Rusland invaderer Ukraine

Missilangreb flere steder i Ukraine: - Vi har intet at miste ud over vores frihed, siger præsidenten

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, siger i en tale torsdag, at landet har været under massiv russisk beskydning siden midnat.

Russiske missiler har natten til torsdag igen ramt flere mål i nabolandet Ukraine.

Ifølge Ukraines udrykningstjeneste er 34 civile blevet dræbt det seneste døgn i Kharkiv, landets næststørste by. Det er blandt andet sket ved russiske granatangreb på administrationsbygninger i byen.

Men Kharkiv er fortsat i ukrainske hænder trods flere dages angreb på byen, lyder det fra Storbritanniens militære efterretningstjeneste.

Ifølge Ukraines nødberedskab er et oliedepot i byen Tjernihiv, der ligger i det nordlige Ukraine, torsdag morgen blevet ramt af beskydning under et luftangreb. Det skriver CNN.

Billeder fra stedet viser skyer af tyk sort røg fra det, der ser ud til at være olietanke.

Flere angreb i Kyiv

Ifølge Kyivs borgmester, Vitalij Klitjko, har der natten til torsdag været flere eksplosioner i hovedstaden. Klitjko understreger, at situationen i Kyiv er svær, men under kontrol.

Videoen herunder er delt af Ukraines parlaments officielle Twitter-profil og viser angiveligt en eksplosion i nat.

Der er meldinger om mindst fire eksplosioner i hovedstaden. To af eksplosionerne skete angiveligt i den centrale del af byen, mens de to andre skulle have fundet sted nær en metrostation,

Samtidig har en talsmand fra Ruslands forsvarsministerium sagt til stats-tv, at russiske styrker vil lade indbyggere forlade hovedstaden i retning mod syd.

- Vi har intet at miste ud over vores frihed

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, siger i sin seneste video fra torsdag morgen, at trods massiv russisk beskydning siden midnat holder de ukrainske forsvarslinjer stand. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Vi har intet at miste ud over vores frihed, lyder det fra præsidenten.

Zelenskij hævder desuden, at Rusland har skiftet angrebstaktik, og at de ikke er lykkedes med at vinde magten i Ukraine ved landfremstød, som var deres oprindelige plan. Præsidenten mener, at det er et bevis på, at Ukraine har haft succes med at modstå russerne.

Præsident Zelenskij siger videre i videoen, at Ukraine dagligt modtager våbensendinger fra internationale allierede.

Torsdag oplyser kilder i Tysklands økonomiministerium til nyhedsbureauet dpa, at yderligere 2700 tyske panserværnsraketter er på vej til Ukraine.

Sammenligner USA med Napoleon og Hitler

Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, har torsdag holdt en pressekonference, hvor han gentog flere af de tidligere russiske beskyldninger mod Ukraine og Vesten.

Endnu engang kaldte han den ukrainske regering for et "nynazistisk regime, der plyndrer byer". Derudover beskyldte han forsvarsalliancen NATO for at styrke Vestens sikkerhed på bekostning af Ruslands.

Lavrov sammenlignede desuden USA med Napoleon og Hitler og sagde, at "Napoleon og Hitler havde et mål om at underlægge sig Europa, og nu gør amerikanerne det samme".