Rusland invaderer Ukraine

Benzinen har aldrig været dyrere i USA - og nu stiger den yderligere

Joe Biden vil stoppe al import af russisk olie og gas. Det vil gøre ondt på amerikanerne - men meget mere ondt på russerne, siger han.

Amerikanerne elsker deres biler – og prisen på benzin er noget, der betyder meget for den almindelige amerikaner.

Mandag nåede den gennemsnitlige benzinpris i USA sit højeste niveau nogensinde, oplyser de amerikanske bilisters sammenslutning AAA.

Så det var ikke sjovt for præsident Joe Biden at skulle fortælle, at han nu ville forbyde al russisk olie og gas – og dermed give energipriserne i USA endnu et nøk opad.

- Putins krig rammer allerede amerikanske familier ved benzinstanderen. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at minimere Putins prisstigninger her i landet, forsikrede Joe Biden tirsdag aften, da han annoncerede de nye amerikanske sanktioner mod Rusland.

Gør mere ondt på russerne

Når den amerikanske regering alligevel strammer sanktionerne overfor Rusland, så er det, fordi man ved, at sanktionerne trods alt vil gøre meget mere ondt på russerne end på amerikanerne, fortæller TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz:

- Det er et markant skridt, der gør yderligere ondt på Rusland. Det er landets økonomiske hovedpulsåre, som man skærer over. For amerikanerne drejer det sig trods alt kun om otte procent af importen af olie og gas. Det er forholdsvist let at kompensere for, men det er et markant politisk signal at sende, vurderer han.

Benzinprisen sætter rekord i USA

Ifølge American Automobile Association (AAA), der svarer til FDM i Danmark, satte den gennemsnitlige benzinpris mandag rekord i USA.

Amerikanske bilister måtte mandag betale i gennemsnit 4,06 dollar for en gallon benzin.

Omregnet til danske priser er det dog ikke noget, der ville chokere en dansk bilist.

En amerikansk gallon er knap 3,8 liter, og den kunne altså købes for det, der svarer til 28,50 danske kroner.

 Det svarer til en pris på 7,53 kroner for en liter benzin - hvilket er nogenlunde det halve af den aktuelle pris i Danmark.

Biden har tøvet

Præsident Joe Biden har tøvet med at sanktionere importen af russisk gas og olie, netop fordi det er et skridt, der kan mærkes direkte på amerikanernes privatøkonomi.

- Både demokratiske og republikanske politikere har gennem længere tid forsøgt at presse præsidenten. De følte, at det var hyklerisk at blive ved med at importere russisk energi, når man pålægger Rusland politiske og økonomiske sanktioner på alle andre områder, fortæller Jesper Steinmetz.

Nu har Joe Biden så valgt at gå efter olieimporten – og han har i dag forberedt amerikanerne på, at benzinen kun vil blive dyrere i den nærmeste fremtid.

- Siden Putin begyndte sin militære oprustning ved Ukraines grænse, er prisen på benzin i USA gået op med 75 cents. Og med de skridt, vi har taget i dag, vil prisen gå yderligere op, lød det fra præsidenten.

Og så tilføjede han:

- Det har sin pris at forsvare friheden!

USA kan kompensere

Joe Biden har dog visse muligheder for at holde prisstigningerne på benzin under kontrol. Han annoncerede tirsdag, at han frigiver 60 millioner tønder olie fra de amerikanske reservelagre og på den måde lukker en del af det hul, som den manglende russiske olie vil efterlade.

USA har også andre muligheder for at kompensere. Landet er selv verdens største olieeksportør og kan selv sætte produktionen op. Eller man kan øge importen fra lande som Canada, Mexico eller Saudi Arabien, der i dag er de største leverandører til det amerikanske marked.

Samtidigt kan ændringer i amerikansk lovgivning også gøre det lettere for USA at opfylde sit eget energibehov, fortæller Jesper Steinmetz.

- Der er en absurditet i amerikansk lovgivning, der sætter grænser for, hvor mange olietankere der må lægge til i amerikanske havne. Det betyder, at det i nogle tilfælde er for dyrt at transportere amerikansk produceret olie. Og så er det billigere at importere olie i stedet for. Det lyder som fuldstændigt hul i hovedet. Og det er nok noget, der skal kigges på nu, siger han.

Mens de fleste amerikanere er bekymrede over de stigende benzinpriser, så har den tidligere amerikanske præsident Donald Trump reageret med skadefryd over Joe Bidens problemer, skriver Sky News:

- De højeste benzinpriser i historien. Savner I mig ikke snart?, lyder hans kommentar, der er udsendt gennem hans politiske organisation "Save America".