Højtstående russisk generalmajor dræbt i Ukraine

Den dræbte er den højst rangerende officer blandt de 498 soldater, som Rusland siger, at man har mistet i Ukraine.

Torsdag kom det frem, at den russiske generalmajor Andrey Sukhovetsky er blevet dræbt i Ukraine. Det bekræfter russiske medier som avisen Pravda.

Det er den højest rangerende russiske officer, der hidtil er død under angrebet på Ukraine.

I sin tale til den russiske befolkning torsdag bekræftede præsident Vladimir Putin, at en general var blevet dræbt i Ukraine – uden dog at nævne Sukhovetskys navn.

- Kendsgerningen er, at det er os, der har dræbt ham, siger den tidligere ukrainske infrastrukturminister Volodymyr Omelyan, der nu er medlem af den bevæbnede milits i Kyiv, til Fox News.

Andrey Sukhovetsky, der blev 47 år, var chef for en faldskærmsdivision og en erfaren og højt dekoreret soldat.

Ifølge magasinet Newsweek er han veteran fra russiske operationer i Kaukasus, Georgien og Syrien – og har modtaget en tapperhedsmedalje for sin indsats under den russiske annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014.

Magasinet skriver, at den dræbte generalmajor to gange har deltaget i sejrsparader på Den Røde Plads i Moskva.

Veterankammerater i sorg

De nærmere omstændigheder omkring hans død er ikke offentliggjort.

Nyheden om hans død begyndte at cirkulere blandt russiske veteraner på sociale medier, der udtrykte deres sorg over tabet af en ”ven”. Ifølge veteranerne døde Sukhovetsky under ”en specialoperation i Ukraine”, hvilket er det faste russiske ordvalg om krigen i Ukraine.

- Vi udtrykker vores dybeste kondolencer til hans familie, skriver veterankollegerne blandt andet på sociale medier.

Chefen for det undersøgende netmedie Bellingcat, Christo Grozev, skriver på Twitter, at nyheden om Sukhovetskys død er ”en betydelig demotiverende faktor” for den russiske hær.

De russiske myndigheder har officielt meddelt, at 498 russiske soldater indtil videre er døde i Ukraine.