Russisk militærkonvoj nær Kiev strækker sig over 64 kilometer
Pansrede køretøjer, kampvogne og selvkørende artilleri holder i en lang række nordøst for Kiev, viser fotos.
Satellitbilleder fra det private amerikanske selskab Maxar viser angiveligt en russisk militærkolonne, der strækker sig over 64 kilometer med kurs mod Ukraines hovedstad, Kiev.
Tidligere mandag oplyste Maxar, at militærkolonnen strakte sig over 27 kilometer, men den har altså vist sig at være over dobbelt så lang.
De militære køretøjer er parkeret lige øst for lufthavnen Antonov nordvest for Kiev, lyder det. Lufthavnen ligger 28 kilometer fra Kiev og har tidligere været genstand for hårde kampe mellem ukrainske og russiske tropper.
Ifølge en amerikansk forsvarsembedsmand har militærkolonnen rykket sig fire kilometer frem mandag.
Kampvogne og selvkørende artilleri
Militærkolonnen består blandt andet af pansrede køretøjer, kampvogne, selvkørende artilleri og andre køretøjer.
Maxar oplyser, at "nogle køretøjer er anbragt med stor afstand langs dele af ruten, mens de andre steder holder to eller tre side om side".
Selskabet melder også, at dets satellitter har taget billeder af yderligere indsættelse af styrker i det sydlige Hviderusland tæt på grænsen til Ukraine.
Ukrainske styrker forsvarer vejene til Kiev
Indtil videre ser de ukrainske tropper ud til at holde russiske styrker fra at rykke frem mod Kiev.
Ukrainske styrker har således formået at forsvare vejene, der fører til det centrale Kiev mod angreb.
Ifølge to unavngivne kilder - den ene er diplomat, den anden er sikkerhedsmedarbejder - forbereder Rusland sig på at iværksætte et nyt forsøg på at trænge sig frem til hovedstaden hurtigst muligt.
USA melder, at de russiske styrker fortsat gør fremskridt i forhold til Kiev, men de har "sænket farten" på den femte dag af invasionen.
Under kampene er der indtil videre blevet bekræftet 406 ofre blandt civile ukrainere. Herunder har mindst 102 mistet livet.