Rusland invaderer Ukraine

Ukraine melder om over 11.000 dræbte russiske soldater

Foreløbig er mere end 11.000 russiske soldater døde under krigen i Ukraine, lyder det fra ukrainsk side.

Et voksende antal russiske soldater bliver tilsyneladende dræbt i krigen i Ukraine.

Søndag oplyser de ukrainske forsvarsstyrker ifølge nyhedsbureauet Reuters, at mere end 11.000 russiske soldater er blevet dræbt under krigen.

Til sammenligning blev der lørdag fra samme side meldt om mere end 10.000 dræbte russiske soldater.

Korresponderer ikke med Ruslands tal

Tallene er markant over det, der for bare få dage siden blev meldt ud fra det russiske forsvarsministerium.

Onsdag aften oplyste Rusland således, at 498 russiske soldater var blevet dræbt. Hertil var 1597 russiske soldater blevet såret, lød det fra det russiske forsvarsministerium.

Ifølge Reuters har de ukrainske forsvarsstyrker søndag ikke meldt noget om, hvor mange ukrainere der er døde.

Krigen mellem Ukraine og Rusland har været i gang siden 24. februar, hvor Ukraine blev invaderet og angrebet af Rusland.

Sundhedsfaciliteter angrebet

Siden har der udspillet sig voldsomme militære kampe mellem de to sider.

Søndag fortæller Tedros Adhanom Ghebreyesus, generaldirektør i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at også sundhedsfaciliteter i Ukraine er blevet ramt af angreb. Det fortæller han et opslag på Twitter.

- WHO har bekræftet flere angreb på sundhedsfaciliteter i Ukraine, som har forårsaget flere dødsfald og skader. Yderligere meldinger bliver undersøgt, skriver generaldirektøren.

Han fortsætter med at understrege, at angreb på sundhedsfaciliteter og deres personale bryder med de internationale humanitære love.

Frem til og med søndag har WHO registreret seks tilfælde af angreb på sundhedsfaciliteter i Ukraine. Seks personer er døde, og 11 er skadet som følge af angrebene, fortæller WHO, der som nævnt undersøger andre mulige angreb.