Z'et på kampvognene er blevet symbolet på Putins krig

Syge børn, en gymnastikudøver og en udvisningsdømt agent har alle flaget med deres støtte til krigen i Ukraine.

Siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar, har mange bemærket et særligt bogstav på de russiske kampvogne og militære køretøjer.

Bogstavet Z er typisk malet på siderne af køretøjerne. Men det er ikke længere blot et bogstav.

Langsomt er det ved at udvikle sig til et symbol på noget meget større: sympati for Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Pludselig er Z’et dukket op i gymnastikkonkurrencer og på gaderne i russiske byer. Den statsejede tv-station RT, som nu er blokeret i EU, sælger endda T-shirts med Z'et på sin webshop.

Symbolet er ligefrem blevet så stærkt, at det i nogle kredse bliver kaldt "Putins swastika", skriver Sky News.

Det står dog ikke helt klart, hvorfor russerne maler Z'er på deres køretøjer. Men teorierne er mange.

Vil undgå at bombe egne køretøjer

Den mest almindelige teori er, at russerne markerer deres kampvogne og militære køretøjer for at undgå at ramme deres eget materiel, som til forveksling kan ligne det ukrainske.

Det er slet ikke usædvanligt, når der er krig. For eksempel markerede det amerikanske militær sine køretøjer med et omvendt V under Golfkrigen i begyndelsen af 1990’erne.

Symbolet på de russiske kampvogne kan også have en anden funktion. Flere medier har rapporteret om mange forskellige varianter af symbolet, hvor Z’et for eksempel er indrammet af en firkant eller en trekant.

Det kan ifølge den britiske professor Michael Clarke, der er tidligere leder af det militære forskningsinstitut RUSI, være et tegn på, at symbolet bruges til at adskille enheder fra hinanden. Hvert symbol viser, hvor enhederne er på vej hen for at angribe, siger han til Sky News.

Den samme forklaring har en veteran fra de russiske specialstyrker Sergey Kuvykin givet til magasinet Life ifølge BBC. Det er en almindelig metode i det russiske militær, siger han.

Men én ting er, hvad det oprindelige formål var med Z’et. Noget andet er den betydning, det har fået i løbet af de første uger af krigen.

Z’et er nemlig ikke længere kun synligt på billeder af russiske militærkøretøjer i Ukraine. Det har også spredt sig til sociale medier og andre dele af samfundet som et symbol på støtte til Vladimir Putins regime og hans krig i Ukraine.

Russisk agent og syge børn

Et af de mest omtalte eksempler er fra et hospice for uhelbredeligt syge børn i den russiske by Kasan.

Her var patienter og personale blevet linet op ude i sneen i en Z-formation. Ifølge formanden for den velgørenhedsorganisation, der driver hospicet, Vladimir Vavilov, holdt de samtidig flag op fra de to ukrainske udbryderrepublikker Donetsk og Luhansk.

Et andet meget omtalt eksempel er den 20-årige russiske gymnast Ivan Kuliak, der i weekenden deltog i et World Cup-stævne i Qatar med et hvidt Z på brystet. Han blev i øvrigt nummer tre i konkurrencen, som blev vundet af ukraineren Illia Kovtun.

Et russisk parlamentsmedlem ved navn Marija Butina, der i 2019 blev udvist af USA for at arbejde som russisk agent, har ligeledes vist Z’et frem på T-shirts sammen med budskaber, der kunne ligne opmuntringer til de russiske soldater: "Gør jeres job, brødre" og "Vi vil altid støtte jer".

Z'et viste sig også i weekenden på flere af demonstranternes skilte, da tusindvis af serbere gik på gaden i Beograd for at vise deres støtte til det russiske regime.

Men hvad står Z’et for? Det er der også flere teorier om, uden at der findes noget egentligt facit.

"For sejren"

En af de mere kuriøse teorier er, at det står for den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, der selv har sagt, at han er Ruslands mål nummer ét.

Mere udbredte teorier lyder, at Z’et kan stå for det russiske ord for "vest" eller "for sejren".

Det er også sandsynligt, at Z’et oprindeligt ikke har betydet noget særligt. Det underbygges af, at Z’et på kampvognene er et bogstav fra det latinske alfabet og ikke det kyrilliske, som anvendes i Rusland, hvor bogstavet for Z ligner et tretal.

De seneste par dage har det russiske forsvarsministerium dog for alvor taget Z’et til sig som symbol i sin propaganda.

Militæret har på sin Instagram-profil delt flere krigsforherligende billeder, hvor Z'et bliver brugt sammen med forskellige slagord. Blandt andet "За победу", som udtales "Za pobedu" og betyder "for sejren".

I andre opslag er det fremhævet som Z’et i "demilitarization" og "denazification" med henvisning til de russiske krav om, at Ukraine skal "afmilitariseres" og "afnazificeres".