Krigen i Ukraine

Russiske medier påstår, at Ukraine bygger radioaktive bomber på landets atomkraftværker

Russerne får nu styrets forklaring på, hvorfor det er vigtigt at indtage Ukraines atomkraftværker. Men der er ikke megen dokumentation for historien.

Konflikten i Ukraine risikerer at gå ind i en fase, hvor der måske vil blive brugt biologiske våben, beskidte bomber med radioaktivt affald eller rigtige atomvåben.

Det skriver en lang række af Ruslands statskontrollerede medier mandag 7. marts.

Kompetente kilder har bekendtgjort, at arbejdet på et nukleart våben er påbegyndt i Ukraine

Komsomolskaya Pravda, statskontrolleret russisk avis

Mens mange i den vestlige verden er bange for, at det er den russiske præsident, Vladimir Putin, der vil anvende atomvåben, så skriver de russiske medier, at det i virkeligheden er styret i Ukraine, som på det seneste har været i færd med at bygge radioaktive bomber på landets atomkraftværker.

Bomber, der ifølge russerne var på vej til at indgå i ukrainernes arsenal med støtte fra USA.

Ingen af historierne, som blandt andet bringes af nyhedsbureauet RIA, nyhedsbureauet Interfax, avisen Vechernyaya Moskva og tv-kanalen Russia Today, er ledsaget af solid dokumentation, men beskyldningerne giver et billede af, hvordan de russiske medier fremstiller naboerne i Ukraine.

For eksempel skriver Interfax, at Ukraines sikkerhedstjeneste SBU samarbejder med Azov-bataljonen, der er et paramilitært nynazistisk korps.

Ifølge bureauet har de to parter i forening fået fat i radioaktivt materiale nær byen Kharkiv.

- Nationalisterne udvandt materiale fra en eksperimentel atomfacilitet på Kharkivs Institut for Fysik og Teknologi, siger en kilde hos Ruslands forsvarsministerium til bureauet.

Den beskidte bombe

Ifølge Interfax har ukrainerne planer om at forurene deres eget land med radioaktivt affald for derefter at give Rusland skylden.

- SBU planlægger sammen med Azov-bataljonen at sprænge atomreaktoren i luften og beskylde Ruslands væbnede styrker for at have affyret et missil mod en eksperimentel atomfacilitet, siger kilden hos Ruslands forsvarsministerium til Interfax.

Bureauets historie citeres bredt i den russiske presse.

Hos avisen Gazeta forsøger redaktionen også at tilføje den ekstra troværdighed.

Gazeta skriver, at premierministeren i Japan – altså landet, der var mål for verdens første atomangreb i Hiroshima – er rystet over oplysningerne om, hvad der foregår på Kharkivs Institut for Fysik og Teknologi.

- Den internationale orden er blevet rystet, citeres premierminister Fumio Kishida for at sige.

At Fumio Kishida har udtrykt bekymring over angrebene på Ukraines atomanlæg, er helt korrekt.

Det var imidlertid de russiske angreb, han talte om, og premierministeren har på intet tidspunkt forholdt sig til de russiske beskyldninger, som de beskrives i Gazeta.

24. februar gik de i gang med at destruere de farlige patogener pest, miltbrand, harepest og kolera

Russia Today, statskontrolleret russisk tv-kanal

Hos avisen Komsomolskaya Pravda går russerne et skridt videre i beskyldningerne.

- Kompetente kilder har bekendtgjort, at arbejdet på et nukleart våben er påbegyndt i Ukraine. Den mest tilgængelige mulighed er en såkaldt beskidt bombe. Det var formentlig derfor, at russiske specialstyrker blev sendt til Tjernobyl samt Europas største atomkraftværk, skriver avisen.

Så forklaringen på, at russiske styrker forleden beskød Zaporizjzja-atomkraftværket med artillerigranater er simpelthen, at Vladimir Putins regime ville forhindre et angreb med en radioaktiv bombe – hvis man altså skal tro på de russiske medier.

Selvom kampene ved Zaporizjzja-atomkraftværket mødte international kritik, medførte de ikke øget radioaktiv stråling.

