Hvem holder Kina med?
Kinas leder er måske den eneste, som har noget at skulle have sagt over for Rusland, men landet er havnet i en svær diplomatisk situation.
Man kan let blive forvirret, når man hører udtalelser om krigen i Ukraine fra den kinesiske regering i disse uger, for budskaberne stritter i hver sin retning.
På den ene side understreger Kinas udenrigsminister, Wang Yi, at "ethvert lands suverænitet, uafhængighed og territorielle integritet skal respekteres og forsvares". Og at "det også gælder Ukraine".
På den anden side ytrer Kinas regering sympati for Ruslands ”legitime sikkerhedsbekymringer” og kritiserer de internationale sanktioner mod Rusland.
Svær balancegang
Det illustrerer den svære diplomatiske situation, Kina er havnet i, fordi landet ønsker at bevare sit tætte venskab med Rusland uden at blive mere upopulær i Vesten.
Men det internationale pres på Kina stiger, fordi Kina er Ruslands absolut vigtigste handelspartner, og Kinas leder, Xi Jinping, er måske den eneste person i verden, som har noget at skulle have sagt over for den russiske præsident, Vladimir Putin.
Det store spørgsmål er, hvor meget den kinesiske regering på forhånd vidste om de russiske planer. Det er der delte meninger om i Kina. Men det var næppe tilfældigt, at præsident Putin indledte invasionen af Ukraine netop dagen efter, at vinter-OL var godt overstået i Beijing.
Amerikansk pres på Kina
USA har ifølge New York Times i flere måneder forsøgt at få Kina til at bruge sine økonomiske muskler over for Rusland for at undgå en russisk invasion i Ukraine, men uden held.
Den amerikanske regering har desuden advaret om, at Kina også kan blive ramt af sanktioner, hvis landet kommer Rusland til økonomisk undsætning ligesom i 2014 efter annekteringen af Krim.
Kina har netop hævet loftet for, hvor meget hvede landet kan importere fra Rusland, og det er ikke usandsynligt, at der vil komme flere åbninger for russiske virksomheder i Kina. Kina er verdens største marked for olie og gas, og Rusland er den vigtigste internationale strategiske partner for Kina.
Statsmedier kritiserer USA
Der er ingen tvivl om, at Kina risikerer at blive isoleret sammen med Rusland, hvis den kinesiske regering ikke tager direkte afstand til den russiske invasion i Ukraine. Men indtil videre ser det ud som om, at rationalet i Beijing er, at man kan nøjes med at opfordre til fredelige løsninger og måske agere mægler.
Samtidig viser lækkede dokumenter, at kinesiske statsmedier har fået instruktioner til at holde en bestemt linje, hvor man "ikke er positive over for Rusland eller positive over for Vesten".
Til gengæld er der masser af indlæg, der kritiserer USA for at være skyld i den såkaldte "Ukraine-krise". Man bruger ikke ordet invasion og krig.
Delte meninger blandt kineserne
Selvom den kinesiske regering ved hjælp af censur og kontrol af debatten på sociale medier kan styre, hvad der bliver sagt og skrevet, er det alligevel tydeligt, at mange kinesere tager afstand fra Rusland.
Fem kinesiske forskere har blandt andet skrevet et åbent brev, hvor de kræver, at den kinesiske regering bekender kulør og kritiserer Rusland. Men allerede efter to timer og fyrre minutter var brevet væk fra det kinesiske internet.
Derudover har mange almindelige kinesere delt begrebet Wu Xin Gong Zou, som betyder, at man ”ikke er i humør til at arbejde”, fordi man er så bekymret for situationen i Ukraine. Men det er også blevet censureret væk.
Den kinesiske regering har redskaberne til at kontrollere debatten internt i Kina, men ikke i resten af verden. Derfor kan forsøget på at holde sig neutral ende med at koste Kina dyrt. Det står i hvert fald klart, at Kina ikke kan være venner med Rusland og samtidig være på god fod med USA og EU.