Krigen i Ukraine

Mindre by holder stand: - Russerne overgiver sig. De er helt unge, siger borgmester til TV 2

Borgmesteren i den østukrainske by Okhtyrka, Pavlo Kuzmenko, fortæller, at soldaterne i hans by har slået russerne tilbage.

I løbet af de første dage af den russiske invasion blev byen Okhtyrka i det østlige Ukraine udsat for massive russiske angreb.

- De troede ikke, der ville blive kamphandlinger. De troede, de kunne køre rundt i Ukraine i kampvogn og dræbe børn

Pavlo Kuzmenko, borgmester i Okhtyrka

Byen med cirka 47.000 indbyggere husede indtil for få dage siden en stor militærbase, der nu er jævnet med jorden af russiske missiler. Mindst 70 soldater blev dræbt i angrebene, skriver nyhedsbureauet Reuters.

TV 2 har onsdag talt med borgmesteren i Okhtyrka , Pavlo Kuzmenko, som fortæller, at selvom byen led store tab i de første dage af krigen, så er den stadig under ukrainsk kontrol.

- Første dag var der kamphandlinger i selve byen. De regnede med at kunne marchere gennem byen. At alt ville gå glat. Men så godt som alt deres militære materiel blev ødelagt, fortæller borgmesteren.

Vidste ikke, de skulle i krig

Han fortæller videre, at de russiske styrker brugte tre dage på at erobre byen – forgæves.

- Vi gav dem en blodtud. Der er et bjerg af udbrændt materiel uden for selve byen. I går tog vores tropper 11 fanger. Russerne overgiver sig. De er helt unge - 18-20 år, fortæller Pavlo Kuzmenko.

Ifølge borgmesteren vidste de russiske soldater ikke, at de skulle i krig, da de torsdag blev sendt ind i Ukraine.

- De troede ikke, der ville blive kamphandlinger. De troede, de kunne køre rundt i Ukraine i kampvogn og dræbe børn, siger Pavlo Kuzmenko til TV 2.

- De er bange for at angribe

Borgmesteren fortæller, at hans by har været skånet for bombardementer de seneste par dage. Men de russiske styrker står kun 15 kilometer fra Okhtyrka - i nabobyen Trostjanets.

- Byen skulle være fuld af kampvogne og raketaffyringssystemer. Alt sammen peger i vores retning. Men de er bange for at angribe os, for de vil ikke dø.

Da Ruslands præsident, Vladimir Putin, torsdag i sidste uge meddelte, at han havde godkendt en ”særlig militæroperation” i Ukraine, lød begrundelsen, at Putin ville "demilitarisere og afnazificere" landet.

Borgmester Kuzmenko afviser blankt, at der findes nazister i Okhtyrka:

- Vi er nationalister. Vi elsker Ukraine. Vi er ukrainere. Putin er nazisten. Vi har mange nationaliteter i Okhtyrka – inklusive russere. De kæmper skulder ved skulder med ukrainerne, aserbajdsjanere og andre nationaliteter for vores by.

Ifølge borgmesteren har de forskellige nationaliteter i Okhtyrka altid respekteret hinanden.

- Alle har altid haft lige rettigheder, og ingen ser ned på hinanden, siger Pavlo Kuzmenko til TV 2.

- Varer krigen et år, modstår vi dem et år

Hvorfor ikke bare overgive sig, så man undgår flere døde og ødelæggelser?

- Aldrig i livet. Det kommer ikke til at ske. Om vi kun har én arm, ét ben, så udsletter dem alligevel, lyder det stålsat fra Okhtyrkas borgmester, som tilføjer:

- Hvordan kan man overgive sig, når en mor kommer med sit barn, som er død af sine kvæstelser? Hvordan kan man overgive sig, når man har fundet iturevne kroppe af sine venner og brødre?

Hvor længe kan I modstå de russiske styrker?

- For evigt. I kan ikke forestille jer, hvor mange af deres våben, vi har nu. Vi kan modstå deres styrker for evigt. Varer krigen et år, modstår vi dem et år. Varer den længere går vi i offensiven, siger borgmesteren til TV 2.