Våbenfabrikken i Tjernobyl

Det gjorde de til gengæld i katastrofeområdet ved det nedlagte atomkraftværk i Tjernobyl på invasionens første dag.

Her hvirvlede russiske soldaters aktiviteter i området så meget støv op, at baggrundsstrålingen ifølge eksperter i Vesten blev øget til 20 gange over normalen.

Men ifølge russerne var den øgede baggrundsstråling i virkeligheden udtryk for, at russerne forpurrede et ukrainsk komplot på det nedlagte atomkraftværk.

Det skriver avisen Argumienty i Fakty, som lader til at have ekstraordinært velinformerede kilder i Ruslands forsvarsministerium.

Sergei Naryshkin, der er chef for sikkerhedstjenesten SVR og ansvarlig for Ruslands spionaktiviteter i udlandet, siger ifølge avisen, at Ukraine var ved at udvikle atomvåben i Tjernobyl, og at USA vidste alt om det.

- Ifølge Ruslands forsvarsministerium har Ukraine bibeholdt evnerne til at fremstille atomvåben. Evnerne er langt større end hos Iran og Nordkorea, siger Sergei Naryshkin ifølge avisen.

En unavngiven kilde i efterretningstjenesten uddyber over for avisen, at ukrainerne arbejdede på at bygge en bombe med radioaktivt affald og samtidig var i gang med at udvinde plutonium til atomvåben i Tjernobyl.

- Den øgede baggrundsstråling, der forekommer i den lukkede zone ved Tjernobyl, skjulte, at man udførte dette arbejde, siger kilden ifølge Argumienty i Fakty.

Faktisk er det Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, som ifølge avisens kilder er direkte ansvarlig.

Truslen

Han har endda truet russerne med atomvåben, umiddelbart inden Rusland iværksatte sin militæraktion, skriver avisen.

Helt konkret deltog Volodymyr Zelenskij nemlig på en sikkerhedskonference i München 19. februar, hvor han nævnte Ukraines navn og ordet atomvåben i samme sætning.

- Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskijs, udtalelser om hans lands mulige atomare status, som han fremsatte på sikkerhedskonferencen i München i februar, var mere end en trussel, skriver avisen.

Argumienty i Fakty nævner ikke, hvad præsidenten præcist sagde, men et hurtigt opslag på internettet hjælper med at finde truslen.

- Ukraine har modtaget sikkerhedsgarantier for at opgive verdens tredjestørste atomarsenal. Vi har ikke det våben, sagde Volodymyr Zelenskij.

Men de oplysninger, som avisen har fra den russiske spiontjeneste, sætter Volodymyr Zelenskijs ord i et helt andet lys.

Den anonyme kilde hos efterretningstjenesten påstår nemlig, at Ukraine har haft et hemmeligt atomprogram i 28 år.

- I virkeligheden begyndte Kyiv at researche og udvikle det teknologiske grundlag, umiddelbart efter at Ukraine havde tilsluttet sig traktaten om ikkespredning af kernevåben i 1994. Arbejdet intensiveredes umiddelbart efter kuppet i 2014, skriver avisen med henvisning til magtskiftet under Maidan-revolutionen i 2014, hvor den prorussiske præsident Viktor Janukovitj blev væltet.

Ifølge Argumienty i Faktys kilde har USA endda hjulpet Volodymyr Zelenskijs drøm om atomvåben på vej.

- Der er ingen grund til at tro, at det ukrainske tilfælde ikke skete i samarbejde med Washington, siger kilden og tilføjer, at amerikanerne allerede har afleveret en større mængde af det radioaktive stof plutonium i Kyiv.

De biologiske våben

Og faktisk er stræben efter atomvåben ikke det eneste, som Ukraine ifølge russerne har gjort sig skyldig i.

Der er fremkommet bevismateriale, der viser, at Ukraine udviklede biologiske våben

Komsomolskaya Pravda, statskontrolleret russisk avis

Volodymyr Zelenskij står nemlig sammen med USA også bag et omfattende program for biologiske våben, skriver avisen Komsomolskaya Pravda.

