Næsten alle de russiske tropper er nu i Ukraine, og det er et svaghedstegn, mener militærstrateg
Rusland har angrebet Ukraine fra adskillige flanker. Med uventet modstand risikerer det at svække deres mulighed for at indtage Kyiv, siger ekspert.
Rusland har nu indsat næsten 100 procent af de tropper, der var mobiliseret ved den ukrainske grænse til Rusland og Hviderusland i ugerne op til, at Rusland invaderede Ukraine.
Det siger en højtstående amerikansk embedsmand ifølge CNN:
- Det er vores bedste skøn lige nu.
Og der er tale om et betragteligt russisk mandskab.
Op mod invasionen af Ukraine vurderede amerikanske efterretningskilder, at der var op mod 190.000 soldater opmarcheret ved grænsen til Ukraine.
Har samtlige russiske tropper krydset grænsen ind til Ukraine, skal man dog ikke tolke det som et tegn på russisk selvtillid, men tværtimod som et tegn på, at der er grus i den russiske krigsmaskine.
Det vurderer Steen Kjærgaard, der er major, militær forsker og souschef ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet:
- Skal vi tro de amerikanske efterretninger, er det den værst tænkelige situation for Rusland. Militærstrategisk holder man altid en tredjedel af sine styrker i reserven, til hvis man går i stå eller møder uventet modstand, så man kan sadle om. Men har du ikke nogen reserver, kan du ikke ændre retningen i krigen.
Kan ændre Ruslands strategi fundamentalt
De seneste dage har kampene været koncentreret i nord i Kyivs forstæder, i Ukraines næststørste by Kharkiv og i syd ved Kherson og Mariupol.
Og særligt fordi Rusland har angrebet Ukraine fra adskillige flanker, er det nødvendigt at have tilstrækkeligt med reserver, mener Steen Kjærgaard.
Han minder om, at der blandt Ruslands 190.000 soldater er en stor andel, som ikke er kamptropper, men ingeniører, sundhedsarbejdere og andre, der sørger for logistik og praktik i den russiske hær.
- Det er min vurdering, at mellem en tredjedel og maksimalt halvdelen vil være kamptropper i den russiske hær.
Når tropperne er spredt ud over flere fronter, får det også konkrete konsekvenser for den russiske fremfærd.
- Som tommelfingerregel siger man, at den angribende part i et byslag skal have 6-9 gange så mange tropper som forsvaret. Med tropperne fordelt over flere flanker gør det en krig om Kyiv mindre sandsynligt, når de har aktiveret alle kræfter, siger Steen Kjærgaard.
I stedet tror han, at Rusland vil erobre Kyiv ved at belejre byen:
- Det vil ske ved at afskære alle indfaldsveje, og så tror jeg, russerne vil sætte sig på alle overgangene ved Dnepr-floden og tvinge byen til at overgive sig.
Den analyse ligger i forlængelse af vurderingen fra den amerikanske regering, der ad flere omgange har advaret om, at russerne vil forsøge at omslutte hovedstaden.
Senest beretter det amerikanske analyseinstitut Institute for the Study of War om, at en ny russisk offensiv i Kyiv er nært forestående.
En million i Den Røde Hær
Rusland har indtil nu mobiliseret op mod 190.000 tropper til krigen i Ukraine, men russernes hær er langt større.
Det vurderes, at landet har en million soldater i hæren og yderligere to millioner i reserven.
Landets areal gør dog, at man ikke bare kan sende yderligere mandskab mod Ukraine.
- Selv hvis Putin havde lyst til at svække grænserne, sender man ikke bare tropper afsted med et knips. Det er at stille store krav til den russiske strategiske logistik. Samtidig er der kvalitetsforskelle blandt den million. Hvor mange er professionelle, hvor mange er værnepligtsenheder?