Komikeren lavede sjov med Putin og blev præsident i Ukraine – nu hylder Trump ham som en helt
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij er blevet symbolet på demokratiets overlevelseskamp. Men hvem er den 44-årige jøde, Putin kalder nynazist?
Der findes et grimt ord, som lyder ens på russisk og ukrainsk.
Ordet staves xуйло́, udtales huylo og betyder noget i retning af "pikhoved".
Et grænseoverskridende ord, men også et ord der kan få folk til at grine, hvis det kommer ud af munden på en komiker.
Og det gjorde det på ukrainsk tv for nogle år siden.
Helt konkret i komedieserien 'Folkets Tjener', hvor en historielærer mod alle odds ender med at vinde præsidentvalget i Ukraine.
Efter den uventede valgsejr skal læreren klædes på som en statsmand, og han bliver bedt om at vælge et dyrt armbåndsur, som passer til hans jakkesæt.
En hjælper præsenterer den nye præsident for et sortiment af schweiziske luksusure:
- Patek Phillipe, Vacheron Constantin, Piguet, Hublot, lyder det fra hjælperen, som spørger:
- Ved du, hvem der bærer sådan et?
- Nej, hvem? siger præsidenten.
- Putin, svarer hjælperen.
Den overraskede præsident vil bekræfte, at han har forstået, men bruger et ord, der næsten lyder som urmærket Hublot.
- Putin huylo? spørger han.
- Ja, svarer hjælperen.
Du kan se klippet herunder.
På toppen af hitlisten
Da tv-serien blev sendt i 2015, var komikeren bare komiker.
I dag er komikeren Ukraines præsident.
Han hedder Volodymyr Zelenskij.
Da han i 2019 gjorde den fiktive skolelærer kunsten efter og vandt præsidentvalget i Ukraine, havde han ingen politisk erfaring.
Nu står hans navn øverst på den dødsliste, som Ruslands præsident Vladimir Putin, ifølge vestlige efterretningskilder og myndighederne i Ukraine, har forfattet over politiske modstandere i landet.
- Fjenden har udpeget mig som deres mål nummer ét, sagde Volodymyr Zelenskij, allerede få timer efter den russiske invasion begyndte.
Frygten fik hurtigt ny næring.
Efterretningskilder kunne snart fortælle den britiske avis The Times, at cirka 400 forklædte mænd fra de berygtede russiske lejesoldater i Wagner Gruppen var trængt ind i Ukraines hovedstad Kiev for at finde og eliminere Volodymyr Zelenskij.
Belønningen for et velplaceret skud er ifølge avisens kilder en større kontant bonus.
Men som mange andre ukrainere ser Volodymyr Zelenskij ikke ud til at lade sig afskrække af Ruslands militære overlegenhed, som du kan se udspille sig nord for Kiev i klippet herunder.
Det er fra invasionens første dag.
En smartphone i krig
I stedet for at give op eller flygte valgte Volodymyr Zelenskij at blive og kæmpe.
Iført grønt tøj og daggamle skægstubbe opdaterede han i invasionens første dage igen og igen situationen for sine landsmænd på Twitter, Facebook og Instagram og opfordrede dem til at stå imod russerne.
Mens borgerne i Kiev gjorde klar til at bekæmpe russiske kampvogne med molotovcocktails, hørte præsidenten rygter om, at USA havde tilbudt at evakuere ham ud af landet.
- Kampen er her. Jeg har brug for ammunition, ikke for et lift, lød Volodymyr Zelenskijs svar ifølge den ukrainske ambassade i London.
I stedet for at flygte bekæmpede han Rusland med sin telefon.
På invasionens tredje dag talte han således i telefon med Frankrigs præsident, EU-Kommissionens formand, Italiens premierminister, den schweiziske præsident, Indiens premierminister, Tyrkiets præsident Aserbajdsjans præsident, Hollands premierminister Mark Rutte, FN's generalsekretær, Tysklands kansler, paven, Tjekkiets premierminister, Polens premierminister og den britiske premierminister.
Det oplyser præsidentens kontor til den britiske avis The Guardian, som skriver, at antallet af opkald til stats- og regeringschefer har været nogenlunde konstant i de første dage efter invasionen.
Manden, som for ikke så længe siden ernærede sig ved at lægge stemme til bjørnen i børnefilmen 'Paddington' i Ukraine, ligner mere og mere en krigshelt.
En meningsmåling foretaget i Ukraine på invasionens tredje og fjerde dag viste, at 91 procent af landets borgere bakker ham op.
Volodymyr Zelenskij, som formentlig er en af de mest usandsynlige statsledere i verden, ser altså i skrivende stund også ud til at være en af de mest populære.
Det er nok ikke alle, som kender hans lettere surrealistiske baggrundshistorie.
