Rusland invaderer Ukraine

Kaos og tårer på ukrainsk tog-station - mænd tager afsked med kvinder og børn

Tusindvis af mennesker ventede hele dagen på toget til Polen fra Lviv. Da det kom, trodsede hundredevis af mennesker luftalarmen.

Et tog kommer, så et mere, og så et tredje.

Alle får de tusindvis af mennesker til at løbe i en ny retning.

Hvordan kan det lade sig gøre at bombe og håne civile?

Nastya Nikolaevna

De er flygtet fra den russiske invasion i Østukraine til Lviv - sidste stop før Polen - og måske kan det næste tog bringe dem i sikkerhed.

Men de mange tog, der ruller ind søndag eftermiddag, har endestation her. De mange flygtninge må altså vente lidt endnu. Damen i højtaleren siger to timer.

Blandt dem står den 37-årige præst Denis Dmytro med sine to børn.

De flygtede til byen fra det centrale Ukraine for to uger siden, efter de første amerikanske efterretninger forudså en russisk invasion.

Og nu er krigen rykket så tæt på Lviv, at faren vil have sin familie i sikkerhed uden for Ukraine. I første omgang i Polen, og derefter kunne det meget vel blive i Danmark.

- Vi har en ven, som har fortalt os, at danskere kører til Polen med barnesæder, og hun prøver at sælge os Danmark: "Kom til Danmark, I får det så godt, og vi kommer til at elske jeres børn så højt."

En bombe ramte naboen

Andre ukrainere på stationen er kommet direkte fra krigens konsekvenser.

Viktoria Dimitrivna ankom fra Kiev i nat. Gadekampe mellem russiske tropper og det ukrainske forsvar har ramt byen de seneste dage. Samtidig går luftalarmen dagligt.

- I Kiev kan man høre eksplosioner i rigtig mange forskellige områder. Og i det distrikt vi befandt os i, blev nabobygningen ramt af en bombe, fortæller hun.

Forældrene måtte hun efterlade i Kiev. En bro blev sprængt i luften og delte familien i to, forklarer hun med tårer ned ad kinderne.

Vi fortæller dem, at far kommer om en uge. Men hvem ved?

Denis Dmytro

Lidt længere nede af perronen står Nastya Nikolaevna. Hun er flygtet fra Dnipro endnu længere mod øst.

- Hvordan kan det lade sig gøre at bombe og håne civile? Ingen fortjener det, siger hun.

Så nu tager hun til Polen med sine børn, men også uden et vigtigt familiemedlem.

Hendes mand kan nemlig ikke forlade landet, fordi alle ukrainske mænd mellem 18 og 60 år skal blive og lade sig indskrive i hæren, hvis der bliver behov for dem.

Måske ses vi aldrig igen

Af samme grund må præsten Denis Dmytro også efterlade sin familie, inden de krydser den polske grænse.

Han forventer dog ikke, at han kommer til at kæmpe for sit land på slagmarken.

Mænd uden militærerfaring bliver lige nu afvist af militæret, selvom de frivilligt indskriver sig. Det fortæller flere unge mænd, TV 2 har talt med i Lviv.

Dmytro mener dog stadig, han kan hjælpe sit land. Lige så snart han har fået sin familie sikkert ind i EU, vil han hjælpe andre landsmænd fra øst til vest. Ligesom han har gjort for sin familie.

- Når man sender sine børn afsted, trøster man sig selv med tanken om, at det måske kun er i to til tre uger. For vi fortæller dem, at far kommer om en uge. Men hvem ved? Måske tager det måneder, et år, måske sker det aldrig.

Inden han tager afsked, gør han sit bedste for at beskytte børnene. Derfor er togturen kun plan B, mens bussen er plan A.

Han vil hellere risikere at tilbringe flere dage i en bus mod grænsen, end at udsætte sine to børn for en potentielt traumatisk situation, hvor de tusindvis af mennesker alle vil forsøge at kæmpe sig til en plads i en af togvognene.

Hans bange anelser viser sig at være berettigede.

Kaos på perron 2

Menneskemængden er halveret, da klokken nærmer sig 20. Kvart i otte lyder luftalarmen og sender endnu flere ned i gangen mellem sporene.

Ovenpå kan man pludselig høre det lange tog rulle ind på perron nummer 2. Og snart fyldes perronen igen med hundredvis af mennesker, stressede stemmer, råbende konduktører og barnegråd.

Personale samt civile mænd hjælper med at fordele kvinder og børn, som har førsteret til sæderne.

Flere af passagererne løber direkte hen til et åbent vindue for at tage et langt, tårevædet farvel med det familiemedlem, de ikke ved, hvornår de skal se igen.

Efter 20 minutter lyder hornet, og selvom et fyldt tog sætter kursen ud af Ukraine, er perronerne stadig mere fyldte, end de er i myldretiden.

”Jeg er strandet”

En hund er efterladt, ligesom bunker af tomme kufferter og affald ligger tilbage.

En stor gruppe udenlandske mænd kom heller ikke med.

Den 24-årige studerende fra Yemen Abdulrahman har boet i Kharkiv i fire år, men måtte stikke af til Lviv, efter russiske soldater brød igennem det ukrainske forsvar søndag morgen.

Han vil nu forsøge sig med det næste tog, som vist nok skulle køre senere denne aften, fortæller han.

33-årige Eric Metius fra Ghana er flygtet samme vej. Han må også vente på næste tog. Det er han blevet vant til, for det har han gjort i tre dage nu.

Han oplever, at de sorte mænd på stationen gang på gang ikke får adgang til togene ud af Ukraine:

- Jeg har intet sted at sove og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er strandet.