Rusland invaderer Ukraine

Bulgariens forsvarsminister fyret for ikke at anerkende krigen

EU har længe frygtet, at Bulgarien er tilbøjelig til at støtte Rusland.

Bulgariens forsvarsminister, Stefan Yanev, er blevet fyret for at have nedtonet den russiske invasion i Ukraine. Det skriver Reuters.

Facebook har han beskrevet krigen i Ukraine med ord som en ”militær indblanding” og en ”operation” og taget afstand fra at bruge ordet ”krig”.

- Min forsvarsminister kan ikke anvende ordet ”operation” i stedet for ordet ”krig”. Man kan ikke kalde det en ”operation”, når tusinder af soldater fra begge sider allerede er blevet dræbt, siger Bulgariens premierminister, Kiril Petkov, om den øjeblikkelige fyring.

Både premierministeren og landets præsident, Rumen Radev, har taget afstand fra Ruslands invasion.

Tætte bånd mellem Rusland og Bulgarien

Facebook-opslaget fra den nu fyrede forsvarsminister sætter fokus på en mangeårig bekymring om, at Bulgarien er EU’s akilleshæl, hvor Kreml kan forsøge at få opbakning. Det skriver Politico.

Bulgarien – der er medlem af både EU og NATO – var nemlig en af Moskvas tætteste allierede i Østeuropa under det tidligere Sovjetunionen, og landet har stadig en stærk kulturel og historisk tilknytning til Rusland, skriver mediet.

Samtidig er der prorussiske i bulgarsk politik. Socialistpartiet, der er med i regeringen, har blandt andet ikke villet gå med til en regeringserklæring, der fordømmer Ruslands militære intervention, og har også sået tvivl om nytten af sanktioner.

På den anden side har landets præsident – i tråd med det øvrige Vesten – lovet at styrke NATO's østlige flanke og lede en kampgruppe i samarbejde med NATO.

- Bulgarien vil være antirussisk i NATO og vil følge den tone, som Kiril Petkov har sat, og tage afstand til aggressionen i Ukraine, har den politiske kommentator Ivo Indzhov sagt til Reuters.

Udenrigspolitik på Facebook

Tirsdag vil Bulgariens parlament udnævne en ny forsvarsminister.

På Facebook har den nu fyrede forsvarsminister skrevet, at der ikke var nogen grund til, at Bulgarien skulle vælge side i konflikten.

- Vores lidende fædreland fortjener ikke at blive ofret i stormagternes spil, skrev han.

Til det har premierminister Kiril Petkov svaret:

- Ingen minister kan prøve at føre sin egen udenrigspolitik, og da slet ikke på Facebook.