Rusland invaderer Ukraine

Tusindvis af ukrainske flygtninge nægter at forlade deres land

I den vestukrainske Lviv-region har de oprettet 7 koordinationscentre og over 250 modtagecentre til at huse internt fordrevne flygtninge.

Rå murstensvægge omgrænser madrasser og hjemmebyggede senge.

Før krigen var det et kreativt studie for dansere og fotografer.

Nu er det et af mere end 250 modtagecentre for ukrainere, der er flygtet mod vest fra den russiske invasion.

Oksana Galusjka har de seneste par dage optaget to madrasser med sin 12-årige datter, Katja.

Det er varmt og trygt i modsætning til det beskyttelsesrum i Kharkiv, hvor de boede i seks dage, mens russiske soldater intensiverede bombardementerne for at overtage byen.

- Det var så slemt. Nu er det endnu værre. Vi nåede at komme derfra, da det var nogenlunde. Byen har jo ændret sig til det ukendelige, fortæller hun til TV 2.

Efterlod far

De er nu blandt over 160.000 interne fordrevne ukrainere, som har forladt deres hjem, siden russiske soldater krydsede grænsen 24. februar.

Bag sig har de efterladt Oksana Galusjkas mand – Katjas far.

Han er i den våbenduelige alder og er allerede blevet indskrevet i Kharkivs reserve, som en del af byens territoriale forsvarsbrigade.

Familien ønsker ikke at lade en landegrænse skille dem i to.

- Vi bliver her for at hjælpe, det vi kan. Al ære til dem, der beskytter vores land i denne svære tid, siger Oksana med stålsat blik.

Nødsaget til at hjælpe

Imens lægger Katja sin smartphone fra sig og trisser ind i det tilstødende rum. Det er her, fotografer før krigen tog deres billeder.

Nu fylder et langbord det meste af rummet. Det bugner af forskellige mad- og drikkevarer.

Katja tager en kop te, mens to yngre kvinder fylder bordet med nye forsyninger.

Det finansieres af indsamlinger. Det gjorde træet til sengene også, som de frivillige har lavet enkeltmandssenge og køjesenge af.

En af dem er Mariana, der ikke ønsker at oplyse sit efternavn.

Jeg kan slet ikke forstå det, der sker

Jelena Anatoljevna, internt fordrevet flygtning

Mariana skyndte sig til Lviv, da krigen brød ud. Hun bor i de ukrainske bjerge, hvor hun ikke føler, truslen fra Rusland er særlig stor.

Så hendes tilstedeværelse var mere værd i storbyen Lviv.

- Vi bliver nødt til at være her for andre. Der er så mange, der har brug for hjælp, siger hun.

Kun dårlige nyheder

Over for buffeten er der indrettet en lille stue, hvor en stor fladskærm viser ukrainske nyheder.

Natalya Ponamalo stirrer på den, mens hun flere gange tager hånden for munden.

Hun er flygtet samme vej som familien Galusjka.

- Det er kun dårlige nyheder fra Kharkiv. I nat blev 40 beboelsesejendomme ramt, konstaterer hun.

Hun har heller ikke lyst til at forlade sit hjemland, som over en million andre ukrainere har gjort i løbet af de seneste ti dage.

I stedet håber hun, de gode nyheder snart ruller over skærmen, så hun kan vende hjem til sit hus og sin have igen.

Hjem til mor

Det samme gør Jelena Anatoljevna, der er flygtet fra Zaporizjzja, ikke langt fra det atomkraftværk russerne lige har indtaget.

- Jeg kan slet ikke forstå det, der sker.

Med til Lviv har hun taget sin 18-årige søn, som på grund af sin alder ikke kan forlade landet. Men hun har efterladt sin mor i krigszonen.

- Der faldt en bombe på nabovejen for et par dage siden, fortalte hun mig. Hun blev rigtig bange, men heldigvis kun det, fortæller Jelena Anatoljevna med tårene trillende.

Ligesom sine knap 60 nye bofæller kan hun ikke forestille sig at skulle forlade sit hjemland.

- Jeg vil hjem til min mor, mit arbejde og mit hus.