Rusland invaderer Ukraine

Regionskontor i Kharkiv ramt af russiske krydsermissiler

Ukrainsk udenrigsminister: Putin begår krigsforbrydelser af rent raseri.

En bygning, der tilhører de regionale myndigheder i Ukraines næststørste by, Kharkiv, blev tirsdag ramt af russisk missilbeskydning.

Oleh Sinehubov, der er den øverste embedsmand i Kharkiv-regionen, siger ifølge nyhedsbureauet AP, at beboelsesbygninger i nærheden også blev ramt af missilerne.

Han siger, at Rusland har iværksat et angreb med krydsermissiler mod byen, men at byens forsvarslinjer holder stand.

- Den slags angreb er folkedrab mod den ukrainske befolkning, en krigsforbrydelse mod den civile befolkning, siger Oleh Sinehubov.

Han tilføjer, at han ikke har nogen oplysninger om, hvor mange mennesker der er kommet til skade i forbindelse med dette angreb.

Tidligere har han meddelt, at mindst 11 mennesker er blevet dræbt ved andre bombardementer af byen.

Videoer, der er lagt op på sociale medier, tyder på, at missilerne rammer pladsen lige foran bygningen – men ikke rammer bygningen direkte. Bygningen står tilbage, men har mistet alle ruder.

Det ukrainske kommunikationsministerium skriver på Twitter, at angrebet er et bevis på, at "Putin er den ultimative ondskab".

Udenrigsminister Dmytro Kuleba kalder angrebet "barbarisk".

- Putin er ikke i stand til at knække Ukraine. Han begår krigsforbrydelser af rent raseri, skriver udenrigsministeren på sociale medier.

Optagelser fra sociale medier inde fra regionskontoret efter angrebet: