Rusland invaderer Ukraine

EU vil slutte afhængighed af russisk gas, men ekspert sår tvivl om planen

EU-landene skal opbygge vedvarende energi og købe gas fra andre lande for at slippe ud af russisk kvælertag.

EU-landene skal gøre sig uafhængige af russisk gas gennem vedvarende energi og køb af energi fra andre lande.

Det foreslår EU-Kommissionen tirsdag i et nyt udspil.

Det bliver fandens svært. Men det er muligt

Frans Timmermans, EU's klimakommisær

- Vi må og skal gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe Ukraine. De kæmper for alle de værdier, vi tror på, siger EU's klimakommissær, Frans Timmermans på et pressemøde.

- Med den plan, vi præsenterer i dag, kan vi ende EU's afhængighed af russisk gas, tilføjer han.

Forbrug af russisk gas skal skæres med to tredjedele

EU-kommissionen meddeler blandt andet, at de vil gøre sig mere uafhængige af russisk gas ved at skifte til alternative forsyninger og udvide ren energi.

Og så skal EU's forbrug af gas fra Rusland skæres med to tredjedele inden for et år. Efter planen skal det helt udfases "et godt stykke tid inden 2030", lyder det.

Der skal blandt andet kigges på nye leverandører, hvor man vil have fokus på flydende naturgas.

- Det bliver svært. Det bliver fandens svært. Men det er muligt, siger Frans Timmermans.

Tre ting skal gøre EU uafhængigt

Udspillet kommer, blot to dage før at EU-landenes ledere mødes til uformelt topmøde i Paris, hvor man også ventes at diskutere energi.

I lyset af den højspændte sikkerhedssituation i Ukraine ventes EU-lederne både at diskutere den nye sikkerhedspolitiske situation, og hvordan EU skal håndtere energiforsyningen i fremtiden.

Det er en flot plan, men den virker en lille smule urealistisk

Trine Villumsen Berling, seniorforsker DIIS

Dermed kan EU sammen med USA og Storbritannien være på vej til at vende energisupertankeren væk fra Rusland.

- Vi kan gøre det. Og vi kan gøre det hurtigt. Det eneste, vi har brug for, er mod og vedholdenhed, siger Frans Timmermans.

Udfasning af russisk gas skal ske gennem tre hovedpunkter:

  1. Andre leverandører: Rusland skal erstattes med andre leverandører, som er "mere pålidelige". Man vil hovedsageligt gå efter flydende naturgas, som skal komme fra blandt andet USA, Qatar og Australien. Derudover rørledningsgas, som skal komme fra Norge og Nordafrika.
  2. Mere grøn energi: Den sorte energi skal omlægges til grøn, og det betyder massive investeringer i vedvarende kilder som sol, vind og brint.
  3. Mere effektiv udnyttelse: Energien skal udnyttes bedre og mere effektivt. Det omfatter eksempelvis renoveringer af bygninger og brug af kunstig intelligens til at optimere energisystemer.

Hjælp til forbrugerne

EU-Kommissionen har tidligere fastslået, at EU har nok gasreserverer til at klare sig igennem denne vintersæson, hvis man samtidig køber naturgas fra andre lande.

Omstillingen af EU-landenes energi vil dog koste for både EU-landene og for forbrugerne. Derfor lægger EU-Kommissionen også op til at hjælpe husstande med at betale for energi i omstillingsfasen.

Frans Timmermans erkender, at EU-landene står i en svær situation, fordi man har gjort sig mere og mere afhængig af russisk energi.

Det gælder blandt andre Tyskland, der besluttede at lukke landets atomkraftværker og bygge gasledningen Nord Stream 2.

Nu er Nord Stream 2 dog sat på pause, og Tyskland leder efter andre energikilder.

- Det vil være meget godt i politik, hvis man kunne skrue tiden tilbage og træffe en anden beslutning, end man gjorde. Men vi er i den situation, vi er i. Og den må vi handle på meget hurtigere, end vi har gjort tidligere for at reducere afhængigheden af russisk gas, siger Timmermans.

- Urealistisk plan

Trine Villumsen Berling, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med ekspertise i gas og forsyning, tvivler dog på EU's plan om at udfase to-tredjedele af gassen, inden året er omme.

EU har ikke infrastrukturen på plads til at modtage energiforsyninger fra alternative kilder som flydende naturgas.

- Den gas, vi får fra Rusland, løber gennem nogle meget store rør og skal erstattes af flydende naturgas, varmepumper, sol- og vindenergi. Det kræver en helt anden infrastruktur, vi ikke har. Det er en flot plan, men den virker en lille smule urealistisk.

Der er dog ingen tvivl om, at EU's strategi er den rigtige, hvis man spørger Anders Stouge, viceadministrerende direktør i brancheorganisationen Dansk Energi.

På sigt er den eneste kur mod Europas afhængig af naturgas mere grøn strøm og massiv elektrificering, mener han:

- Derfor skal vi stille mange flere vindmøller og solceller op, sørge for et robust elnet og styrke det indre marked for energi, siger han i en skriftlig kommentar.

Danmark vil være helt fri

Politisk er der fra dansk side fuld opbakning til EU-ønsket om at reducere afhængigheden af Rusland.

Faktisk ønsker Danmark at gå endnu længere - man vil være helt fri fra russisk gas.

Det fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde søndag, hvor hun præsenterede en aftale om styrkelse af det danske forsvar.

- Det er sagt før, at energipolitik ikke bare er energipolitik. Det er i høj grad også blevet sikkerhedspolitik. Derfor har vi besluttet, at Danmark skal gøres uafhængig af russisk gas.

Præcis hvornår målet skal nås, vides ikke, men Dan Jørgensen udtalte torsdag efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn, at forhåbningen er "allerede til næste vinter".