TV 2 ECHO

Dansk mand kører sin brandbil til Ukraine

Indtil for et par dage siden ejede Nikolai Nimus Henriksen en brandbil. Men i mandags kørte han fra Holbæk til den polsk-ukrainske grænse.

Skæret fra 33-årige Nikolai Nimus Henriksens pandelampe lyste det mørke instrumentbræt op.

Det var den eneste måde, han kunne holde øje med speedometeret i den gamle brandbil. Både lyset i instrumentbrættet og varmeanlægget havde for længst givet op.

Nikolai Nimus Henriksen befandt sig langt nede ad den tyske motorvej og lignede en, der var på vej til Sibirien, selvom kursen var sat mod krigsramte Ukraine.

Under tæppet, som han havde svøbt stramt om kroppen, var han iført både vinterjakke, hue og halsedisse i forsøget på at holde den gennemtrængende kulde ude.

Det var 22 timer siden, at han sagde farvel til sin gravide kæreste og sin søn og begyndte rejsen tværs over Europa alene og med højst 80 kilometer i timen af frygt for, at motoren i den gamle brandbil ville stå af.

En brandbil, han købte for et år siden til sin nu 14 måneder gamle søn, der var vild med den slags køretøjer. Indtil da havde den kørt for det danske brandvæsen, men nu skulle den udtjene sin værnepligt i et andet land.

Mangel på beredskabsvogne

Tre døgn tidligere sad han hjemme i stuen i Holbæk og fulgte med i nyhederne om situationen i Ukraine. Det havde han gjort meget på det seneste.

- Jeg var helt ødelagt over, at syv millioner ukrainske børn har mistet retten til at være børn, husker Nikolai Nimus Henriksen, som til daglig driver en entreprenørvirksomhed.

Da han hørte, at der var mangel på beredskabsvogne, slog en tanke ned i ham. Han greb telefonen, ringede til den ukrainske ambassade og spurgte, om de kunne bruge en brandbil.

Dagen efter var han og sønnen Noél henne for at tjekke, om brandbilen var funktionel. 14 måneder gamle Noél sad på førersædet i brandbilen som så mange gange før, da telefonen ringede. Det var den ukrainske ambassade - de ville gerne have brandbilen til Ukraine, lød det.

Nikolai Nimus Henriksen fik øjenkontakt med sin søn, og i det øjeblik vidste han, at han var nødt til at tage afsted.

- Når han bliver ældre, vil han forstå, hvorfor jeg var nødt til at give hans brandbil væk, siger han.

Jeg skulle hjem til min familie igen

Nikolai Nimus Henriksen

Et døgn senere satte Nikolai Nimus Henriksen kursen mod organisationen Bevar Ukraines indsamlingslager i Kirke Hyllinge. Her skulle han fylde brandbilens magasiner med modermælkserstatning, bleer og hygiejneprodukter.

- Jeg blev virkelig berørt, da jeg så, hvad jeg skulle have med. Jeg tog derned, fordi jeg ville hjælpe børnene, og så blev brandbilen fyldt med ting til lige netop det, fortæller Nikolai Nimus Henriksen.

"Retfærdighedens Vogter"

På turen ned til Ukraine døbte han brandbilen Taiko Nakamura.

- Det betyder ”Retfærdighedens Vogter” og kommer fra filmen Ternet Ninja, fortæller Nikolai Nimus Henriksen.

Han tog køreturen helt uden sovepause, da magasinerne med nødhjælpen ikke kunne låses. Derfor ville han ikke efterlade brandbilen ubevogtet.

Og lidt over et døgn efter, at Nikolai Nimus Henriksen kørte afsted fra Holbæk, nåede han til et sted nær den polsk-ukrainske grænse.

Her kom der en ukrainsk mand og overtog brandbilen for at køre den det sidste stykke. Nikolai Nimus Henriksen havde nemlig lovet sin kæreste, at han ikke ville køre ind over grænsen.

- Det var simpelthen for usikkert. Jeg skulle hjem til min familie igen, forklarer han.

Jeg har grædt snot over alle de børn, der ikke kan være trygge og sikre som mit eget barn hjemme i Danmark

Nikolai Nimus Henriksen

Nikolai Nimus Henriksens gravide kæreste havde ikke været lykkelig over, at han skulle rejse ned mod en krigszone.

Men det var netop hans kæreste og børn, der var en del af motivationen for at tage afsted.

1300 kilometer omvej

Da han havde afleveret bilen tirsdag eftermiddag, stod han i Polen uden den bil, han var kørt derned i.

Heldigvis havde Nikolai Nimus Henriksen en god kammerat, der befandt sig i Düsseldorf og tilbød at hente ham.

Der er omkring 1300 kilometer fra den vesttyske by til den polsk-ukrainske grænse.

- Det var bare en lille omvej, griner Nikolai Nimus Henriksen.

Han håber, at hans historie kan være med til at inspirere andre danskere til at hjælpe.

- Jeg har grædt snot over alle de børn, der ikke kan være trygge og sikre som mit eget barn hjemme i Danmark.

Og mens Nikolai Nimus Henriksen er kommet godt hjem til Danmark igen, er brandbilen med nødhjælpen nået til Ukraine.