En jødisk nazist?
En baggrundshistorie, der ikke blev mindre surrealistisk, da Ruslands præsident Vladimir Putin fortalte verden, hvorfor hans soldater blev sendt i krig mod Ukraine.
- Vi vil forsøge at afmilitarisere og afnazificere Ukraine, sagde den russiske præsident og kaldte Volodymyr Zelenskijs regering for en bande nynazister.
Hvis Vladimir Putin har ret, gør det Volodymyr Zelenskij til noget så sjældent som en jødisk nazist.
Han blev nemlig født ind i en jødisk familie i industribyen Kryvyj Rih i det centrale Ukraine i 1978.
Og på trods af, at familien boede i Ukraine, blev der faktisk talt russisk i hjemmet.
Faderen har en doktorgrad i ingeniørvidenskab og hans ekspertise inden for minedrift var årsag til, at han selv og familien tilbragte flere år i Mongoliet, mens Volodymyr Zelenskij var barn.
Moderen er uddannet ingeniør, men på trods af forældrenes flair for naturvidenskab, begrænsede lille Volodymyrs glæde ved teknik sig til at lege med køkkenredskaber.
- Når han kom hjem fra børnehave, elskede han mest af alt at lege med en kødhakker. Den der gammeldags sovjetiske model, fortalte moderen Rimma Vladimirovina mediet RBC Ukraine, efter sønnen havde vundet valget i 2019.
Hun fortæller, at lille Volodymyr klarede sig godt i skolen, samlede på frimærker, spillede klaver, dyrkede vægtløftning og gik til dans.
Og så var han vild med The Beatles og det sovjetiske rock and roll-orkester Bravo.
- Man kunne genkende os på lang afstand. Hvide skjorter, polkaprikket slips, bukser med trompet og pressefolder, seler, en ternet jakke og den tilhørende frisure, fortalte Volodymyr Zelenskij selv til RBC Ukraine i 2019.
Hellere sjov end jura
Volodymyr Zelenskij gik på gymnasiet "95" opkaldt efter den bydel i Kryvyj Rih, hvor familien boede.
Efter endt studentereksamen kom han på byens universitet, hvor han læste jura.
Men den unge mand syntes bedre om hurtige vittigheder end om tunge juridiske formuleringer.
Ligesom hos Vladimir Putin var det Sovjetunionens sidste åndedræt, der var med til at puste liv i hans karriere.
Dengang Volodymyr Zelenskij var dreng i Kryvyj Rih, og Vladimir Putin arbejdede som KGB-agent i Dresden, skete der nemlig noget stort på sovjetisk tv.
Fænomenet hed "De muntre og snarrådiges klub" - eller bare KVN - og var noget af det tætteste den kommunistiske statsradiofoni Kanal 1 nogensinde kom på fis og ballade i æteren.
Kort fortalt var KVN et komedieshow, hvor grupper fra forskellige dele af Sovjetunionen dystede mod hinanden i disciplinen at være sjov.
Altså lidt som 'X Factor' eller 'Danmark har Talent', hvor de indledende runder foregik lokalt, mens de afsluttende shows blev vist på nationalt tv.
Selv om Sovjetunionen brød sammen fortsatte talentshowet år efter år, og Volodymyr Zelenskij så med.
Han deltog første gang som 17-årig i 1995 og vandt førstepladsen i 1997.
Sejren betød, at han forfulgte en karriere i showbiz i stedet for at få job som jurist.
Kærligheden
Sammen med sine venner fra KVN stiftede han produktionsselskabet "Kvartal 95" - opkaldt efter bydelen i Kryvyj Rih.
En af vennerne blev han også forelsket i.
Hun hedder Olena Zelenska, og Volodymyr Zelenskij havde kendt hende siden skoletiden.
De to var stadig teenagere, da Volodymyr Zelenskij en dag mødte hende på gaden, mens hun bar et videobånd i hånden.
På omslaget kunne han se, at det var den erotiske thriller 'Basic Instinct' med Sharon Stone i hovedrollen, og han spurgte, om han måtte låne filmen.
Olena sagde ja, og så var Volodymyr Zelenskij jo nødt til at få hendes telefonnummer, så han kunne levere den tilbage, har Olena Zelenska fortalt magasinet 24 SMI.
Den unge kvinde - der i øvrigt også har russisk som hovedsprog - blev tekstforfatter hos "Kvartal 95".
Parret blev gift i 2003 og har nu to børn sammen.
Volodymyr Zelenskijs succes som komiker, producent og tv-personlighed bare voksede og voksede.
Da hans eget produktionsselskab fik rettighederne til 'Vild Med Dans', stillede Volodymyr Zelenskij selv op.
Han vandt.
