Rusland invaderer Ukraine

Sverige og Tyskland bryder med årtiers forsvarspolitik: - Det er helt historisk

Mens fred og fordragelighed ligger i den svenske identitet, har tyskerne i årtier været "bange for sin egen skygge", vurderer forsker.

Nogle havde måske næsten glemt, at de havde våben.

Men over de seneste dage har en række af Europas mest tilbageholdende militærmagter åbnet deres våbenlagre og sendt tusindvis af raketter til Ukraine.

- Det er helt historisk, at vi har lande som Tyskland og Sverige, som dropper deres neutralitet.

Arven fra Hitler og Anden Verdenskrig står stadig helt utrolig stærkt i Tyskland

Christine Nissen

Sådan lyder vurderingen fra Christine Nissen, der forsker i international politik, sikkerhed og vestlig interventionisme ved Dansk Institut for Internationale studier (DIIS).

Støtten til den ukrainske kamp mod Rusland indvarsler nemlig ikke bare en ny sikkerhedspolitisk æra for en håndfuld lande – men for hele Europa.

- Tidligere ville vi sprede fred, demokrati og gode værdier. Nu er det et spørgsmål om at Europa er under angreb, og vi skal beskytte vores territorium, siger Christine Nissen.

Sverige bryder med sin fredelige identitet

Blandt andet Danmark, USA, Storbritannien og Frankrig har allerede sendt våben til Ukraine - eller lovet at sende både missiler, raketstyr og maskingeværer.

Og søndag sluttede Sverige sig til gruppen med et løfte om at sende blandt andet 5000 panserværnsraketter, feltrationer og hjelme til Ukraine.

- Det er et kæmpe brud. For det her er officielt en afslutning af deres neutralitetspolitik, vurderer Christine Nissen.

Egentlig har Sverige ikke været helt neutrale siden afslutningen af Den Kolde Krig. Men landet har blandt andet holdt sig uden for militæralliancer som NATO.

Og selvom Sverige ofte engagerer sig kraftigt i sin udenrigspolitik, har vores svenske naboer indtil nu også nægtet at sende våben til lande i krig.

- Det ligger simpelthen i den svenske identitet, at man er et land, som promoverer fred og fordragelighed, forklarer Christine Nissen.

Men da Rusland torsdag invaderede et demokratisk land i Europa, blev det svært for Sverige at sidde på hænderne.

Og med Putin på krigsstien har Sverige samtidig behov for tydeligt at vise, hvilken side landet står på, fortæller Christine Nissen:

- Jeg tror, det er en blanding af, at man har brug for at gøre noget, men også en frygt fra svensk side. Man har brug for at vælge side, når Rusland er så uforudsigelig.

Tyskland ser stort på ”historisk ansvar”

Ligesom Sverige har Tyskland i årtier holdt sig fra store militære sværdslag.

Så sent som i slutningen af januar afviste Tyskland at sende våbenhjælp til Ukraine, fordi landet har et "historisk ansvar" og derfor ikke leverer våben til konfliktområder.

- Det handler om, at man fra tysk side stadig er lidt bange for sin egen skygge. Arven fra Hitler og Anden Verdenskrig står stadig helt utrolig stærkt i Tyskland, fortæller Christine Nissen.

Men som den absolut største økonomi i EU er Tyskland ifølge forskeren blevet presset de seneste år til at træde i karakter som en større del af Europas samlede militær.

Tyskland har også fået kritik for at tøve i konflikten mellem Rusland og Ukraine.

Men lørdag meddelte den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, at landet vil sende 500 Stinger-missiler og 1000 panserværnsvåben til Ukraine.

Ifølge Christine Nissen indvarsler det et helt nyt sikkerhedspolitisk Tyskland.

- Lige nu bliver Scholz italesat som en helt. Og der er ikke nogen, der vil være kritiske overfor en tysk styrkelse af sikkerhedspolitikken, siger hun.

EU kommer op ad stolen

Søndag aften afslørede EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, at unionen vil finansiere indkøb og levering af våben og andet materiel for over tre milliarder kroner till Ukraine.

- Vi vil levere både våben og sågar jagerfly. Vi taler ikke kun om ammunition - vi taler om de vigtigste våben til at gå i krig, uddybede EU's udenrigschef Josep Borrell.

Det kalder Christine Nissen ”rigtig, rigtig vildt”.

I årevis har EU nemlig været forsigtig med fælles militære fremstød og har med få undtagelser holdt sig til relativt små fredsbevarende missioner og humanitær hjælp i krigszoner.

Det skyldes blandt andet, at de fleste medlemslande også er en del af NATO. Og derfor har man indtil nu haft en tydelig "arbejdsdeling", hvor NATO tog sig af den hårde, militære udenrigspolitik, og EU tog sig af den bløde og diplomatiske.

- Det handlede for alt i verden ikke om at beskytte det europæiske kontinent, men om at sprede europæiske værdier i konflikter langt væk fra Europa, fortæller Christine Nissen.

Gennem de seneste år er den politik dog blevet rykket af både Ruslands annektering af Krim i 2014, Trumps tid i Det Hvide Hus og en omfattende migrationskrise.

Og med udbruddet af krig lige udenfor EU's ydre grænser er unionen for alvor vågnet til dåd.

- Lige pludseligt sker det her, og så skal jeg ellers love for, at man kommer op ad stolen. Det er meget, meget bemærkelsesværdigt, siger Christine Nissen.