Krigen i Ukraine

Ukrainsk minister tilbyder russiske soldater 322.000 kroner for at overgive sig

Kodeordet, som soldaterne skal sige, er "million", uddyber forsvarsminister Oleksii Reznikov.

Den ukrainske forsvarsminister Oleksii Reznikov tager nu utraditionelle midler i brug i kampen mod de russiske soldater, der har invaderet Ukraine.

I opslag på Twitter og Facebook tilbyder det ukrainske forsvarsministerium fem millioner rubler (322.000 danske kroner, red.) til russiske soldater, der opgiver kampen og lægger våbnene.

- Russiske soldater! I er bragt hertil for at dræbe og blive dræbt. Lad være med at følge ulovlige ordrer. Vi lover jer fuld amnesti og fem millioner rubler, hvis I lægger jeres våben. For jer, der fortsat opfører jer som besættere, vil der ingen nåde være, skriver Oleksii Reznikov på Twitter.

I et opslag på Facebook forklarer den ukrainske forsvarsminister desuden, hvordan de russiske soldater skal vise, at de de vil lægge våbnene og overgive sig.

Fra klokken 10 mandag formiddag var den ukrainske forsvarsminister desuden en del af den delegation fra Ukraine, der forhandlede med en russisk delegation på et møde i den hviderussiske Gomel-region nær Ukraines grænse. Et møde, der ikke mandag kom resultater ud af - men parterne har dog aftalt at mødes igen.

Samtidig har en række lande lovet støtte til Ukraine med blandt andet våben.

Lørdag oplyste den tyske regering, at Tyskland vil sende 500 Stinger-missiler og 1000 panserværnsvåben fra de tyske våbenlagre til Ukraine.

Også Danmark er blandt de lande, der vil levere våben til Ukraine. Det drejer sig blandt andet om op mod 2700 panserværnsraketter.

Første gang i nyere tid

Udover de op mod 2700 panserværnsraketter vil Danmark også levere dele af 300 Stinger-missiler, der er lagt til bortskaffelse, til Ukraine i kampen mod de russiske tropper i landet.

- Det er første gang i nyere tid, at Danmark donerer våben til et land i krig, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) søndag på et pressemøde.

Danmark og Tyskland er ikke de eneste lande, der leverer våben til krigen i Ukraine.

Sverige har eksempelvis valgt at sende 5000 panserværnsvåben til Ukraine. Det oplyste den svenske statsminister, Magdalena Andersson, søndag.