- I dag kom der en endnu mere imponerende og vigtigst, veldokumenteret, overraskelse. Der er fremkommet bevismateriale, der viser, at Ukraine udviklede biologiske våben, som blev finansieret af USA's forsvarsministerium. I alt var der 15 laboratorier i Ukraine. Fire ved Kyiv, tre i Lviv-regionen,og nær Kharkiv, Kherson, Odessa, Vinnitsa, Tjernobyl, Nikolaev, Poltava og Uzhgorod, skriver avisen.

De "vigtige beviser", som avisen skriver om, er en bunke fotokopier af ukendt oprindelse.

Samtidig bringes der fotos af en erobret computer med et NATO-klistermærke på, der ifølge avisen dokumenterer, at NATO allerede opererer inde i Ukraine.

Hos tv-kanalen Russia Today har redaktionen også fået fat i såkaldte beviser.

- Vi har modtaget dokumentation fra ansatte på ukrainske biolaboratorier om, at de 24. februar gik i gang med at destruere de farlige patogener pest, miltbrand, harepest, kolera og andre dødelige sygdomme, står der i en udtalelse fra de russiske myndigheder, som Russia Today bringer.

Så hvor meget af det, skal man tro på?

Fake news

Ikke ret meget, siger TV 2s tidligere korrespondent i Moskva Uffe Dreesen.

- Hvis der ikke var krig, ville man tænke, at det var noget fra et satireprogram. Der er virkelig ingen hæmninger for, hvad de vil lyve om. Den store løgn startede med, at de ikke havde nogen invasionsplaner, men det passede jo ikke. De er ikke bange for at lyve big time, siger Uffe Dreesen.

Ifølge Jeffrey Lewis, der er ekspert i atomvåben ved Middlebury Institute i Californien, USA, er Ruslands beskyldninger hverken nye eller sande.

- For nogle år siden forfalskede Rusland dokumenter, der hævdede, at Ukraine arbejdede på en beskidt bombe. Forfalskningerne var komiske, skriver han på Twitter og tilføjer, at han næsten ikke kan vente med at se, hvad russerne nu har fundet på.

Julia Davis, der er Rusland-analytiker hos mediet Daily Beast, skriver på Twitter, at russisk tv allerede nu forudser, at man vil finde dokumenter på ukrainsk, der beviser, at Ukraine var ved at bygge en beskidt bombe.

- Det betyder, at russerne nu laver falske dokumenter, skriver hun.

Og så længe falskneriet støtter Ruslands invasion, ser det altså ud til, at en stor del af de russiske medier ukritisk bringer dem videre.

Vladimir Putin har godt nok netop underskrevet en lov, som gør det muligt at straffe folk med op til 15 års fængsel, hvis de spreder det, som styret i Rusland kalder "falske oplysninger" om militæret.

Ingen af de russiske medier, som vi har beskæftiget os med i denne artikel, ser dog ud til at være blevet straffet.

Informationskrigen

Når store nyhedsbureauer som Interfax og RIA Novosti begynder at sprede historier om ukrainske atomvåben, der ikke findes, skyldes det ifølge Uffe Dreesen, at Rusland i dette øjeblik udkæmper en informationskrig.

- Det er koordineret officiel propaganda. Det kræver overskud at sætte sig ind i tingene selv, og almindelige russere ude på landet har ikke nødvendigvis det overskud, siger Uffe Dreesen.

Målet med de mange historier er at forvirre folk, så de måske bare køber en smule af den officielle forklaring.

Det gjorde 68 procent af russerne ved invasionens begyndelse ifølge tal fra et af styrets egne analyseinstitutter.

- Tallet er nok propaganda, men måske nok også et indtryk for, at mange russere faktisk køber den officielle forklaring, siger Uffe Dreesen.

De militære tab og billeder af død og ødelæggelse på sociale medier kan måske også rumme en del af forklaringen på de russiske historier.

- Historierne kan være med til at begrunde, at man nu er mere hårdhændede, end man først ville give indtryk af, siger han.

Om russiske atomvåben er en af de hårdhændede metoder, der tages i brug, har vi endnu til gode at se.