Vejen var banet for spillefilm og tv-serier.
Folkets tjener
Volodymyr Zelenskij spillede hovedrollen i adskillige komedier på russisk, inden han for alvor blev stjerne.
Det skete i tv-serien 'Folkets Tjener' - den, hvor præsidenten skulle vælge et dyrt ur i første afsnit.
Dengang han brugte det grimme ord "hoylo" om Vladimir Putin, havde Rusland netop annekteret halvøen Krim fra Ukraine.
Og det var faktisk ikke Volodymyr Zelenskij, som fandt på at bruge ukvemsordet om den russiske præsident.
Den ære tilfalder fodboldfans fra storklubben Metalist Kharkiv, der digtede en sang om Vladimir Putin efter besættelsen af Krim.
- Putin hoylo! La-la-la-la-la-la, lød den.
Øgenavnet så ikke ud til at påvirke Vladimir Putin.
Kort efter besættelsen strakte præsidenten Ruslands magt ud mod det østlige Ukraine, og da Volodymyr Zelenskij besluttede sig for at gå ind i politik, udspillede der sig allerede en blodig borgerkrig i området.
Den politisk uerfarne komiker lovede, at han ville skabe fred, da han stillede op til posten som Ukraines præsident.
- For det første vil jeg have dem til at holde op med at skyde. Jeg tror ikke, det er så vanskeligt at indgå sådanne aftaler. Det virker som om, at det er muligt, sagde han til den ukrainske avis Pravda i januar 2019.
Men det skulle vise sig at være en hel del sværere at indgå sådanne aftaler i virkeligheden end i rollen som præsident i en tv-serie.
Præsidentkandidaten
Valgkampen i 2019 vakte international opsigt.
Ukraines siddende præsident, rigmanden Petro Poroshenko, var voldsomt upopulær på grund af omfattende korruption.
Netop som præsidenten skulle holde sin nytårstale 31. december 2018 afslørede Volodymyr Zelenskij, at han stillede op.
Det lykkedes ham at få tv-kanalen 1+1, der er ejet af oligarken Igor Kolomoisky, til at vise et bånd med sin egen tale, lige før præsidenten kom på.
- Jeg havde ikke planlagt det. I har mit æresord, sagde Volodymyr Zelenskij til avisen Pravda, der antydede, at den uerfarne politikers bånd til oligarken måske var så stærke, at komikeren ville ende som hans marionet.
- Jeg har ikke noget nært forhold til ham. Vi har en arbejdsforbindelse, forklarede Volodymyr Zelenskij til avisen.
Det kan godt være, at Volodymyr Zelenskij ikke havde politisk erfaring.
Men han vidste noget om mediehåndtering.
Partiets navn blev det samme som tv-seriens - Folkets Tjener - og Volodymyr Zelenskij havde kun to store valgløfter.
Ud over forsøget på at skabe fred i det østlige Ukraine, ville han gøre noget ved korruptionen.
Datteren brast i gråd
Mange af de mere progressive ukrainere mente imidlertid, at den russisktalende komikers linje over for nabolandet var for slap.
I stedet satte de deres lid til rockstjernen Svyatoslav Vakarchuk fra gruppen Okean Elzy, der kun optrådte på ukrainsk.
Men Volodymyr Zelenskij havde den fordel, at hans som søn af russisktalende forældre også kunne trække stemmer blandt det russiske mindretal.
Så der var håb om, at han kunne forhandle fred med russerne.
At uvilje mod styret hos naboerne i Moskva potentielt kan være livsfarligt i Ukraine, stod i øvrigt allerede klart i 2004, da landets daværende præsident Viktor Jusjtjenko blev forgiftet med dioxin under en middag.
Senere blev det endnu mere tydeligt, da den Moskva-venlige regering i 2014 lod politifolk åbne ild mod demonstranter på Maidan-pladsen i Kiev, hvor de var gået på gaden for demokrati.
Efter beslutningen om at stille op som præsident fortalte Volodymyr Zelenskij den ukrainske avis Pravda, at hverken hans børn eller forældre mente, det var risikoen værd.
- Min datter græd. Hun er 14 år gammel, og hun bekymrer sig, for der er kun meget få af min slags i hendes liv. Min søn forstod det ikke, han sagde: "Far, vil dette være noget mærkeligt eller noget godt?" Jeg svarede "Søn, alt bliver godt", sagde Volodymyr Zelenskij til avisen inden valget i 2019.
Han tilføjede, at han fortsatte sine bestræbelser, fordi han ikke ville ligne en kujon, og fordi vennerne i Kvartal 95 bakkede ham op.
Virkeligheden rammer
Valgkampen blev ikke helt uden personlige omkostninger.
