Krigen i Ukraine

Bjørne evakueret i Ukraine

Krigen i Ukraine har ikke kun sendt mange mennesker på flugt. Også dyr har måttet evakueres hurtigst muligt.

Syv bjørne er i al hast blevet evakueret i Ukraine.

De syv bjørne levede i et bjørnereservat i nærheden af Kyiv, men på grund af eskalerende kampe i området skyndte de ansatte sig at evakuere dem, skriver Newsweek.

De kom på en knap 400 kilometer lang køretur fra Kyiv til Lviv, der ligger i den vestlige del af Ukraine på grænsen til Polen, hvor der er mere roligt.

Kunne være til fare for andre

Evakueringen fandt sted i weekenden. Personalet på reservatet var bekymret for, at bjørnene ville kunne slippe ud, hvis indhegningen blev ramt af bombardementer.

Det fortæller Marynja Shkvyria, der er leder af White Rocks bjørnereservat i Kyiv.

- Det var stressende og udmattende for bjørnene. Vi havde ikke engang mulighed for at skaffe vand eller mad til dyrene, siger hun.

Hun forklarer, at evakueringen ikke kun skete af hensyn til bjørnene, men også fordi de kunne være til fare for andre, hvis de slap ud.

- Der var masser af artilleribeskydning, skududveksling og bomber. Det er farligt, når netindhegningen bliver beskadiget, for bjørnene kan slippe ud, og der er mange mennesker udenfor.

Ifølge Michael Kellner, der er presseansvarlig for dyrevelfærdsorganisationen Four Paws, der hjalp med at evakuere dyrene, er bjørnene sunde og i god behold.

- Vi har planlagt alting i forbindelse med deres ankomst og sørget for, at de vil få den nødvendige omsorg, siger han.

Flere dyr evakueret under krigen

De syv bjørne er ikke de eneste dyr, som man har skyndt sig at evakuere under Ruslands invasion i Ukraine.

Fredag blev seks løver, to vilde katte, en vild hund og seks tigere evakueret fra Ukraine og kørt til den polske grænse, efter at russiske styrker var rykket tættere på området, skriver nyhedsbureauet AFP.

Transporten med dyrene var tre dage undervejs, indtil transporten med dyrene til sidst nåede frem til Polen.

Men det var ikke nogen let rejse, og i begyndelsen var de ved at miste al "håb", forklarede Malgorzata Chodyla, talsperson fra den lokale Zoo til Reuters.

De blev nemlig omringet af russiske kampvogne. Det lykkedes dog at komme videre, men på vejen skulle de derudover igennem utallige kampzoner.

Malgorzata Chodyla forklarer til Reuters, at de måtte vende om flere gange, fordi vejen var ødelagte efter eksplosioner. Til sidst lykkedes det dog, og dyrene er nu i sikkerhed.

Ifølge Malgorzata Chodyla er hun i kontakt med mange vestlige organisationer, som er interesserede i at tage sig af dyrene.