hos flere nødhjælpsorganisationer.

Allerede nu oplever flere steder i landet dagtemperaturer under frysepunktet, men temperaturen kan de kommende dage falde helt ned til minus 20 grader om natten.

Red Barnet frygter kuldeskader på de mange hjemløse børn, og Røde Kors er lige nu i gang med at sende tæpper ind til de mange nødlidende ukrainere.