Volodymyr Zelenskij blev blandt andet beskyldt for at være stofmisbruger - en historie der blandt andet blev videreformidlet af det russiske nyhedsbureau TASS.
Han nægtede imidlertid at tage en test for rester af narkotika i blodet for at modbevise anklagerne.
- Jeg behøver ikke at bevise over for samfundet, at jeg ikke er stofmisbruger. Det er jeg ikke, sagde Volodymyr Zelenskij efterfølgende på YouTube.
Anklagerne var ikke nok til at afskrække de ukrainske vælgere ved valget 21. april 2019.
Takket være en valgkampagne på sociale medier vandt Volodymyr Zelenskij en jordskredssejr med 73 procent af stemmerne, og hans parti fik flertal i parlamentet.
Efter sejren kølede begejstringen dog af.
Den nyvalgte præsident lod nemlig rigtig mange af sine venner fra Kvartal 95 følge med ind i den ny regering.
Han havde kun siddet et år på posten, da en rapport fra de ukrainske myndigheder kunne fortælle, at mindst 30 personer med tilknytning til produktionsselskabet var blevet udnævnt til offentlige embeder.
En skuffende gennemsnitlig helt
Da han havde siddet to år på posten skrev den amerikanske tænketank Wilson Center, at præsidenten havde taget så meget magt, at det var i strid med "god regeringsførelse og retssikkerheden".
Fredsforhandlingerne med separatisterne i øst kastede heller ikke noget gennembrud af sig.
Så sent som 21. februar 2022 beskrev chefredaktøren for avisen Kiev Independent præsidenten som "skuffende gennemsnitlig".
- Det står klart, at problemet er hr. Zelenskijs tendens til at behandle alt som et show. For ham er udtrykket vigtigere end konsekvenserne, skrev chefredaktøren i en klumme i New York Times.
- Ordene betyder ikke noget, så længe de underholder. Og når anmeldelserne er dårlige, holder han op med at lytte og omgiver sig med fans, fortsatte redaktøren.
Da klummen blev trykt, var invasionen tre dage ude i fremtiden.
Et viralt hit
Aftenen inden det gik løs, afleverede Volodymyr Zelenskij nogle ord på russisk til sit nabofolk, som endte med at få ret gode anmeldelser i de vestlige medier.
- I bliver fortalt, at jeg vil bombe i Donbass, sagde han og gik i rette med de beskyldninger, som Vladimir Putin var kommet med kort forinden.
- Bombe hvad? Det stadion, hvor jeg sammen med de lokale heppede på vores hold ved EM i fodbold? Baren, hvor vi drak, da de tabte? Lugansk, hvor min bedste vens mor bor? spurgte præsidenten.
Talen gik viralt på Twitter, hvor den i skrivende stund er delt over 200.000 gange.
Men talen hjalp ikke.
Da kampvognene rullede ind over grænsen, holdt præsidenten en ny tale til den russiske befolkning for at standse angrebet.
- Dette skridt er begyndelsen til en storkrig på det europæiske kontinent, sagde Volodymyr Zelenskij og opfordrede til fred.
- Hvem vil lide mest? Folket. Hvem ønsker ikke dette? Folket. Hvem kan standse det? Folket. Men er der den slags folk blandt jer? Det er jeg sikker på, sagde han til russerne.
Et nik fra Trump
Krigen nåede hurtigt Kiev, der ligger nær den russiske grænse, men Volodymyr Zelenskij blev i byen.
- Vi er her stadig, skrev han i et af sine opslag, og da russerne sagde, han var flygtet, offentliggjorde han lynhurtigt en video af sig selv i Kiev.
Den gik også viralt.
Samtidig har præsidentens modstandskamp vundet bifald fra store dele af verden.
- Han er en tapper mand, han hænger på, sagde USA's tidligere præsident Donald Trump for eksempel på invasionens tredje dag - han har ellers tidligere udtrykt sympati for Vladimir Putin.
Den amerikanske tv-station CNN sammenligner ham med Winston Churchill, der stod imod Nazityskland under Anden Verdenskrig.
Hvad Ruslands præsident Vladimir Putin synes om modstandskampen i Kiev, har han ikke oplyst.
Men han brød sig formentlig ikke om vittigheden med Hublot-uret, da tv-serien 'Folkets Tjener' blev sendt i Rusland i 2019.
Afsnittet med vittigheden blev sendt i Rusland 11. december, men det var kun borgerne Sibirien og de østlige tidszoner, der fik fornøjelsen af den.
Da udsendelsen nogle timer senere løb over skærmene i den vestlige del af Rusland, var passagen med Hublot-uret klippet ud.
Kort tid efter meddelte tv-stationen TNT, at serien var blevet droppet, og avisen Vedomosti kunne fortælle, at Vladimir Putins ur ikke er et Hublot.